Portishead til NorthSide

Oprettet 18/12/2012 – 14:00

De engelske triphop-pionerer får følgeskab af det unge stjerneskud Ellie Goulding
Efter allerede at have offentliggjort ni navne til NorthSide 2013, var planen at gå på juleferie og vende stærkt tilbage med flere navne til plakaten i det nye år. Men da muligheden pludselig opstod for at give publikum nogle tidlige julegaver i form af tilføjelsen af to prisvindende engelske navne, så kunne vi ikke dy os!
Portishead debuterede i 1994 med det banebrydende album ”Dummy”, der sikrede dem en Mercury Prize og en plads i historiebøgerne som pionerer for den sprudlende triphop-genre. Successen fortsatte med albummet ”Portishead”, der dog desværre blev fulgt af en alt for lang pause fra både studiet og koncertlivet. Men i 2008 vendte Portishead tilbage med det længeventede album ”Third”, der på alle måder var ventetiden værd, og det er en stor ære nu at kunne præsentere en af denne fænomenale gruppes sjældne koncerter på NorthSide 2013.
Portishead spiller på NorthSide søndag 16. juni.
Ellie Goulding eksploderede i 2010 på den engelske musikscene med albummet ”Lights”, der gik to gange platin i hjemlandet, og samme år sikrede hende Critics’ Choice Award til Brit Awards. Titelnummeret fra albummet kom året efter ud som single i USA, og her gik den platin tre gange og løftede hende til international stjernestatus. Den 25-årige sopran tog tydeligvis dette som en opfordring til at udfordre sit talent, så da hun tidligere i år udsendte ”Halcyon” var det tydeligt, at hun havde gennemgået en rivende udvikling og havde positioneret sig som et af de skarpeste talenter på den engelske scene. Vi har store forhåbninger til koncerten med det engelske stjerneskud, som vi er meget glade for at have fået til at lægge vejen forbi Aarhus.
Ellie Goulding spiller på NorthSide søndag 16. juni.
Listen af offentliggjorte navne til NorthSide 2013 er nu som følger: Arctic Monkeys, Band of Horses, The Eclectic Moniker, Ellie Goulding, The Flaming Lips, Fun., Nephew, Nick Cave & The Bad Seeds, Portishead, Trentemøller og When Saints Go Machine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *