Udenrigsministeren i anledning af ICC´s udstedelse af arrestordre mod Susans præsident Bashir

Oprettet 04/03/2009 – 21:44

Den 14. juli 2008 anmodede Den Internationale Straffedomstols (ICC) chefanklager Luis Moreno-Ocampo Domstolen om at udstede en arrestordre mod Sudans siddende præsident Omar Hassan Ahmad al-Bashir.
Domstolen har i dag valgt at følge denne indstilling og har udstedt arrestordre. I den anledning udtaler udenrigsminister Per Stig Møller:
”ICC har i dag udstedt arrestordre mod Sudans præsident Bashir for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Danmark har konsekvent fastholdt, at de, der står bag de massive og vedvarende overgreb mod civile i Darfur, bør stilles til ansvar. Danmark var som medlem af Sikkerhedsrådet i 2005 med til at henvise situationen i Darfur til Den Internationale Straffedomstol. Sikkerhedsrådets bindende resolution fastslår, at Sudan er forpligtet til at samarbejde med ICC og vi forventer, at Sudan lever op til denne forpligtelse.
Lad mig samtidig fastslå, at ICC er en uafhængig domstol. Det er nu op til ICC at vurdere, om beviserne mod præsident Bashir fører til et strafferetligt ansvar.
Jeg vil gerne understrege, at det er vigtigt at sikre, at fredsprocesserne i Sudan fortsætter. Det vil navnlig sige implementering af nord-syd fredsaftalen (Comprehensive Peace Agreement) samt fornyede forsøg på at opnå en Darfur-fredsaftale under ledelse af chefforhandler Bassolé, der er udsendt af FN og Den Afrikanske Union.
Danmark vil fortsat være aktivt engageret i at skabe fred, stabilitet og en demokratisk udvikling i Sudan.”

Skriv en kommentar

Scroll to Top