Tikkende bombe for dansk EU-formandskab demonteret

Oprettet 04/10/2011 – 11:05

Den nye danske regering sløjfer grænseaftalen, som blev indgået i foråret, og dermed er en stor sten blevet sparket af vejen for det kommende danske EU-formandsskab, mener Emilie Turunen, medlem af Europa-Parlamentet for SF:
– Jeg er simpelthen så lettet over den beslutning. Det her har været en tikkende bombe under et kommende dansk formandskab, og det kunne meget let have udviklet sig til en sag, der havde overskygget det danske formandskab fuldstændig. Det oplevede ungarerne i foråret, da de ændrede deres medielovgivning og blev voldsomt kritiseret for det i EU. Hver gang ungarske ministre var i Bruxelles, blev de konfronteret med den sag, og det gjorde det meget svært for dem at være formand. Det samme risikerede danske ministre med grænsekontrol-sagen. Jeg er derfor helt utrolig glad for, at den her bombe er blevet demonteret.
– Jeg fornemmer, at der breder sig en lettelse her i Bruxelles. Alle de kolleger jeg har talt med i parlamentet, har alle sammen været bekymret for den aftale, uanset hvilken politisk farve de har har haft. Det er et godt signal at sende før et formandskab, hvor forholdet til parlamentet bliver helt centralt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *