Kategori: EU

  • EU’s dækmærkning, kort fortalt

    Oprettet 01/11/2012 – 08:00

    Hvad er EU’s dækmærkning?
    Det er en ny EU-forordning, der indfører en standardiseret mærkning af dæk, som vil give flådeejere og professionelle dækindkøbere værdifuld information om de tre vigtige performanceegenskaber ved dækket:
     Rullemodstand
     Vådgreb
     Udvendig rullestøj
    Mærkaten ligner de eksisterende mærkater for energieffektivitet, der bruges på hårde hvidevarer som køleskabe og vaskemaskiner. Dækmærkaten indeholder imidlertid også oplysninger om produktets sikkerhedsegenskaber.
    Hvad er målet med dækmærkaten?
    Målet er at forbedre trafiksikkerhed, økonomi og miljøhensyn ved at promovere mere brændstofeffektive og sikre dæk med lavt støjniveau. Mærkningsordningen giver slutbrugerne mulighed for at træffe bedre valg, når de køber dæk.
    Hvad er det, der er så vigtigt ved de tre performanceindikatorer?
    Rullemodstanden påvirker køretøjets brændstofforbrug og har derfor en direkte indvirkning på miljøet. Vådgrebet er en vigtig indikator for et dæks sikkerhedsegenskaber og fortæller noget om bremselængden på våd vej. Den udvendige dækstøj berører også dækkenes miljøpåvirkning. For Goodyear Dunlop er sikkerheden altid det vigtigste.
    Fortæller EU-dækmærkaten mig alt, hvad jeg behøver at vide?
    De tre kriterier på EU-mærkaten er et godt udgangspunkt og anses for meget vigtige af sikkerheds- og miljømæssige grunde. Der er dog adskillige andre vigtige kriterier, der bør tages i betragtning, når man bedømmer et dæks egenskaber. Goodyear Dunlop tester over 50 kriterier, når de udvikler et nyt dæk som f.eks dækkets modstandsdygtighed overfor akvaplaning, håndteringen på tør og våd vej og standselængden på tør vej – alle vigtige sikkerhedskriterier, der ikke bliver oplyst på den nye EU-dækmærkat.
    Goodyear Dunlop anbefaler følgende ved valg af dæk:
     Bed din professionelle dækforhandler om rådgivning
     Brug den information, EU-dækmærkaten giver
     Stol på de velkendte dækproducenters kvalitet, pålidelighed og rygte
     Se på uafhængige dæktests
     Vælg dæk efter dine behov og brugssituation
    Hvad får forbrugeren ud af det?
    Indførelsen af en standardiseret dækmærkning giver forbrugere, flådeejere og dækindkøbere adgang til objektiv, pålidelig og sammenlignelig information om tre vigtige dækparametre. Goodyear Dunlop tror på, at den nye mærkat vil hjælpe forbrugerne med at træffe bedre købsbeslutninger, som er rettet mod vigtige aspekter af trafiksikkerheden, f.eks. mht. dækkets vådgreb såvel som rullemodstand, der siger noget om de økonomiske og miljømæssige fordele. Dækmærkaten dækker imidlertid ikke alle vigtige performancekriterier.
    Hvad får EU og de enkelte lande ud af det?
    Dækmærkningens hensigt er ikke blot at forbedre køretøjernes sikkerhed og performance på de europæiske veje, men også at bidrage til EU’s forpligtigelse til at øge energieffektiviteten med 20 % såvel som at reducere CO2-udslippet med 20 % i år 2020.
    Hvilke dæk skal have oplysninger om EU-dækmærkningen?
    De dækkategorier, som er omfattet af den nye lovgivning, er C1 (personbiler), C2 (lette køretøjer) og C3 (tunge køretøjer).
    Følgende kategorier er undtaget fra dækmærkningen:
    • Regummierede dæk
    • Terrændæk til erhvervskørsel
    • Racerdæk
    • Pigdæk (pigbare dæk, hvis de er uden pigge, er inkluderet)
    • Midlertidige reservedæk
    • Dæk, der er designet til køretøjer, som er indregistreret første gang før 1. oktober 1990.
    • Dæk, der har et hastighedsindeks på under 80 km/t
    • Dæk, der har en nominal fælgdiameter, der ikke overstiger 254 mm eller som er 635 mm eller større
    • Motorcykeldæk
    “Det nye EU-dækmærke vil ændre måden dæk bliver solgt og købt på. Fokus vil blive på den vigtige rolle dæk spiller i sikkerhed på vejene og på de kvalitetsfordele som high-end mærker leverer. Vi uddanner vores forretningspartnere og lærer dem, hvordan dækmærkaten kan hjælpe dem med at guide forbrugerne henimod sikrere og mere miljøvenlige dæk. Førende dækproducenter som f.eks. Goodyear Dunlop med højkvalitetsprodukter vil drage fordel af, at den nye dækmærkat, da det giver adgang til objektive og sammenlignelige oplysninger om performance,” siger Arthur de Bok, President Goodyear Dunlop EMEA.

  • EU-ministre diskuterer fælles el-net

    Oprettet 20/09/2011 – 19:05

    Tysklands stop for a-kraft aktualiserer EU-ønske om fælles el-net fra 2014
    EU’s energiministre mødes i dag i Polen for at diskutere et udspil fra Europa-Kommissionen, der understreger behovet for et styrket samarbejde på el-området. Samarbejdet skal ikke mindst øges i lyset af Tysklands beslutning om at udfase a-kraften i 2022.
    Tilførslen af mindre a-kraft-baseret elektricitet øger behovet for et EU-dækkende el-net, som Kommissionen sigter på at oprette fra 2014, skriver hjemmesiden euractive.com. Her hedder det, at den tyske beslutning ifølge Kommissionen har vist, at ”alle medlemsstater påvirkes af beslutninger, der træffes på nationalt niveau, og at de derfor har en legitim interesse i at sikre, at de koordineres effektivt.”
    Hidtil har dette ikke været tilfældet, mener Kommissionen, hvis udspil også kan ses som et forsøg på at gribe ind over for enkeltstaters energi-mæssige sololøb gennem for eksempel bilaterale aftaler med Rusland. En fælles infrastruktur skal medvirke til at maksimere tilgængelige ressourcer, dæmpe følgerne af ’forstyrrelser’ og øge energibesparelserne, mener Kommissionen.

  • EU-forbud får kunder til at hamstre glødepærer

    Oprettet 07/09/2011 – 22:34

    Et EU-forbud mod at producere og distribuere 60 watt-glødepærer trådte i kræft fra den 1. september. Det fik nogle kunder til at hamstre
    EU vedtog en lov om at udfase glødepærer for flere år siden. Men nu kort til inden loven trådte i gang 1. september, begyndte flere kunder for alvor at handle stort ind af de gammelkendte pærer. Det skriver avisen 24timer.
    – Vi oplever en voldsom hamstring og har kun få 60 watt-pærer tilbage. En del ældre kunder køber 10 ad gangen og siger, at de dermed har rigtigt lys livet ud, fortæller Jonas Ebbe, ansvarlig for netsalget hos Greenline, der sælger elartikler.
    Også i Bauhaus-kæden er man forberedt på en mærkbar slutspurt, mens Silvan derimod giver udtryk for det attraktive i at sælge energisparepærer i stedet.
    – Det er mere interessant at sælge sparepærer og led-pærer, for vi får en højere pris for dem – og de er mere miljøvenlige, siger Silvans indkøbsdirektør, Thomas Juul.
    Prisforskel indhentes hurtigt
    Det er især de forhøjede priser på energisparepærerne, der får forbrugerne til at fare i flint og mod den nærmeste forhandler af glødepærer.
    Men det argument holder ikke ifølge EU. Her oplyser man, at de nye pærer ganske vist koster mere end glødepærer, men at det hurtigt hentes ind, fordi de bruger 75-80 procent mindre energi og holder seks til ti gange længere.
    Også på den lange bane er der en gevinst at hente. Frem til 2020 vil energibesparelsen svare til 11 millioner husholdningers elforbrug i et år. Og forbrugere kan i gennemsnit spare 25 euro om året på elregningen.
    EU’s udfasning betyder, at 25 og 40 watt-pærerne er de næste, der står for skud. Det kommer til at ske den 1. september 2012.
    Allerede den 1. september 2009 blev 100 watt-pærerne tilbagekaldt, mens 75 watt-pærerne blev slukket i september 2010.

  • DF: EU skal bekæmpe social eksport af hjemløse

    Oprettet 31/01/2010 – 14:26

    Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, kræver at EU-Kommissionen griber ind over for problemet med de mange hjemløse, som har taget ophold i andre EU-lande end deres eget. De nuværende regler åbner for social eksport, mener Morten Messerschmidt, som vil have gjort det langt lettere for Danmark at hjemsende hjemløse fra Østeuropa.
    ”Det undrer mig, at EU ikke for længst har taget affære, eftersom 2010 er officielt år til bekæmpelse af fattigdom og udstødelse. Ifølge de nuværende regler kan udlændinge opholde sig lovligt i Danmark i tre måneder – og hvis de søger arbejde, kan de være her lovligt i seks måneder uden krav om registrering, idet der er fri bevægelighed for arbejdskraften. Men de har kun ret til ophold, så længe de ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system. De hjemløse fra Østeuropa er specielt problematiske, fordi de presser de danske hjemløse og generelt gør det endnu sværere at være hjemløs”, siger Morten Messerschmidt.
    Han kalder det er en umenneskelig situation, at danske socialarbejdere er tvunget til at stå og lege grænsebetjente ved indgangene til varmestuer og herberger.
    ”EU-Kommissionen skal undersøge omfanget af problemet med de mange østeuropæiske hjemløse og herefter ændre reglerne, således at de hjemløse omgående kan sendes hjem, hvis det skønnes, at deres muligheder for at opnå beskæftigelse ikke er til stede. Herudover skal det enkelte medlemsland kunne afkræve EU-borgere fra andre medlemslande dokumentation for, at de har en adresse og dermed tag over hovedet i opholdslandet”, siger Morten Messerschmidt.
    ”Men vigtigst vil jeg have Kommissionen til at overveje at gøre den hjemløses eget medlemsland økonomisk ansvarlig for en eventuel hjemsendelse af den hjemløse eller at betale for den hjemløses velfærd i opholdslandet. Kun på den måde kan det nemlig undgås, at medlemslande spekulerer i social eksport,” siger Morten Messerschmidt.