Pytlick: Nu gælder det VM

Oprettet 24/10/2011 – 09:05

Den danske landstræner retter nu udelukkende blikket mod Brasilien
Det danske kvindelandshold har i god behold og med strålende humør indtaget Norditalien.
Torsdag indlogerede holdet sig på kurhotellet Terme Bologna i Perugia-forstaden Abano Terme, hvor Pytlicks veltrænede piger i deres Puma-tøj udgør en skærende kontrast til hotellets øvrige internationale klientel. En gruppe, der har en gennemsnitsalder pænt på den anden side af den truede danske efterlønsgrænse og som bebor hotellets små, ikke specielt luksuriøse værelser for at komme sygdomme som lumbago, gigt og diverse lammelser til livs.
”Men vi er nu ikke kommet hertil for hverken at tage termiske bade eller spille kort og hygge os i kaffebaren,” forsikrer den danske landstræner, som søndag skal have sit hold i kamp mod de lokale heltinder i nærliggende Mestrina i det andet opgør i EM-kvalifikationsgruppe 6.
”Med kampen mod Slovakiet vel overstået har vi kun et eneste mål, og det er at optimere holdets forberedelser frem mod december måneds VM i Brasilien,” siger Pytlick videre, ”Med al respekt for italiensk kvindehåndbold har de ikke en jordisk chance for at true os, så derfor fylder søndagens kamp intet i vores bevidsthed. Vi går udelukkende efter at få trænet igennem og på at få tilføjet nye elementer i vores spil.”
Her hentyder Pytlick til specielt to ting, nemlig implementeringen af et forsvars-alternativ til den gængse 6-0 samt til variation i angrebsopbygningen ved at lade skudstærke spillere som Camilla Dalby og Rikke Skov optræde på pladsen som playmaker.
”Jeg synes, der var gode takter at spore i kampen mod Slovakiet,” vurderer Pytlick, ”Så der er helt sikkert meget at bygge videre på under denne træningslejr, hvor vi træner med fuld intensitet to gange om dagen.”
Eneste undtagelser bliver lørdag formiddag, hvor der er dømt turist-oplevelser i nærliggende Venedig.
”Når vi som nu er samlet i en hel uge, hvor vi dybest set kun ser hoteller og håndboldhaller, synes jeg, det giver mening, at spillerne også får en oplevelse af at være i et andet land med hvad det har at tilbyde af interessant kultur.” siger Pytlick videre, ”Derfor har vi revet en halv dag ud af kalenderen til at opleve Venedig – og jeg er sikker på, det vil lade spillernes batterier yderligere op, så vi både får mere ud af træningen og så vi giver italienerne en ekstra lektion, når det går løs mod dem søndag klokken 18.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *