Uholdbart at a-kasser sanktionerer selv

Oprettet 15/03/2013 – 13:59

Der er stor forskel på, hvor meget danske a-kasser sanktionerer ledige, der ikke lever op til de krav, der følger med for at modtage dagpenge. Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs mener, at situationen er uholdbar.
Danske a-kasser sanktionerer ledige, der ikke lever op til de krav, der følger med til at modtage dagpenge, meget forskelligt. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs mener, at situationen er uholdbar.
– Det nytter ikke, at ledige, der ikke overholder rådighedsreglerne, ikke bliver sanktioneret. Det udvander dagpengesystemet, og vi bliver nødt til at kigge på, om systemet kan indrettes smartere, siger Ulla Tørnæs.
I det nuværende system er det kommunerne, der står for samtaler og aktivering af dagpengemodtagerne, mens myndigheden til at sanktionere ligger hos a-kasserne. Det skaber en sammenblanding af interesser, når a-kasserne både skal sanktionere egne medlemmer og skaffe nye kunder i butikken. Derfor foreslår Ulla Tørnæs, at regeringen undersøger muligheden for at flytte myndigheden til at sanktionere fra a-kasserne over til kommunerne.
– Det er uholdbart, at a-kassernes interesse i at behandle et medlem så lempeligt som muligt sammenblandes med en myndighedsopgave. Jeg vil derfor opfordre beskæftigelsesministeren til at undersøge muligheden for at flytte sanktionsmyndigheden fra a-kasserne over til kommunerne.
Ulla Tørnæs foreslår, at undersøgelsen bliver en del af arbejdet i det udvalg med Carsten Koch i spidsen, som regeringen har nedsat til at gennemgå den danske beskæftigelsesindsats.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *