Supernem superzoom fra Canon

Oprettet 30/08/2011 – 10:06

Supernem superzoom – det er vel nok den mest korrekte betegnelse for PowerShot SX150 IS, som Canon nu lancerer. Dette nye digitalkamera rummer stort set alt det, den fotoglade familie har brug for til at forevige både dagligdagsbegivenheder og f.eks. ferieoplevelserne. Udstyret med en 14,1 megapixel sensor, 12x optisk zoom, der giver en brændvidde fra 28 mm. vidvinkel til intet mindre end 336 mm. supertele, og muligheden for at optage video i HD-kvalitet kan man næsten ikke forlange mere. Det skulle da lige være avanceret billedstabilisering med funktionalitet, som det kendes fra Canons camcordere – og den funktion rummer kameraet naturligvis også. Samtidig med at PowerShot SX150 IS er et kamera, der byder på nem og enkel point-and-shoot, er det altså også spækket med avancerede teknologier, der alle har den fællesnævner, at brugeren blot skal koncentrere sig om motivet – så klarer kameraet selv resten. PowerShot SX150 IS er endvidere ergonomisk samt kompakt designet og kan fås i farverne rød, sort og sølv.
Altid knivskarpe billeder
Med en brændvidde fra 28 mm. til 336 mm. er enhver tænkelig fotografisk situation dækket, og da risikoen for rystelser med uskarpe billeder til følge som bekendt er lige frem proportional med brændviddens længde, siger det sig selv, at der er brug for kompetent billedstabilisering ved håndholdte optagelser. Således giver den optiske billedstabilisator op til 4 blændestop mere at arbejde med, hvilket ligeledes er essentielt under dårlige lysforhold, lige som kameraet rummer en funktion – Intelligent IS – der modvirker rystelser, hvis selve kameraet rystes. Uanset om der panoreres på motiver i bevægelse langt væk eller en blomst skal fotograferes med makrofunktion, identificerer Intelligent IS motivet og vælger selv den mest optimale billedstabiliseringsfunktion ud af syv mulige[1]. Blandt disse kan nævnes Powered IS, der kendes fra Canons LEGRIA camcordere.
Med en sensor på 14,1 megapixel er opløsningen mere end rigelig selv til store posterforstørrelser, lige som der er masser af billeddata til motivmæssig beskæring. Canons DIGIC 4 processor er ligeledes med til at sikre hurtig billedbehandling, fornem farvegengivelse og kompromisløs skarphed i enhver situation. Med funktionen Smart Auto with Face Detection og den seneste Advanced Subject Detection teknologi identificeres motivet ud fra 32 variabler[2] og kameraet indstilles automatisk til de bedst mulige indstillinger i den aktuelle situation. Med Servo AF/AE sikres at motivet altid er i fokus og veleksponeret, når udløseren trykkes ned, og i indstillingen Easy Mode er der tale om ren point-and-shoot fotografering. Stillbilleder og videoklip kan ses på den 3” store skærm (7,5 cm.) der byder på knivskarp og kontrastrig opløsning – her kan også ses Tips & Tricks, der guider brugeren gennem menuerne.
Video og masser af effekter
PowerShot SX150 IS kan endvidere optage videoklip i HD-kvalitet i 720p og er forsynet med en dedikeret videoknap, der gør det muligt lynhurtigt at skifte mellem optagelse af stillbilleder og optagelse af video, lige præcis når motivet er der. Der kan endvidere optages i Apples iFrame format, hvilket betyder, at optagelserne ikke skal konverteres, inden de kan importeres i Apples software til videoredigering. Det giver et både hurtigere og mere enkelt workflow. Der er mulighed for at udforske sin egen kreativitet med en række forskellige filtre såsom Fish-eye Effect, Super Vivid og Poster Effect. Med Toy Camera Effect tilføjes effekter, som om motivet er fotograferet gennem et nøglehul. Desuden kan nævnes andre effekter såsom Monochrome, Sepia og Miniature Effect, der ligeledes virker ved videooptagelse.
Hvis det ønskes har brugeren fuld manuel kontrol over alle indstillinger, og som tilbehør kan fås en ekstern, flash HF-DC2, der yderligere er med til at udvide de kreative muligheder. Af andre raffinementer kan nævnes den avancerede selvudløserfunktion, som kan indstilles til at udløse lukkeren f.eks. med et smil – Smart Shutter – eller når fotografen efter opstilling selv træder ind i motivet – FaceSelf-Timer.
Desuden har brugerne adgang til Canon iMAGE GATEWAY, hvor der 2 GB plads til upload af billeder og video, som dermed nemt kan deles online med venner og familie..
Den vejl. udsalgspris er kr. 1.699 inkl. moms.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *