Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Verdens Skove: EU’s nye lov er godt nyt for skovene, men når ikke helt i mål

Pressemeddelelse – 6 December 2022

EU’s lov mod afskovning er nu endeligt vedtaget. Selvom den i sig selv er et stort skridt mod at stoppe afskovningen og har potentiale til at ændre måden vi producerer på, kan en række huller udgøre en risiko for at afskovningen fortsætter.

af Amanda Veirum

Tidlig tirsdag morgen nåede EU’s folkevalgte i Parlamentet til enighed med medlemsstaterne i Ministerrådet om EU’s lov mod afskovning. Loven har til formål, at stoppe import og eksport af varer, der har medført afskovning, og er den første af sin slags i verden. Kort sagt, udlægger loven krav om rettidig omhu, som virksomhederne skal leve op til for at kunne sælge deres varer til og fra det europæiske marked.

“At vi nu har fået en forordning mod afskovning er stort og har enormt potentiale, men der er nogle huller, som vi gerne havde undværet. Vi frygter, at de potentielt kan underminere formålet med loven. Når det er sagt vil vi selvfølgelig kæmpe for at loven bliver en succes til gavn for skovene” forklarer rådgiver hos Verdens Skove, Anne-Sofie Henningsen.

En lov mod afskovning i EU har ikke mindst stor global symbolværdi. Den viser, at EU tager sit ansvar alvorligt for at stoppe afskovning forårsaget af europæisk efterspørgsel, hvilket er nødvendigt, når vi står midt en galoperende klimakrise. I Bruxelles håber beslutningstagerne, at loven vil give genklang globalt og inspirere andre lande til at implementere lignende lovgivning. Det bliver derfor spændende at se om loven vil skabe ringe i vandet, når den nu er blevet søsat.

Verdens Skove har særligt holdt øje med oprindelige folk og deres rettigheder, om andre økosystemers beskyttelse, og hvor bredt loven vil række i forhold til hvilke varer der er inkluderet.

Flere varer, mindre afskovning

Der har generelt været bred enighed om, at loven skulle have fokus på især de seks varer, som har den største risiko for at forårsage afskovning; soja, palmeolie, kaffe, kakao, tømmer og kvæg. Men om loven kun skulle have fokus på de seks varer, blev heftigt diskuteret i beslutningslokalerne i Bruxelles. EU-parlamentet skubbede til det sidste på for især at få gummi inkluderet i den endelige forordning, og heldigvis kom de i mål med forslaget; i den endelig tekst er gummi tilføjet sammen med papir og trækul.

“Det er utroligt vigtigt, at varer som gummi, papir og trækul er blevet tilføjet. Det vil uden tvivl bidrage til at minimere incitamentet for skovfældning i de områder, hvor disse varer produceres” konstaterer Anne-Sofie Henningsen og fortsætter:

“Desværre blev andre typer af kød såsom fjerkræ og svin udeladt og det samme var tilfældet med majs. Kommissionen skal dog vurdere allerede efter to år om majs skal inkluderes”.

En lov, der kun beskytter skov

EU har nu vedtaget den første lov mod afskovning nogensinde. Selvom det aldrig var meningen, at den skulle beskytte andet end skov, viser erfaringer, at et skærpet fokus udelukkende på skov, kan skubbe ødelæggelserne til andre økosystemer, såsom vådområder og savanner.

Europa-Parlamentet skubbede under forhandlingerne på for at nuancere loven, ved eksempelvis at fremsætte et forslag om også at dække såkaldte “andre træklædte områder”. Det havde været en stor forbedring for at sikre en mere omfattende forståelse af bevarelsesværdig natur, men forslaget mødte modstand og Parlamentet fik ikke dette igennem. Kompromisset blev, at Kommissionen inden for lovens første år skal vurdere, om andre træklædte arealer skal inkluderes og efter to år om alle økosystemer kan dækkes.

“Vi havde gerne set, at den endelig lov ikke blot beskyttede skov, men også andre økosystemer såsom træklædte savanner og lignende. Nu står vi med en lov, der beskytter skov, men samtidig tillader, at andre økosystemer ryddes uden konsekvenser – i hvert fald de næste to år.” uddyber Anne-Sofie Henningsen.

Oprindelige folks rettigheder fylder for lidt

Oprindelige folks rettigheder har været et omdiskuteret emne hos EU’s beslutningstagere og først i ellevte time blev Parlamentet og Ministerrådet enige om et kompromis: Oprindelige folks krav på deres territorier anerkendes til en vis grad, når det er skrevet ind i lokal lovgivning. Samtidig skal virksomhederne, som en del af deres rettidige omhu, også tage hensyn til oprindelige folks rettigheder.

“Det er en lille sejr i sig selv, at oprindelige folks rettigheder til deres territorier nævnes i loven, men det er slet ikke sikret godt nok. Vi havde gerne set, at virksomhederne ikke bare skulle tage hensyn til oprindelige folk og deres ret til frit, forudgående og informeret samtykke, men faktisk være forpligtede til at respektere dette” forklarer Anne-Sofie Henningsen.

Det er veldokumenteret at oprindelige folk er de bedste til at beskytte og opretholde skovene, og at netop disse befolkningsgrupper er under voldsomt pres. Derfor har civilsamfundet, inklusiv Verdens Skoves, kæmpet for at få oprindelige folks rettigheder skrevet ind i loven mod afskovning og for at få dem anerkendt som vigtige allierede når det kommer til skovbevaring.

“Vi vil fortsætte med at arbejde for at få styrket oprindelige folks rettigheder også i EU-lovgivning. Denne lov kan blive en løftestang, selvom den ikke helt løfter nok” siger Anne-Sofie Henningsen.

For mere information, kontakt Anne-Sofie Henningsen: anh@verdensskove.org

Baggrundsinformation

  • EU’s lov mod afskovning har været undervejs i et år nu siden Kommissionen fremlagde deres forslag i november 2021.
  • Nu, hvor partner i EU er blevet enige, skal loven officielt godkendes i Ministerrådet og Parlamentet og dernæst skal den implementeres i medlemslandene. Loven træder officielt i kraft omkring sommeren 2024.
  • Allerede om et år skal det vurderes om andre træklædte arealer skal tilføjes til loven. Derudover skal resten af loven revideres om 2 år og Verdens Skove vil derfor fortsat kæmpe for at styrke ambitionsniveauet. Du kan støtte vores arbejde ved at blive medlem

    her.

Besøg newsroomet

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama, Bolivia, Etiopien og Uganda forsvarer vi de tropiske skove.

Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som Regnskovsgruppen i 1982 og blev stiftet som Foreningen Regnskovsgruppen Nepenthes i 1983.

Verdens Skove

Relateret media

File format .png (4,3 MB)

Pressekontakt

Jonas Schmidt Hansen
PRESSEKONTAKT

jsh@verdensskove.org

Du modtager denne e-mail, fordi du følger Verdens Skove på Mynewsdesk. Hvis du vil stoppe med at modtage opdateringer fra Verdens Skove klikker du her. For at lære mere om, hvordan vi bruger dine personlige oplysninger, læs venligst vores Privacy Policy.For at få mere at vide om, hvordan dine personlige data bruges af ejeren af ​​det newsroom du følger, og hvordan du kan udøve dine rettigheder, læs venligst Privacy Policy Contacts

Mynewsdesk
Sendt af Mynewsdesk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *