Kategori: Sport – Fodbold

  • Kan Jannik Vestergaard holde Lewandowski fra scoring?

    Oprettet 16/10/2015 – 10:23

    Landsholdspillere i hobetal fra den bedste tyske fodboldrække er i denne uge vendt hjem til deres respektive klubber for at genoptage Bundesligaen her i weekenden.
    Det glæder de sig formentlig ekstra meget over i Bayern München, der hidtil har gjort rent bord med 8 sejre i 8 kampe. I seneste spillerunde sønderbombede Pep Guardiolas mandskab de nærmeste forfølgere fra Dortmund med 5-1 i en ren magtdemonstration fra de forsvarende mestres.
    Bayern møder lørdag eftermiddag Werder Bremen på fremmed græs, og her skal den danske landsholdspiller Jannik Vestergaard se, om han kan holde Europas i øjeblikket farligste angriber fra fadet.
    Robert Lewandowski har i sine seneste 6 optrædener fundet vej til nettet hele 15 gange i Bundesligaen, Champions League og i EM-kvalifikationen for Polen. Den polske centerforward er kun gået fra banen uden mål en enkelt gang i indeværende Bundesliga-sæson, så det er en udfordring af de helt store, der venter Vestergaard og co.
    ”Det er jo fuldstændig enestående, hvad Lewandowski har præsteret. Hvis han bliver ved på den måde, ender han jo med at vinde Ballon d’Or. Han er en komplet angriber, der både har evnerne, instinktet og fysikken til at begå sig, og så går tingene bare hans vej i øjeblikket,” lyder det fra Eurosports faste fodboldkommentator Henrik Hvillum.
    De nærmeste forfølgere fra Dortmund skal håbe, at Vestergaards mandskab kan levere en overraskelse på hjemmebane. De gulklædte Dortmund-spillere skal selv i aktion allerede i aften, hvor træner Thomas Tuchel vender tilbage til sin tidligere hjemmebane Coface Arena, når det gælder kampen mod Mainz 05.
    Jannik Vestergaard er langt fra eneste dansker, som må forventes at skulle i aktion på Eurosport Danmark denne weekend. Nicklas Bendtner har fået spilletid i samtlige Wolfsburgs Bundesliga-kampe i år, og mon ikke danskeren får chancen igen i denne weekend. Eurosport Danmark bringer et fyldigt sammendrag af kampen mellem Wolfsburg og Hoffenheim umiddelbart efter Werder Bremen-Bayern München.
    Lørdag aften skal Andreas Christensen og Borussia Mönchengladbach forsøge at hente sæsonens fjerde sejr i streg, når Eintracht Frankfurt med den tidligere Brøndby-keeper Lukas Hradecky er modstanderen, og søndag eftermiddag er der lagt op til et danskeropgør på RheinEnergieStadion, hvor Frederik Sørensen og FC Köln tager imod Hannover 96, der har både Leon Andreassen og Uffe Bech i truppen.
    Bundesligarunden på Eurosport Danmark rundes af søndag aften, hvor bundproppen VfB Stuttgart tager imod sæsonens hidtil største overraskelse i form af oprykkerne fra Ingolstadt. Når dommerens sidste fløjt har lydt søndag aften, kan du som altid se mål og højdepunkter fra samtlige rundens kampe.
    Følg de mange danskere og de intense dramaer fra Bundesligaen LIVE på Eurosport Danmark.

  • Får Mönchengladbach og Andreas Christensen sæsonens første point?

    Oprettet 10/09/2015 – 15:18

    en tyske Bundesliga er startet meget interessant ud, hvor Bayern München og Borussia Dortmund er kommet stærkt fra start, mens Borussia Mönchengladbach derimod ikke har formået at hente et eneste point.
    Mönchengladbach, der i sidste sæson endte på tredjepladsen i Bundesligaen, har været underlagt et kollektivt kollaps i den igangværende sæson, hvor de ligger sidst i tabellen uden point. Andreas Christensen og co. står derfor over for en yderst afgørende kamp, når de fredag tager imod Hamburger SV, der de seneste sæsoner har ligget på kanten af nedrykning.
    Lørdag står også i Bundesligaens tegn, når Wolfsburg gæster Audi Sportpark. Der var kø foran transferdøren i Wolfsburg i slutningen af august, hvor Kevin De Bruyne fløj til Manchester, mens Ivan Perisic skal begynde at lære italiensk. De mange millioner blev hurtigt investeret i den tyske protege Julian Draxler og forsvarsklippen Dante, der nu skal bevise, at de kan holde Wolfsburg og Nicklas Bendtner oppe på sidste sæsons exceptionelt høje niveau. Første test er ude mod Ingolstadt, der har fået en suveræn sæsonstart med sejre over Mainz og Augsburg.
    Senere på dagen sender Eurosport Danmark et sammendrag af Hannovers hjemmekamp mod Dortmund, inden det går løs på Commerzbank Arena. Med Frederik Sørensen i det centrale forsvar er FC Köln startet Bundesligaen på imponerende vis. De har endnu ikke tabt en kamp og løber ind på Commerzbank Arena som nummer fire i tabellen. Nu står Frederik Sørensen overfor Frankfurts purunge angrebsduo med Luc Castaignos og Haris Seferovic, der senest sørgede for en 4-1 sejr over Stuttgart.
    Også søndag byder på danskerkampe i Bundesligaen, når Jannik Vestergaard og Werder Bremen gæster Rhein-Neckar Arena. Danskeren blev i seneste runde den helt store helt på Weserstadion, da han kunne heade den første Bundesliga-sejr hjem for Werder Bremen. Hoffenheim har derimod kun formået at hente et enkelt point i sæsonen, da de i seneste runde sikrede sig en nulløsning ude mod Darmstadt.
    Senere tager Schalke 04, der kort inden transfervinduets lukning sikrede sig en lejeaftale med Pierre-Emile Højbjerg, hjemme imod Mainz, der er kommet godt fra start i sæsonen. For den talentfulde dansker bringer skiftet til den traditionsrige klub formentligt mere spilletid af sig, og samtidig er der langt større pres på Schalke, end hvad han oplevede i Augsburg i sidste sæson.
    Følg de mange danskere og de intense dramaer fra Bundesligaen LIVE på Eurosport Danmark i weekenden.

  • Kvindefodbold i verdensklasse

    Oprettet 20/02/2015 – 15:59

    Over 10.000 tilskuere på stadion kan ikke tage fejl – fransk kvindefodbold bliver spillet af verdensklassespillere på nogle af de allerbedste hold. Og nu kan Eurosports seere også følge med, når Eurosport 2 sender LIVE fra topopgøret mellem Paris Saint German og Lyon.
    “Det er en uhyggelig stærk liga, der virkelig er på vej frem, og de to hold skiller sig helt markant ud. Det er to af Europas klart bedste hold, og de er suverænt de bedste i den franske liga,” siger Eurosports faste kvindefodboldkommentator Kenneth Heiner-Møller og fortsætter:
    “Det kunne faktisk lige så godt være en Champions League-finale, for det er Europas bedste hold”.
    Seerne kan altså glæde sig til at se kvindefodbold i verdensklasse, og det er svært at finde en favorit i topbraget. Lyon har otte spillere, der også præsterer på det franske landshold, mens PSG har fire. Til gengæld har PSG også landsholdsspillere fra andre eurospæiske lande. Det må dog ses som en fordel, at Lyons spillere er vant til at spille sammen på måde lands- og klubhold.
    “PSG har forstærket sig væsentligt den seneste tid med et par ekstra spillere fra Sverige og Tyskland, men Lyon vinder mesterskabet. Jeg synes, PSG har et godt tag på Lyon, så det er en fuldstændig åben kamp,” vurderer Heiner-Møller.
    I efteråret var PSG bødlen for Lyons Champions League-drømme, da holdet sendte dem ud af turneringen i ottendelsfinalen. Kort forinden havde Lyon på hjemmebane vundet 2-1 over PSG i ligaen.
    Se kampen PSG – Lyon LIVE på Eurosport 2 lørdag kl. 20.45.

  • Mål og tifo fik wifi i Telia Parken til at eksplodere

    Oprettet 26/09/2014 – 13:59

    Publikum har taget godt imod det nye trådløse internet i Telia Parken. Antallet af brugere stiger fra kamp til kamp – og en analyse af datatrafikken fra søndagens derby mellem FCK og Brøndby IF viser, hvad vi elskede at dele.
    Weekendens storkamp i Telia Parken mellem FCK og Brøndby IF var spektakulær på mange måder. Hjemmeholdet vandt den vigtige rivaldyst med 1-0, landsholdskæmpen Daniel Agger gjorde comeback i Superligaen – og det gratis wifi på stadion slog nye rekorder.
    Med indgangen til denne sæson har Telia Parken som det første koncert- og fodboldstadion i Europa kunnet tilbyde sine gæster gratis wifi. Dermed er det fx muligt for mange tusind gæster på én gang at dele billeder fra kampen på Facebook, uploade en selfie på Instagram og følge Kevin Magnussens bedrifter i Formel 1 på livestream.
    ”Vi er ovenud glade for den modtagelse, den nye service har fået fra publikum. Vi kan se, at antallet af gæster, der logger sig på, stiger markant fra event til event – og at ikke mindst mængden af data, der uploades, øges hver gang,” siger Christoph Nørgaard, privatkundechef i Telia Danmark.
    Senest viser en opgørelse af dataforbruget ved den næsten udsolgte ’new firm’-kamp mellem FCK og Brøndby, at publikum i alt uploadede 137,7 GB data. Det svarer til at poste hele 70.500 billeder på Facebook, Instagram eller Twitter.
    Hvis man kigger på dataforbruget over kampens forløb, kan man ligefrem aflæse kampens spændingskurve ud af tallene.
    Der er naturligt et peak i data-download umiddelbart før kampen og i halvlegen, hvor man som publikummer har tid til at tjekke sin mail, læse de seneste nyheder eller skimme ens væg på Facebook og Twitter. Kampens største mængde data-upload lå lige inden kick-off – hvor begge fangrupperinger præsenterede nogle meget spektakulære tifoer, der formodentlig er blevet filmet, fotograferet og delt i stor stil. Kampens andet store udslag på datatrafik var, da FCK’s Bashkim Kadrii fem minutter inde i anden halvleg scorerede kampens eneste mål. Her blev der i de følgende minutter sendt over 180 Mbit data i sekundet fra Telia Parkens tribuner. Fortrinsvis fra hjemmeholdets fans, må man formode.
    De næste fodboldkampe i Telia Parken er:
    5. oktober 2014: F.C. København vs. Esbjerg IF
    14. oktober 2014: Danmark vs. Portugal

  • Politi-status: Fredelig og roligt fodbold-opgør

    Oprettet 30/07/2014 – 22:59

    Efter aftenens opgør mellem AaB-Dinamo Zagreb kan Nordjyllands Politi notere kun én sag.
    En 28-årig mand fra Kroatien blev omkring kl. 21.00 anholdt et sted i det vestlige Aalborg, da en patrulje undersøgte mandens bil. I den fandt betjentene fyrværkeri og en såkaldt totenslager.
    Fundet fik patruljen til at anholdte manden, der blev transporteret til politigården i Aalborg. Han kan nu se frem til at modtage en bøde på 650 euro (4500 danske kroner), og efter endt afhøring ventes han at blive løsladt.
    Derudover har den ansvarlige for politiets indsats, vicepolitiinspektør Poul Severinsen, kun lovord til alle fans – fra begge lejre.
    ”Jeg kan kun rose alle fans for at have en positiv tilgang til det at gå til fodbold. Næsten alle udviser lyst til at gå dialogens vej. Der har hele dagen været en rigtig god stemning,” fremhæver Poul Severinsen.
    Vicepolitiinspektøren tilskriver en del af det fredelige udfald politiets dialogbaserede indsatskoncept, der kort fortalt handler om, at politiet – iklædt gule veste – blander sig med fansene, taler med dem og aftaler ’spillereglerne’. Målsætningen er at skabe tillid og forståelse mellem fans og politi.
    Poul Severinsen oplyser slutteligt, at en del kroatiske fans ikke var korrekt registreret i det kroatiske fan-system og fik derfor ikke adgang til stadion, hvorfor de har opholdt sig andre steder i byen.
    Næste gang Nordjyllands Politi vil være på banen i forbindelse med en fodboldkamp er på søndag 3. august, når Hobro tager imod Brøndby.

  • Uddannelse flyttes online for elitesportsudøvere

    Oprettet 24/02/2012 – 16:59

    Study4player lancerer et nyt uddannelsesinitiativ, Study4player Online Academy, der sætter fokus på relevante online uddannelser til elitesportsudøvere og giver udøverne muligheden for at uddanne sig online, uden at det tager fokus fra sporten.
    Study4player, der til dagligt rådgiver og hjælper elitesportsudøvere med at uddanne sig ved siden af sporten, har i samarbejde med en række danske uddannelsesinstitutioner netop lanceret et nyt uddannelsesinitiativ, Study4player Online Academy:
    – I Study4player har vi konstateret, at fleksibilitet på fremmøde kan være afgørende for elitesportsudøveres muligheder for at få en uddannelse. Onlineuddannelse er simpelthen blevet mere og mere efterspurgt blandt udøverne. Derfor har vi kontaktet udvalgte udbydere af onlineuddannelser for en positiv dialog om elitesportsudøvernes behov for fleksibilitet, samt for at synliggøre de attraktive onlineuddannelser for denne gruppe, fortæller direktør i 4player, Rasmus N. Haagensen om baggrunden for initiativet.
    Fleksible uddannelsesmuligheder til elitesportsudøvere er ikke et nyt fænomen, og Study4player samarbejder i forvejen med landets universiteter og uddannelsesinstitutioner omkring fleksibilitet til udøverne på de traditionelle uddannelser. Ved at kombinere denne fleksibilitet med online uddannelse, kommer man skridtet nærmere nogle optimale uddannelsesforhold for mange udøvere, hvor sporten har 1. prioritet i hverdagen. Derfor har der også allerede i lanceringsfasen af Study4player Online Academy været stor interesse for initiativet:
    – Der skal ikke herske tvivl om, at fodbolden har mit primære fokus. Det er jo ikke blot min interesse, men også mit fuldtidsjob og min levevej. Omvendt vil jeg også gerne forberede mig til en dag at kunne arbejde bag kulissen i sportens verden, når min aktive fodboldkarriere engang slutter. Derfor er jeg super glad for muligheden for at uddanne mig online og på fleksible vilkår, så jeg i højere grad kan passe studiet ind efter fodbolden, siger fodboldspiller i AaB, Rasmus Würtz.
    Uddannelsesinstitutionernes imødekommenhed og forståelse for elitesportsudøveres specielle situation er altså hele hjertet i initiativet og afgørende for, at udøverne kan få de to verdener til at spille sammen.
    Study4player Online Academy tæller ved lancering følgende fem online uddannelsesmuligheder:
    • Fysioterapeut på UCC Nordsjælland
    • Sport Management på UCN, University College Nordjylland
    • Personlig kommunikation og branding på IBC Kurser, Kolding
    • Hf enkeltfag på VUC Sønderjylland
    • Lærer på UC Syddanmark

  • Christian Eriksen genvinder prisen som Årets Talent

    Oprettet 27/12/2011 – 10:07

    Fodboldspillerne i Danmark samt de danske udlandsprofessionelle har kåret Ajax Amsterdams Christian Eriksen til Årets Talent for andet år i træk.
    For andet i træk er Christian Eriksen kåret til Årets Talent. Den 19-årige playmaker har haft endnu en flot sæson i Æresdivisionen, hvor han har bidt sig fast som det offensive omdrejningspunkt på det unge Ajax-mandskab.
    – Jeg er utrolig glad for at vinde prisen igen. Jeg vidste slet ikke, at det var muligt at vinde prisen to år i træk, så derfor blev jeg noget overrasket, da mine kolleger igen pegede på mig, siger Ajax-spilleren, der har kæmpet om prisen med de øvrige danske spillere under 22 år.
    Christian har spillet flere flotte kampe i Champions League og tilkæmpet sig en fast plads på det danske landshold, hvor han var en af arkitekterne bag kvalifikationen til sommerens EM-slutrunde. Derudover blev den unge fynbo også udtaget som en af profilerne på det danske U21-landshold ved sommerens EM i Danmark på trods af, at han med sine 19 år var blandt de yngste på holdet.
    – Hvis man alene kigger på min alder, er jeg vel stadig et talent, men jeg har allerede oplevet så meget i min karriere, at jeg nu anser mig selv for at være en voksen dreng. Derfor krydser jeg fingre for, at jeg også vinder prisen som Årets Fodboldspiller. Hvis det sker, har mit fodboldår været fantastisk, slutter en stolt Christian Eriksen.
    Prisen som Årets Fodboldspiller 2011 uddeles ved SPORT 2011 på DR den 7. januar. Her er Christian Eriksen nomineret sammen med William Kvist, Andreas Bjelland, Dennis Rommedahl og Niki Zimling.
    Årets Talent 2011 – Christian Eriksen
    Klub: Ajax Amsterdam
    Kampe/mål i 2011: 44/9
    A-landskampe/mål: 18/2
    Position: Offensiv Midtbane
    Født: 14-02-1992
    Højde: 177 cm

  • FC Nordsjælland vinder af Giv Racismen Det Røde Kort Prisen

    Oprettet 06/12/2011 – 13:08

    FC Nordsjælland har vundet Giv Racismen Det Røde Kort Prisen for deres store arbejde med at sætte fokus på racisme og diskrimination. Prisen blev overrakt ved Årets Fodboldfest, hvor flere FCN-spillere var mødt op for at modtage prisen.
    For sjette år i træk uddelte Giv Racismen Det Røde Kort sin pris i forbindelse med Årets Fodboldfest. Prisen gives til en person, klub eller gruppe, der har gjort et ekstraordinært stykke arbejde for at bekæmpe racisme og diskrimination i Danmark.
    I år gik prisen til FC Nordsjælland, der ud over det forrygende fodboldspil på banen også har udvist deres store støtte til kampagnen. I løbet af det seneste år har FC Nordsjælland gjort sig særligt bemærket, og deres arbejde for at udbrede det antiracistiske budskab har været enestående. FC Nordsjælland er den bare anden klub, der har modtaget prisen, som før er gået til Vejle Boldklub. Herudover har enkeltpersoner som Bajram Fetai fra Lyngby Boldklub også fået æren.
    FC Nordsjællands anfører Nicolai Stokholm siger om opbakningen til Giv Racismen Det Røde Kort: ”Racisme er heldigvis ikke et udbredt problem i dansk fodbold. Og sådan skal det blive ved med at være! Det mener vi i FC Nordsjælland, og derfor vil klub og spillere gerne bruge kampene til at støtte op om kampagnen, Giv Racismen Det Røde Kort. Det er min opfattelse, at kampagnen er med til at gavne og forebygge, og det er noget, vi vil blive ved med at støtte.”
    Også svenske Rawez Lawan fra FC Nordsjælland støtter op om kampen imod racisme: ”Vi skal påtage os ansvaret, som spillere og som organisation for at mindske racismen i samfundet, for racisme hører ikke hjemme hverken her eller på fodboldbanen.”

  • Oddssætterne: ”Desværre Danmark”

    Oprettet 02/12/2011 – 22:07

    Danmark går ikke videre fra gruppespillet ved EM, det spår Danske Spils oddssættere, der giver odds 3,70, hvis det alligevel lykkes.
    Lodtrækningen var ikke med Olsen og hans tropper her til aften. Det danske landshold havnede i en ren rædselsgruppe, hvor modstanderne ved næste års EM hedder Holland, Portugal og Tyskland.
    – Danmark har kun 25 procent chance for at gå videre fra en svær EM-pulje. Lodtrækningen var nærmest så hård, som den overhovedet kunne blive for Danmark, siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter hos Danske Spil.
    Han og kollegerne har her til aften sat odds på, hvilke nationer der vinder gruppespillet ved slutrunden i Ukraine og Polen. Går Bendtner, Agger, Eriksen og Co. videre til kvartfinalen, får spillerne odds 3,70. Udretter de mirakler og vinder gruppe B, giver det pengene igen 11,00 gange.
    – Vi har også opjusteret Danmarks odds som europamestre fra 28 til 50, fortæller Peter Emmike Rasmussen.
    Danmark begynder EM den 9. juni mod Holland – den kamp er også allerede åbent for spil. Vinder vi, vinder spillerne odds 5,00. Ender den uafgjort, giver det odds 3,65, mens en sejr til Holland giver 1,60.

  • AGF-træner: Kun FCK har større potentiale

    Oprettet 24/10/2011 – 13:06

    I ’Storklub på slingrekurs’, en ny og omfattende bog om AGF, slår AGF-træner fast, at klubben fra Smilets by har det næststørste potentiale i Danmark.
    ”Hvis vi er dygtige fra nu, hvis vi kan slippe energien løs og hente ressourcer ind, kan vi få succes og tage de første skridt mod at blive en topklub. Vi er allerede en storklub, og det må godt udmønte sig i noget bedre, ikke i noget hævdende. Men der er en iboende kritik i, at så stor en klub så længe har været langt fra toppen,” siger den 38-årige Peter Sørensen, der mener, at AGF har det næststørste potentiale efter FC København.
    Han siger, at AGF vil have bestemte karakterer i spillertruppen og understreger, at tiden har ændret sig.
    ”AGF er ikke længere Stig og Stampe, men Sørensen, Jørgensen og Sørensen,” siger træneren, underforstået, at den barske, lidt rapkæftede stil, som Stig Tøfting og tidligere John Stampe har repræsenteret, er afløst af en mere afdæmpet og overvejende stil, personificeret i Peter Sørensen, Martin Jørgensen og assistenttræner Jesper Sørensen.
    Martin Jørgensen, som har bragt ro og erfaring ind på holdet i sin karrieres efterår, vil stå klar i kulissen til at videreføre netop den stil i en vigtig funktion, når han formentlig inden længe stopper sin aktive karriere.
    “Jeg har en intention om at blive i AGF, når karrieren på banen hører op. Men det vil afhænge af, hvilken rolle AGF vil give mig,” siger Martin Jørgensen, en type med samme værdier som træner Peter Sørensen.
    Læs mere i ’Storklub på slingrekurs – bogen om AGF’, der blandt andet går i dybden med, hvorfor traditionsklubben ikke har haft succes i mange år.
    ‘Storklub på slingrekurs’ er den klart mest omfattende og bedst illustrerede bog om fodboldklubben AGF nogensinde. Den beskriver op- og nedture, klubbens guldalder i 1950’erne, kammeratskabet, Europa Cup-triumferne, fankulturen, den vaklende forretning, nedrykningen i 2010, selvforståelsen, og den portrætterer nogle af de største spillere og kampe i klubbens historie.
    Samtidig har bogen afsløringer om matchfixing og følgerne af den famøse ’skalle-sag’ på træningsbanen.
    ’Storklub på slingrekurs – bogen om AGF’ udkommer 28. oktober 2011