Oprettet 06/09/2011 – 17:06
Billedet af ernæringskrisen i Somalia er endimensionelt og tager ikke højde for de underliggende faktorer, der har skabt krisen, skriver Læger uden Grænsers internationale præsident. Unni Karunakaras kronik blev første gang bragt i The Guardian den 2. september 2011.
Den nuværende krise, der udspiller sig i og omkring Somalia, bliver af mange nødhjælpsorganisationer og medier fremstillet i endimensionelle vendinger som ”hungersnød på Afrikas Horn” eller ”den værste tørke i 60 år”.
Men ved udelukkende at fokusere på de naturlige årsager, der ligger til grund for krisen, ignorerer man den komplekse geopolitiske realitet, som forværrer den, og antyder at løsningen blot er et spørgsmål om at finde de nødvendige midler og sende de fornødne mængder mad til Afrikas Horn.
Desværre kan den nuværende krise ikke løses ved at dække over de menneskeskabte grunde til sult i regionen og vanskelighederne med at håndtere dem.
Jeg er netop vendt hjem fra Kenya og Somalia, og sammen med mine kollegaer i Læger uden Grænser (MSF) oplever jeg lige nu en dybt foruroligende situation i området. I Mogadishu mødte jeg en ung kvinde fra den sydlige region, Lower Shebelle, som lever i en af de mange midlertidige lejre, som lige nu skyder op overalt i og omkring byen. Kvinden havde forladt sit hjem med sin mand og deres syv børn på grund af den dårlige høst, og fordi de ikke havde råd til mad og vand.
I løbet af deres vandring mod Mogadishu var hun og fire af børnene tvunget til at efterlade resten af deres familie, da de ikke havde kræfter nok til at gennemføre resten af den fem dage lange rejse. Den unge kvindes historie er ikke enestående, og går igen blandt tusinder af familier i det sydlige og centrale Somalia, som er ødelagt af den årelange konflikt og nu er skubbet ud over kanten af tørken.
Uafhængig nødhjælp holdes ude
Underernæring er en kronisk tilstand mange steder på Afrikas Horn, og situationen kræver en international indsats, der kan sikre at næringsrig mad når frem til de mennesker, som behøver den. Lige nu findes det største behov i det sydlige og centrale Somalia. Vi har endnu ikke det fulde billede af krisen, men vi kan se på det store antal af mennesker, der ankommer svage og underernærede til Mogadishu og lejrene i Kenya og Etiopien, at situationen er meget alvorlig.
Den fejlslåede høst forværrede det, der allerede var en katastrofe. Somalia er skueplads for en brutal krig mellem overgangsregeringen bakket op af de vestlige lande og støttet af tropper fra den Afrikanske Union, og den væbnede opposition herunder Al-Shabaab. Det er i dette fejlslagne politiske landskab, at krigen kombineret med gensidigt ødelæggende rivalisering blandt de somaliske klaner, har afskåret den uafhængige, internationale nødhjælp fra at nå mange områder og lokalsamfund.
Det somaliske folk er fanget imellem forskellige grupperinger, der afholder den fra at modtage hjælp enten af politiske grunde eller i forsøget på at svække deres modstandere. Resultatet er, at befolkningen i flere områder af landet er så godt som afskåret for adgang til lægehjælp.
Underernæring kun en del af problemet
På denne konfliktfyldte baggrund, hvor et utal af forskellige dagsordner er i spil, er det særdeles svært for humanitære nødhjælpsorganisationer som Læger uden Grænser at udvide sundhedsydelserne og opnå en egentlig gennemslagskraft. Læger uden Grænser har nu været til stede og arbejdet i Somalia i mere end to årtier og har projekter ni forskellige steder i landet på begge sider af frontlinjen – i områder kontrolleret både af overgangsregeringen og af Al-Shabaab – og vi gør alt, hvad vi kan for at udvide vores aktiviteter, så vi kan møde det stigende behov.
Vi har mere end 8.000 akut underernærede børn i behandling i vores ernæringsprojekter, og mange af dem lider ikke kun af undernæring. For eksempel led de fire børn, som overlevede turen fra Lower Shebelle, udover underernæring også af mæslinger. De lever nu sammen med deres mor samt tusind af andre mennesker i overfyldte lejre under usanitære forhold. Andre mennesker i lejrene klager over hud- og øjeninfektioner, diarré og luftvejsinfektioner. Nogle er så svage, at de ikke kan søge fødevare- eller lægehjælp.
I flygtningelejrene i Kenya og Etiopien har vi kunnet yde medicinsk og ernæringsmæssig hjælp til titusinder af mennesker, men opjusteringen af indsatsen i Somalia tager tid og er besværlig. Læger uden Grænser er hele tiden tvunget til at foretage yderst svære valg om, hvor vi skal sætte ind, og hvor vi skal udbygge vores indsats. Hvis vi ikke kan foretage uafhængige vurderinger og yde hjælp i de områder, som vi mener, er hårdest ramt, vil vi heller ikke kunne forhindre de værste konsekvenser af denne krise.
Endeløse forhandlinger koster liv
Den humanitære nødhjælp er kommet i en situation, hvor den af begge sider i konflikten betragtes enten som en mulighed eller en trussel. I områder, der…