Kategori: Industri

  • Ny slibeskive til planslibning og dybdeslibning øger produktiviteten

    Oprettet 08/01/2013 – 07:59

    Norton lancerer en ny serie slibeskiver til plan- og dybdeslibning (fuldsnit), som har den meget gode egenskab, at kølevæsken let passerer igennem skiven. Med et nyudviklet bindemiddel forbedres også formholdbarheden. De nye slibeskiver, som har betegnelsen Vortex2, gør det, med den forbedrede køleegenskab muligt at reducere cyklustiderne og dermed forbedre produktiviteten.
    Vortex2 er først og fremmest udviklet til plan- og dybdeslibning, men kan også med fordel anvendes til andre operationer f.eks. tandhjulsslibning samt indv. og udv. rundslibning, hvor kravet er en slibeskive uden risiko for varmeskader i materialet. Applikationer kan f.eks. være slibning af turbineblade, tandhjul, aksler, kuglelejer, værktøjsfremstilling mm.
    Voetex2 slibeskiverne er fremstillet med et specialudviklet slibemiddel af konventionel aluminiumoxid sammen med et helt nyt bindemiddel. Det nye bindemiddel har en naturlig høj porøsitet, og derfor kræves ingen kemiske tilsætningsstoffer for at opnå dette. Det gør Vortex2 til et meget miljøvenligt alternativ for plan- og dybdeslibning, hvor effektiv køling er påkrævet, og dermed en slibeskive med den egenskab at kølevæske let passerer gennem skiven. Den effektive køling mindsker risiko for brænding af emnet, og giver høj kvalitet på de bearbejdede emner. De nye skiver har endvidere meget god formholdbarhed, hvilket reducerer behovet for at afrette skiven. Vortex2 slibeskivernes lange levetid, køligere slibning, højere afvirkning og mindre afretning, gør, at produktiviteten forbedres gennem at cyklustiderne kan reduceres.

  • Trådløse trykknapper halverer leveringstiden hos frøproducent

    Oprettet 07/01/2013 – 09:59

    Hvorfor skal man absolut vente på, at en palle på kædebanen er kørt helt ned til enden af anlægget, før man kan løfte den af?
    Det spørgsmål stillede softwaretekniker Ian Christoffersen fra Reo-Pack A/S sig selv, da Reo-Pack skulle levere et nyt kædebaneanlæg til græsfrø-producenten DLF-Trifolium, der har samlet sin produktion i Odense. Her kommer græsfrø fra produktionen i sække, der palleteres, vikles i strækfolie og køres enten på lager eller direkte til eksportafdelingen til omgående levering. Netop palleteringen viste sig at gemme på et stort tidsbesparende potentiale.
    – Normalt kører et kædebaneanlæg pallerne helt til enden og stopper så, når der er fyldt op. Først herefter løftes pallerne af med truck og bliver kørt til lageret eller eksportafdelingen, forklarer Ian Christoffersen fra Reo-Pack og fortsætter:
    – Derfor gav det mening at overveje fjernbetjent start og stop af anlægget, så truckførerne kan stoppe og plukke en palle et vilkårligt sted på kædebanen. Men problemet var, at traditionelle løsninger med radiostyring er temmelig dyre og tidskrævende at installere.
    Svaret viste sig at ligge lige for.
    Den trådløse løsning
    El-grossisten Lemvigh-Müller præsenterede Ian Christoffersen for Schneider Electrics tråd- og batteriløse trykknapper med tilhørende modtagere i Harmony-serien, og de var lige præcis hvad der var brug for til DLF-Trifoliums nye kædebaneanlæg.
    – Vi har monteret en lille boks i de to trucks, der kører med pallerne mellem kædebanen og lageret eller eksportafdelingen. I hver boks er der to trådløse tryknapper, så truckføreren kan starte og stoppe anlægget fra sin truck efter behov. For at være sikre på, at signalet fra trykknapperne rækker langs hele anlægget har vi monteret to modtagere med mellemrum langs kædebanen. Modtagerne er så forbundet til anlæggets bussystem, ASI-net, forklarer Ian Christoffersen.
    Idelle trykknapper
    Løsningen er lavet med trykknapperne Harmony XB5R og ZB5R-modtagere fra Schneider Electric. Og de er idelle til den slags opgaver, som har skåret halvdelen af leveringstiden hos DLF-Trifolium.
    – Det virker som en meget robust og driftssikker løsning. Man behøver ikke en gang at tænke på at skifte batterier i knapperne. Desuden er knapperne og modtagerne ret billige at anskaffe, samtidig med at man sparer tid og penge til installationen, fordi man slipper for at trække mange meter kabel. Det er helt bestemt ikke sidste gang, jeg bruger den løsning, siger Ian Christoffersen.
    Hos DLF-Trifolium er man også glad for løsningen. Når truckførerne kan plukke paller overalt på kædebanen efter behov, sparer græsfrøproducenten kostbar tid. Faktisk har noget så enkelt som fire trådløse trykknapper og to modtagere hjulpet driftsleder Jack Runge Walther med at gøre leveringstiden markant kortere:
    – Vi har samlet halveret vores leveringstid fra ti til fem dage med det nye kædebaneanlæg, Reo-Pack har leveret. En del af den gevinst skyldes, at pallerne kan tages af kædebanen med det samme og køres direkte til eksportafdelingen. Det er noget, der kan mærkes, så vi er meget tilfredse, siger Jack Runge Walther.

  • Greenville – nyt og inspirerende legepladskoncept

    Oprettet 01/11/2012 – 10:02

    Er det et klatrenet? Er det et legehus? Det er en hybrid af begge dele. Og det er et godt bud på, hvordan legepladser i fremtiden kan indrettes til glæde for børn og voksne.
    Det er som regel voksne, der er de endelige beslutningstagere, når der skal vælges og indrettes nye legepladser. De vil først og fremmest gerne have flotte redskaber, der er med til at udfordre børnene. Og de vil gerne tage vidtgående miljøhensyn. Børnene vil også gerne udfordres, men de vil også gerne have mulighed for at trække sig lidt tilbage og lade fantasien få frit løb.
    “Med Greenville kan vi for første gang tilgodese begge gruppers ønsker på en miljømæssig forsvarlig måde, hvor resultatet samtidig er æstetisk smukt,” forklarer Kenneth Lyngsøe. Han er administrerende direktør i Uno Koncept, som importerer og sælger Greenville. “Grundtanken er at udvikle inspirerende og udfordrende klatrenet og samtidig “pakke det ind” i et legehus, så man både kan klatre rundt og skjule sig.”
    Greenville-konceptet er udtænkt af Berliner Seilfabrik, som i over 150 år har leveret nogle af markedets bedste klatreredskaber baseret på solidt tovværk spændt op i metalskeletter og strukturer. Det er redskaber, der holder i lang tid og derfor er skånsomme mod miljøet. Den samme tankegang står bag valget af træbeklædning.
    Kenneth Lyngsøe: “Der bliver brugt bambus til beklædningen, og da det rent faktisk er en græsart og ikke et træ, så vokser det vanvittig hurtigt. Beplantningen kan derfor hurtigt fornys, så brugen af det til legeredskaber ikke har samme miljømæssige konsekvenser, som når man bruger langsomt voksende træ. Alle 12 modeller er baseret på tovværk, aluminium og bambus, så servicebehovet er lavt, mens levetiden er lang.”
    Greenville er lige fra lanceringen en komplet produktserie med legehus, klatrenet, rutsjebaner, gangbroer og en lang række andre elementer, der kan kombineres til komplette anlæg. Hos Uno Koncept har de store forventninger til det nye system, der er en attraktiv valgmulighed for både boligforeninger, kommuner, skoler og private virksomheder.

  • Berendsen bliver CSR-certificeret som det første vaskeri i Danmark

    Oprettet 11/10/2012 – 12:00

    Berendsen Textil Service A/S er en af Danmarks førende virksomheder inden for tekstilservice og beskæftiger ca. 1400 medarbejdere fordelt på i alt 16 vaskerier over hele landet. Siden 2001 har et fokuseret arbejde med CSR i Berendsen blandt andet betydet, at energiforbruget per kg vasket tøj er reduceret med 45% og vandforbruget med næsten 10 liter per kg.
    I dag er DS 49001-certificeringen givet til vaskerier i hhv. Høje Taastrup, Varde, Kjellerup og Ølsted. De 4 vaskerier udgør Berendsens Health Care division, der primært servicerer hospitaler og plejehjem. Målet er at få certificeret Berendsens øvrige divisioner inden udgangen af 2013.
    ”I Berendsen ønsker vi at gå forrest i arbejdet med samfundsansvarlighed. Derfor er vi selvfølgelig stolte over, at vi som det første vaskeri har opnået CSR-certificering. Vi er en del af en branche, der er nedslidningstung for de ansatte, og som håndterer godt 120.000 tons textilvask om året til glæde for offentlig og private virksomheder. Således er arbejdsmiljø, håndtering af spildevand og kemikalier samt forbrug af ressourcer som elektricitet og vand en del af branchens store udfordringer. Hos Berendsen arbejder vi derfor med løbende forbedringer for at holde os oppe på tæerne og sikre optimale processer i forhold til miljø, kvalitet og arbejdsmiljø. Vi har arbejdet fokuseret med det siden 2001 og kan se, at det får større og større betydning i forhold til vores medarbejdere, kunder, leverandører og samarbejdspartnere,” siger Anne-Sophie Stokbro, der er Kvalitets-, Miljø- & Arbejdsmiljøchef i Berendsen Textil Service A/S.
    Alle vaskerier i Berendsen Textil Service A/S er en del af et integreret ledelsessystem, der omhandler miljø, kvalitet og arbejdsmiljø. Virksomheden er svanemærket og lever dermed op til Miljømærkets krav om: lavt energi- og vandforbrug, begrænset brug – og præcis dosering – af kemikalier, indkøb af tekstiler, der er miljømærket eller opfylder andre miljø-, sundheds- og kvalitetskrav samt genanvendelse af emballage og sortering af affald.
    Om DS49001
    DS49001 er et ledelsessystem for samfundsmæssig ansvarlighed, som sikrer bæredygtige forretningsgange. Certifikatet bygger på det fundament som ISO 9001 og 14001 samt OHSAS 18001 giver – men stiller derudover krav inden for følgende 10 principper:
    Ansvarlighed og forklarlighed (Accountability)
    Gennemsigtighed (i beslutningsprocesser og aktiviteter)
    Etisk adfærd
    Respekt for interessenter
    Respekt for loven
    Respekt for internationale adfærdsnormer
    Respekt for menneskerettigheder
    Væsentlighed (fokus på væsentlige emner der knytter sig til samfundsansvar)
    Helhedssyn (prioritering af en helhedsorienteret indsats på området)
    Løbende forbedringer

  • FORD PRÆSENTERER PLATFORM FOR NY MONDEO GENERATION PÅ BILUDSTILLINGEN I DETROIT

    Oprettet 10/01/2012 – 13:09

    På den netop åbnede Internationale biludstilling i Detroit var fokus rettet mod Fords nye model i CD-segmentet Ford Fusion.
    Ford Fusion bliver tilgængelig med forbrændingsmotorer, hybridløsninger og plug-in-hybrid. Sidstnævnte vil ifølge Ford blive verdens mest brændstoføkonomiske bil i mellemklassen idet ny Ford Fusion vil kunne køre over 43 km på en liter brændstof.
    Men i et europæisk perspektiv er det af større betydning, at den nye Ford Fusion viser de første hints om den næste generation af den globale Ford Mondeo, som lanceres i Europa og Asien i 2013.
    En af Fords målsætninger med den nye model i mellemklasse-segmentet er, at vise vores forpligtelse til at være globalt førende billeverandør – og blandt verdens førende, som leverandør af brændstoføkonomiske biler. Men samtidig har Ford øje for, at et iøjnefaldende design har en afgørende faktor i spillet om at tiltrække kunder.
    Ifølge Ford repræsenterer fronten af den nye Ford Fusion en videreudvikling af Fords globale designsprog, for de fremtidige mellemstore og mindre modeller. Det betyder, at designudtrykket giver en indikation af, hvordan en række europæiske modeller vil tage sig ud i fremtiden.
    Ford Fusion – der afslører de væsentligste elementer af den kommende Mondeo generation – har en lav og slank profil, kombineret med kompakte dimensioner, rene linjer og en udpræget elegance.
    Ford fortsætter samtidig filosofien om, at tilføre teknologier der hjælper føreren til en lettere og sikrere kørsel.
    På Fords nye mellemklassebil præsenteres syv “must have”-teknologier, blandt andet aktiv fartpilot, automatisk start-stop (her for første gang kombineret med automatgear) og Active Park Assist – hvor bilen selv klarer parallelparkeringen.
    Fusion vil også kunne fås med SYNC og MyFordTouch, hvor chaufføren kontrollerer og styrer centrale funktioner via stemmestyring, en touch screen eller via knapper på instrumentpanelet.
    Modellen, som vises i Detroit bliver tilgængelig med både forhjulstræk og firhjulstræk. Om dette også bliver muligt i den næste generation af Ford Mondeo afsløres i slutningen af 2012, når flere detaljer om den nye Mondeo bliver offentliggjort.

  • Produktionsapparatet har aldrig været mere nedslidt

    Oprettet 09/12/2011 – 18:08

    I 2011 er nedslidningen af produktionsapparatet kun steget marginalt, men alligevel ligger den såkaldte nedslidningsgrad i 2011 på sit højeste niveau siden statistikkens begyndelse i 1966.
    Fra 1980 og frem er Danmarks produktionsapparat – dvs. boliger, erhvervsbygninger, anlæg, maskiner og software – gradvis blevet mere nedslidt og teknisk ”outdatet”. Dansk Erhverv beklager, at forslaget om et vindue for straksafskrivninger ikke kom med i finansloven.
    I 2011 er nedslidningen af produktionsapparatet kun steget marginalt, men alligevel ligger den såkaldte nedslidningsgrad i 2011 på sit højeste niveau siden statistikkens begyndelse i 1966.
    ”Selvom en statistik over beholdning og forbrug af fast realkapital næppe kan betegnes som den mest sexede nyhed i statistikkens verden, så er det interessant én gang årligt at tage temperaturen på, hvor opdateret Danmarks samlede produktionsapparat er,” siger Dansk Erhvervs cheføkonom Bo Sandberg.
    Danmark mister internationalt fodfæste
    Nedslidningsgraden af produktionsapparatet afspejler markedsprisen af den faste realkapital, dvs. her tages der højde for slid samt teknisk og økonomisk forældelse.
    ”Primo 2011 er nedslidningsgraden af produktionsapparatet opgjort til 45,9 procent. Til sammenligning var nedslidningsgraden i 1980 så lav som 36,0 procent ovenpå et historisk højt investerings- og nybygningsomfang op gennem 1960’erne og 1970’erne. Siden da er nedslidningen kommet krybende – og trods et nyt intensivt byggeboom under boligboblen fra 2005 til 2008 er status altså nu et historisk nedslidt dansk produktionsapparat, hvilket naturligvis ikke er befordrende for vores evne til at begå os i den internationale konkurrence,” siger Bo Sandberg.
    Brug for vindue til straksafskrivninger
    S og SF gik til valg på et forslag om at åbne et vindue for straksafskrivninger i 2012 og 2013, men det kom desværre hverken med i regeringsgrundlag eller finanslov.
    ”Et åbent vindue for straksafskrivninger i 2012 og 2013 kunne ellers netop være med til at igangsætte en positiv spiral med at få opdateret ikke mindst erhvervslivets kapitalapparat og kunne dermed også give et vist bidrag til at vende den negative konjunkturudvikling. Selvfølgelig kan man i stedet håbe på, at den lave rente gennem hele 2012 kan opfylde noget af det samme formål. Men her er problemet – ikke mindst for SMV’erne – at de renter, som erhvervslivet konfronteres med, ligger milevidt fra Nationalbankens,” siger Bo Sandberg.