VM-medalje og 3/10 af et sekund fra OL-kvalifikation i kajak til brødrene Nielsen

Oprettet 22/08/2011 – 12:07

For Casper og Lasse Nielsen — og deres forældre Bente og Jan — blev søndagens VM-finaler i Ungarn en af de største mentale op- og nedture i kajakfamiliens liv. Mindre end to timer efter en af karrierens største skuffelser — en kikset OL-kvalifikation med 3/10 sekunder — vandt brødrene Nielsen sammen med Jimmi Bøjesen og Kasper Bleibach den første danske VM-medalje på kortbane siden 1999. Det er kun ”rigtige” verdensklasse-atleter, der kan rejse sig igen så hurtigt efter en meget stor skuffelse. Derfor er en OL-kvalifikation i foråret 2012 stadig et meget realistisk og fortjent mål for de to sympatiske brødre.
Casper og Lasse Nielsen viste igen ved VM 2011, at de er verdens hurtigste toerkajak på det første 125-150 meter. Både i indledende heat og semifinalen lykkes det brødrene at holde farten på de sidste 50-75 meter, hvilket desværre ikke skete i A-finalen. Slutplaceringen blev dermed ”kun” en 8. plads — to placeringer og 3/10 sekunder fra én af de 6 OL-billetter, som blev uddelt blandt de 44 deltagere i toerkajak på sprintdistancen 200 meter.
Det er altid en god oplevelse at møde og være sammen med de to positive og humørfyldte brødre fra Gladsaxe Kano- og Kajakklub. Jeg har også flere gange mødt drengenes forældre — Bente og Jan — ved internationale mesterskaber. Siden drengene begyndte at ro kajak i 13-14 års alderen har begge forældre engageret sig dybt i deres sport og brugt masser af frivillige timer på klubarbejde — Jan som formand i mere end 10 år og Bente som frivillig ”ildsjæl”.
Jeg tror stadig, at de to brødre – garanteret med deres dedikerede forældre heppende på lægterne – har en rigtig god chance for at opnå én af de to eller maksimalt tre OL-billetter, som de ikke-kvalificerede toerkajaker i Europa skal kæmpe om ved et særligt OL-kvalifikationsstævne i foråret 2012.
Som afslutning på VM var det meget positivt, at de to brødre sammen med Jimmi Bøjesen og Kasper Bleibech vandt bronzemedalje på 4 x 200 meter stafet — en mental kraftpræstation og et klart bevis på, at Danmark har en gylden fremtid på den nye olympiske sprinterdistance — 200 meter. Bronzemedaljen blev vundet foran så stærke kajaknationer som Tyskland, Ungarn og Storbritannien.
Jeg har også været meget imponeret af de øvrige sprintere på kajaklandsholdet — Jimmi Bøjesen og Kasper Bleibach. Især gik den 20-årige VM-debutant Jimmi Bøjesen helt uimponeret til opgaverne og viste i flere af VM-løbene et meget stort potentiale. Jimmi har opnået flere flotte World Cup-resultater i denne sæson, og i Szeged kronede han en stor sæson med en plads i A-finalen og en OL-billet til London. Der er ingen tvivl om, at Jimmi kan få en stor international karriere — hans fysiske og mentale styrke er allerede nu blandt de allerbedste.
Det var også meget positivt for de kommende OL-forberedelser, at Kasper Bleibach sammen med Kim Vraa Knudsen, Emil Stæhr og René Holten Poulsen kvalificerede den danske firerkajak til OL 2012 i London. Danmark vandt efter kun få måneders målrettet og fokuseret træning én af de 10 nationspladser i den publikumsvenlige disciplin.
Ud over de 5 mandlige kajakroere lykkes det også for Henriette Engel Hansen i enerkajak på 500 meter at opnå OL-kvalifikation. Det betyder, at Danmark allerede nu har kvalificeret 6 kajakroere til OL 2012 – et antal som meget vel kan forøges med Casper og Lasse Nielsen i foråret 2012.
Den tidlige OL-kvalifikation til et stort hold er rigtigt godt. Nu bliver de vigtigste opgaver for sportschef Mikkel von Seelen og landstræner Martin Hald at sammensætte de bedst fungerede mandskabsbåde, at fokusere mere på finalepræstationerne samt ramme den fysiske og mentale topform ved OL 2012.
De seneste fire dages VM i Ungarn viste nemlig, at vi i flere bådklasser var relativt langt fra podieplaceringer. Så på den baggrund er det efter min opfattelse ikke på nuværende tidspunkt troværdigt at hæfte betegnelsen ”OL-medaljekandidater” på nogen af de danske kajakroere. Men det var heller ikke ét år før OL i Beijing —Pressrelease text og alligevel viste den danske toer-kajak med Kim Vraa Knudsen og Rene Holten Poulsen en stejl udviklingskurve og kæmpede sig som bekendt til sølvmedaljen. Der kan ske meget i løbet af det kommende år. Nu er seks roere allerede OL-klar — og jeg glæder mig til at følge det danske kajaklandsholds udvikling i den sidste afgørende periode frem mod OL.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *