ROBERT HANSEN FÅR TEATERDEBUT SOM SUPERHELTEN – ANTBOY!!

Oprettet 03/01/2012 – 10:08

Efter mange år som filmskuespiller og studievært, får Robert Hansen nu sin helt store teaterdebut. Musicalen ”Antboy” med Robert Hansen i hovedrollen, skal spille 30 forestillinger i musikhusene og i teaterforeninger over hele landet med urpremiere den 18. januar 2012.
Forestillingen er dramatiseret og komponeret af Chris Skytte på baggrund af Kenneth Bøgh Andersens bøger om ”Antboy” og forestillingen instrueres af Louise Schouw.
Kenneth Bøgh Andersen er en af tidens mest populære ungdoms- og børnebogsforfattere og er bl.a. kendt for serien ”Den Store Djævlekrig” og serien om Antboy (Myredrengen), som er blevet så populær, at den har egen hjemmeside med spil og downloads.
Antboy er litteraturhistoriens første danske superhelt og er hurtigt blevet en udlånssucces på bibliotekerne. Bøgerne bruges ligeledes flittigt i danskundervisningen i folkeskolen, måske specielt fordi superhelteuniverset i Antboy er stærkt appellerende til specielt drenge, som
ellers kan være svære at få til at læse bøger og gå i teatret.
MAGI, ACTION & SPECIEL EFFECTS Der vil være masser af flot scenografi; film, lys, action, røg og speciel effects. Et univers drengene genkender fra de film de ser eller de spil, der optager dem på computeren. Vi befinder os i et Superman/Spiderman univers i en provinsby i
Danmark som beskrives på Kenneth Bøgh Andersens finurlige og humoristiske skrivestil, så der bliver nok at se og opleve for både piger og drenge – ja, hele familien.
Om forestillingen
Historien om Antboy, er historien om lille tykke Pelle Nørhmann fra 6. klasse, skolegårdens nederste hakkekylling og Terror-Tvillingernes absolutte yndlingsoffer. Men da Pelle en dag bliver bidt af en temmelig speciel tissemyre, forandrer hele hans verden sig som med ét trylleslag. Han begynder at udvikle de mest utrolige kræfter og bliver til superhelten Antboy – Myredrengen!
Antboy får hurtigt succes, selvom det ikke altid er lige nemt og lige sjovt at være superhelt i en søvnig dansk provinsby. Han kan fange indbrudstyve, stoppe løbske elefanter, og naturligvis – helst i allersidste sekund – frelse folk i nød. Men for Pelle Nørhmann – drengen, der gemmer sig bag Antboys maske, er hverdagslivet knapt så nemt.
For selvom man er en vaskeægte superhelt, kan det være meget svært at sige til en pige, at man er forelsket i hende. Kan han som Antboy, besejre de stærkeste modstandere af alle: kærligheden og skæbnen?
Og først og fremmest; hvad er det for en mystisk skygge, der ustandseligt er lige i hælene på ham? Findes der en modstander med endnu større superkræfter, som vil tilintetgøre Antboy?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *