Venstre er klar til en aftale

Oprettet 10/04/2013 – 15:59

I Venstre er vi klar til at gøre alvor af vores ord og indgå en aftale med SRSF-regeringen om vækstpakken. Det har vi været længe.
Efter endnu et forhandlingsmøde i Finansministeriet i formiddag, må vi dog konstatere, at regeringen fortsat bevæger sig langsomt frem i forhandlingerne.
Det er mere end 2½ uge siden, regeringen sidste gang inviterede Venstre til vækstpakkeforhandlinger. Det sidste møde lå før påske. Og det næste møde i Finansministeriet er endnu ikke plottet ind i kalenderen.
Erhvervsorganisationerne beklager i dag i medierne, at forhandlingerne trækker ud, fordi det sætter virksomhedernes investeringer på pause. Og håndværkerne oplever, at det lange forhandlingsforløb får folk til at holde igen med renoveringsprojekter, mens de afventer, om BoligJobordningen bliver genindført.
Venstre deler erhvervsorganisationernes bekymring. Der er ingen grund til, at forhandlingerne skal gå så langsomt.
Derfor opfordrer vi regeringen til at sætte fart på vækstpakken, der blandt andet holdes tilbage af, at forhandlingerne om kontanthjælps- og SU-reformen går for langsomt. Finansminister Bjarne Corydon (S) må bede uddannelses- og beskæftigelsesministeren om at sætte fart på disse forhandlinger.
Venstre er klar til at færdiggøre både hele eller dele af vækstpakken. Hvis regeringen f.eks. lægger BoligJobordningen, der er en del af vækstpakken, i Folketingssalen i morgen, så er Venstre klar til at stemme for.
Så finansministeren har ingen grund til at nøle med forhandlingerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *