Kategori: Humanitære

  • Kalendermillioner på vej til skoler i Ghana

    Oprettet 03/05/2013 – 09:59

    Tusindvis af børn på landet i Ghana har udsigt til at få kortere til skole, fordi næsten 160.000 børn og deres forældre købte Børnenes U-landskalender i 2012.
    Overskuddet fra kalenderen blev 4.925.000 kroner, og Danida supplerer op, så der i alt nu er 9,1 millioner kroner på vej til u-landsorganisationen IBIS’ arbejde med at bygge såkaldte satellitskoler i det nordlige Ghana.
    Ét af problemerne i Ghana er, at nogle børn bor så langt ude på landet, at de ikke kommer i skole, fordi der er for langt at gå. Pengene fra Børnenes U-landskalender, som DR og Danida har samarbejdet om siden 1962, går derfor til at bygge flere skoler, så børn i fjerntliggende egne også magter gåturen til og fra skole.
    En vigtig del af u-landskalenderprojektet er samtidig at give lokale ikke-uddannede voksne fra landsbyerne en uddannelse med vægt på pædagogik og sikre, at undervisningen foregår på børnenes modersmål.
    Havde rund fødselsdag
    ”Børnenes U-landskalender kunne fejre 50 års jubilæum sidste år, og vi er meget glade for, at salget af kalenderen stort set blev det samme som i 2011, hvor der også var cirka 160.000, der købte den. Det var med til at skabe opmærksomhed om kalenderen, at DR1 kunne byde på en nyproduceret julekalender, ’Julestjerner’, og så gav det også en del omtale, at kalenderen havde rund fødselsdag,” siger projektleder Kasper Zederkof fra DR Salg, der står for produktionen af den fysiske kalender.
    Sundt at få bygget bro
    Udviklingsminister Christian Friis Bach glæder sig over årets resultat.
    ”I 2012 blev der sat fokus på, hvordan det er at være barn i Ghana. Danske børn fik en fornemmelse af de ting, der er helt anderledes end i Danmark – men også af de ting, hvor hverdagen i Ghana ligner danske børns hverdag. Det er sundt at få bygget den bro og den forståelse,” siger udviklingsminister Christian Friis Bach.
    Siden 1962 har danske børn og deres forældres køb af Børnenes U-landskalender betydet, at der er røget 170 millioner kroner af sted til projekter for børn og unge i Afrika, Latinamerika og Asien. Det første år var overskuddet for øvrigt 110.000 kroner.
    Overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender i år kommer til – via Dansk Flygtningehjælp – at gå til arbejdet for børns rettigheder i Myanmar (Burma). Årets kalender bliver præsenteret til oktober.

  • Røde Kors – Danskerne vil hjælpe i Danmark i julen

    Oprettet 25/12/2012 – 08:59

    Danskere er strømmet til Røde Kors i julen. De ønsker både at hjælpe med deres selskab og sparepenge.
    Aldrig før har Røde Kors oplevet så stor interesse fra danskere, der har lyst til at hjælpe andre i julen som i år.
    Antallet af byer, hvor Røde Kors-frivillige uddeler julehjælp er steget fra 100 sidste år til 150 i år. Knap 118.000 kroner er samlet ind via egne indsamlinger på Røde Kors’ hjemmeside. Det har medvirket til, at organisationen i år kan hjælpe 3000 familier med at holde en juleaften med and, sovs og kartofler og mandelgave mod 1600 familier i 2010.
    Oven i det har 690 meldt sig til Røde Kors’ nye tjeneste ”Julegæster”, hvor dem, der ikke har nogen at holde jul sammen med, kan blive koblet sammen med en familie, der har rum til en ekstra.
    Generalsekretær Anders Ladekarl er overvældet over den store interesse for at hjælpe.
    ”Vi er glade for den overvældende interesse, som danskerne viser for det frivillige arbejde i julen, og det er dejligt at se, at de er opmærksomme på det øgede behov for at hjælpe udsatte familier, som vi oplever,” siger Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl.
    Julevært byder velkommen juleaften
    Marie Stenkjær Hoskins er en af de mange danskere, som har valgt at åbne sit hjem for en fremmed juleaften. Foruden hende selv bliver de mand, mormor og to små børn på 1 og 5 år. Der er derfor masser af plads til en ekstra rundt om bordet, når flæskestegen skal skæres og mandlen graves frem.
    ”Der er alt for mange, som sidder alene juleaften, og i vores familie er vi alligevel ikke så mange, så derfor er det helt naturligt for os at åbne vores hjem. Vi håber, at vi falder i spænd med vores gæst, og at vi får en hyggelig aften sammen,” siger 34-årige Marie Stenkjær Hoskins og tilføjer:
    ”Jeg har selv rejst rigtig meget og har boet i mange forskellige lande, hvor folk har inviteret mig indenfor, og hvor jeg har haft mulighed for at hygge mig med nogle mennesker, jeg ikke nødvendigvis har været tæt knyttet til. Det vil jeg også gerne kunne gøre for andre,” siger hun.
    Efter jul følger Røde Kors op med kampagnen ”Skal det fortsætte”, som sætter fokus på den generelle ensomhed i Danmark. Det er nemlig ikke kun i julen, at mange oplever det at være alene som et problem. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er 9,7 af danskere ensomme, hvoraf mange måske kan have brug for en besøgsven fra Røde Kors.

  • At Work a/s – Sådan får man andre mennesker til at skabe glæde. En sjov og positiv event, der retter fokus på vigtigheden af glæde og livskvalitet, som kan spredes som ringe i vandet

    Oprettet 24/12/2012 – 11:59

    Sådan får man andre mennesker til at skabe glæde. En sjov og positiv event, der retter fokus på vigtigheden af glæde og livskvalitet, som kan spredes som ringe i vandet
    Kristine Jensen og Pia Dyrby er de to initiativtager til ideen ”Juice it up – og spred glæde”. De vil med deres initiativ skabe større bevidsthed om at være opmærksomme på vores medmennesker og sprede god energi. De har vundet 20.000 kroner, så deres idé nu realiseres.
    Sådan får man andre mennesker til at skabe glæde. En sjov og positiv event, der retter fokus på vigtigheden af glæde og livskvalitet, som kan spredes som ringe i vandet
    ”Juice it up – og spred glæde”
    Juice it up tager udgangspunkt i en juicebar, der placeres et centralt sted i byens rum. Her vil forbipasser­ende kunne få en gratis juice, hvis de samtidig skriver hvordan de vil skabe glæde for en anden person. Det kan være, at vedkommende vil smile til den næste der kommer forbi, holde døren for en fremmed eller købe blomster med hjem til kæresten. Deltagerne skriver deres handling ned og forpligter sig dermed til at sprede glæde til andre. Handlingen no­teres både på et kort, som deltageren tager med sig som en reminder, og på et kort som hænges på en væg ved siden af juicebaren. Kortene på væggen kan give andre inspiration til at skabe glæde, og udtrykker samtidig en fælles bevægelse for at skabe glæde i hver­dagen.
    At Work giver 20.000 kroner til ideen
    At Work Skoen er blevet 20 år i 2012. Vi uddanner massører, instruktører, coaches, terapeuter og meget mere, og har uddannet tusindvis gennem årene, hvilket vi er rigtigt glade for og stolte af, da alle de mange uddannede er med til at løfte og forbedre sundheden og livskvaliteten i Danmark.
    I anledning af vores 20 års jubilæum har vi afholdt en idékonkurrence, hvor vi giver 20.000 kroner til den bedste idé, som kan fremme sundhed og livskvalitet. Vinderen er nu fundet. Vinderen er ideen” Juice it up – og spred glæde”, som er indsendt af Kristine Jensen og Pia Dyrby.
    Fantastisk og gennemtænkt idé, som kommer til at gøre en forskel
    ”Ideen er fantastisk, da den skaber en større bevidsthed om at være opmærksomme på vores medmennesker, og netop det at skabe glæde er en væsentligt kilde til sundhed og livskvalitet. Deltagerne bliver involveret og selve handlingen er let anvendelig og giver flot synlig værdi. Det er en flot idé, der ydermere bidrager positivt til det samfund, vi er en del af, og som på flere områder står flot i tråd med, hvad vi gennem vores vision og mission gerne vil skabe hos At Work. Vi glædes over at fejre vores 20 års jubilæum ved at kunne give 20.000 kroner til denne ide”, fortæller adm. direktør Thomas Gregersen.
    Juice it up beskrivelse af deres ide i forhold til andre ideer
    Vi har lagt mærke til, at der de senere år har været flere initiativer som sæt­ter fokus på værdier og væremåde. Som eksempel kan nævnes Lars Ap´s “Fuck­ing Flink”, Thomas Skov´s “Høflighed på 100 dage” samt Anton Berg´s kampagne “The Generous Store”. Fælles for dem er, at de alle bidrager til at skabe større bevidsthed om at være opmærksomme på vores medmennesker og sprede god energi. Med denne idé ønsker vi på tilsvarende vis at skabe glæde, som vi mener, er en stor kilde til livskvalitet. Vores idé minder om Anton Berg´s, men adskiller sig også fra den.
    I Anthon Bergs kampagne åbnede de det, de kaldte The Generous Store. Her kunne man en enkelt dag få gratis chokolade, hvis man til gengæld gik ind på sin facebook profil og forpligtede sig på en forudbestemt generøs handling defineret af Anthon Berg. Her udførte man kun handlinger, overfor nogle man i forvejen havde en relation til. Juice it up har ikke fokus på, at man som deltager er generøs, men at man bidrager til at sprede glæde og peppe livskvaliteten op hos andre. Her er det også deltagerne der selv udtænker hvordan de vil sprede glæde, frem for at forpligte sig til en forudbestemt handling. På den måde involverer deltagerne sig og aktiveres til selv at overveje, hvordan de i hverdagen kan skabe glæde for andre. Juice it up vil også gerne inspirere deltagerne til at sprede glæde til andre, som man måske ikke kender i forvejen, og på den måde lade ringene sprede sig i vandet. Ideen adskiller sig også ved, at vi gerne vil skabe et fysisk udtryk i det offentlige rum ved at hænge de udfyldte kort op, så deltagere og forbipasserende får en fornemmelse af at skabe noget sammen. Ligesom det kan give deltagerne en mulighed for at lade sig inspirere af hinandens ideer. Juice it up adskiller sig endvidere ved at have et sundt udgangspunkt, der handler om at peppe energien op, både i form af en juice og handlinger der kan glæde andre – og dermed skabe mere livskvalitet.
    At ideen ligner og er en del af tidens strømninger, synes vi viser, at der er interesse og basis for denne type ideer, og ikke mindst at det er muligt at realisere. Sam­tidig er der også nogle forskelle som vi synes giver ’Juice it up…

  • Contest A/S støtter Kronprinsessen, også i julen

    Oprettet 07/12/2011 – 12:07

    IT-virksomheden Contest A/S dropper igen i år at sende julekort ud, og donerer i stedet pengene til velgørende formål. Denne gang er det landsforeningen SIND, med protektor Kronprinsesse Mary, der modtager donationen.
    Mærkesag
    ”Det her er en mærkesag for os, ” udtaler arbejdende bestyrelsesformand i Contest, Thomas Testmann. ”Det med at droppe julekortene og så donere pengene til velgørende formål i stedet, er noget vi har gjort i rigtigt mange år, også før begreber som Corporate Social Responsibility blev moderne.”
    Contest A/S, der tilbyder IT-services indenfor bl.a. IT-infrastruktur og –sikkerhed, har efterhånden doneret rigtigt mange penge til velgørende formål gennem tiden.
    ”Hvert år bliver der brugt utroligt mange penge og energi på at sende julekort ud, for ikke at tale om papirspild, ” udtaler adm. direktør i Contest A/S, Erik Testmann. ”Forestil dig at vi alle sammen brugte de ressourcer på folk og aktiviteter der virkeligt har brug for den støtte de kan få.”
    SIND – med Kronprinsesse Mary som protektor
    Årets modtager af Contests donation er Landsforeningen SIND, der arbejder for at skabe forståelse og tolerance for sindslidende og deres pårørende, derunder trivsel, forebyggelse og helbredelse.
    SIND har desuden Kronprinsesse Mary som protektor.
    ”Vi synes at SIND gør et utroligt flot og vigtigt stykke arbejde, og det vil vi gerne støtte op om, ” udtaler Thomas Testmann.
    Tidligere modtagere af Contests årlige juledonation inkluderer bl.a. Kræftens Bekæmpelse, AIDS-fondet, Muskelsvindfonden, Red Barnet, Læger Uden Grænser, Dansk Parkinsonforening, Hjernesagen, Hjerteforeningen, Dansk Røde Kors, og Dansk Flygtningehjælp.
    Opfordrer alle til at være med
    ”Det er alle tiders at vi gennem de senere år har kunne se at andre virksomheder har fulgt vores eksempel, det sætter vi stort pris på og opfordrer samtidigt alle andre at følge trop, ” udtaler Thomas Testmann.
    ”Det her er vores måde som succesfuld virksomhed at hjælpe med at gøre verden til et endnu bedre sted, ” tilslutter Erik Testmann.

  • Læger uden Grænser omsætter nødhjælpspulje til akut hjælp i Sydsudan

    Oprettet 02/12/2011 – 13:07

    Læger uden Grænser bruger de resterende 1.9 millioner fra Udenrigsministeriets nødhjælpspulje til en akut indsats for mennesker på flugt fra konflikt i grænseområdet mellem Sudan og Sydsudan. Omkring 13.000 mennesker har allerede krydset grænsen fra Sudan og flere er på vej.
    Læger uden Grænser har startet en nødhjælpsindsats i landsbyen Doro i Sydsudan, der ligger omkring 40 km fra grænsen til Sudan, hvor flygtningene har samlet sig. Flygtningene beretter om bombardementer af deres landsbyer i Blue Nile State i Sudan.
    ”Vi så flyene. De bombede vores landsbyer. Vi har gået i otte dage, sammen med mange andre. Vi ankom for tre dage siden, men vi havde kun det mad vi havde medbragt, så vi har ikke spist i nogle dage”, fortæller en 50-årig mand i Doro.
    Læger uden Grænser har allerede behandlet flere hundrede patienter med malaria, diarré og åndedrætssygdomme løbet af de næste dage vil holdet i Doro også åbne et ernæringscenter, hvor alvorligt underernærede børn kan få behandling. Der er planer om at vaccinere mod smitsomme sygdomme, og Læger uden Grænser har også identificeret et stort behov for hjælp til de mange gravide og fødende kvinder. Holdet i Doro har allerede taget i mod det første spædbarn i den interimistiske flygtningelejr.
    Pengene fra nødhjælpspuljen giver Læger uden Grænser mulighed for at give akut hjælp til de mange flygtninge.
    ”Vi er meget taknemmelige for støtten fra Udenrigsministeriet, som giver os mulighed for at rykke hurtigt ud med hjælp. Det er en stor udfordring, for der er ikke nogen etableret flygtningelejr. Alt skal bygges op fra grunden, lige fra drikkevandsforsyningen til fødeklinikken”, siger Michael G. Nielsen, direktør i Læger uden Grænser.
    Støtten fra Udenrigsministeriet vil udover den medicinske indsats også gå til at etablere rent drikkevand og latriner til de mange flygtninge, og i øjeblikket er specialister fra Læger uden Grænser i gang med at kortlægge behovene.
    Nødhjælpspuljen udgør en samlet bevilling på 7 millioner kroner, som Udenrigsministeriet stiller til rådighed for Læger uden Grænser til akutte nødhjælpsindsatser i 2011. Med indsatsen i Sydsudan har Læger uden Grænser brugt den sidste del af bevillingen for 2011, som også er gået til indsatser i Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien og Kenya.

  • Forsoning og minerydning nødvendig i Libyen

    Oprettet 24/10/2011 – 09:05

    Lige nu er der sejrsstemning i Libyen, men når festen er ovre, skal der arbejdes målrettet på at rydde op efter krigen og sikre en udvikling mod forsoning og demokrati. Dansk Flygtningehjælp følger udviklingen og er klar til at yde den hjælp, der bliver nødvendig.
    Dansk Flygtningehjælp har siden konflikten brød ud i Libyen arbejdet med at hjælpe de civile ofre både i Libyen og i nabolandet Tunesien, hvortil mange flygtede. I disse dage står kontoret stille, for befolkningen fejrer sejren med deres våben, og de mange sejrsskud gør det alt for farligt at bevæge sig rundt i byerne. Når festen slutter, bliver der brug for en målrettet indsats for at hjælpe den libyske befolkning videre.
    ”Vi sikrer rent vand og uddeler basal nødhjælp, der hvor det er nødvendigt. Der er humanitære behov blandt udsatte grupper, men vores oplevelse er heldigvis ikke, at der bliver brug for en stor humanitær nødhjælpssaktion i Libyen,” siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, der er i tæt kontakt med Dansk Flygtningehjælps folk på kontoret i Zintan.
    ”Libyerne får brug for andre former for hjælp fra Europa og fra humanitære organisationer. For tiden efter en diktators fald er vanskelig, fordi der åbnes op for andre modsætninger og uenigheder i befolkningen. Hvis vi skal undgå en situation som den, vi ser i fx Irak, er det nødvendigt, at Europa sætter ind og støtter civilsamfundet med fokus på konfliktløsning, forsoning og selvfølgelig demokrati,” siger Andreas Kamm.
    Konflikt, revolutioner og flygtningestrømme på tværs af Nordafrika har skabt en meget kompleks flygtningesituation. Nogle var flygtninge, allerede før konflikterne begyndte, og nogle er blevet fordrevet under konflikten. Derfor arbejder Dansk Flygtningehjælp – i samarbejde med UNHCR – på løbende at holde øje med beskyttelsesbehov blandt mindretal og flygtninge.
    Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling, Danish Demining Group, arbejder på at hjælpe den libyske befolkning af med et andet stort problem efter krigen.
    ”Når våbnene ikke længere skal bruges til krig, er det et stort problem, at der er så mange våben i omløb. Det skal vi hjælpe dem med at få under kontrol,” siger Andreas Kamm og forklarer, at det arbejde allerede er påbegyndt i samarbejde med UNMAS og UNOPS.
    ”Sidst men ikke mindst er der brug for en mere traditionel minerydningsindsats. Vi ved, at der er store problemer med ueksploderet ammunition efter krigen. Det skal ryddes væk, så den libyske befolkning ikke kommer til at leve videre i fare for at miste liv og lemmer.”

  • Basal sundhed til oversvømmelsesramte familier i Pakistan

    Oprettet 14/10/2011 – 17:05

    Læger uden Grænser har ydet basal lægehjælp til de internt fordrevne familier, der nu lever i lejre, eller i telte langs med vejene. Selvom regnen endelig er stoppet, og vandet langsomt er begyndt at trække sig tilbage, har tusindvis af mennesker stadig ikke mulighed for at vende hjem. Læger uden Grænser fortsætter med at yde lægehjælp i området og overvåge sundhedstilstanden.
    Badin-distriktet i den sydlige del af Sindh er et af de hårdest ramte områder. I Tando Bago, et østligt underdistrikt i Badin, er områderne uden for de højtliggende veje stadig under vand to måneder efter oversvømmelserne ramte.
    Født på flugt fra oversvømmelserne
    Sanna* er mor til to og i lighed med mange andre familier i Badin, blev hendes hus fuldstændig ødelagt af oversvømmelserne.
    ”Det mest værdifulde vi har tilbage nu, er vores madlavningsredskaber”, fortæller hun.
    Hun gik sammen med sin familie til de fandt et stykke jord, der lå højt nok til at de kunne undslippe vandmasserne. Det blev hurtigt til en lejr for internt fordrevne, med omkring 200 familier fra forskellige landsbyer. De har brugt de få materialer, de har kunnet finde til at skaffe tag over hovedet og samtidig har de kun begrænset adgang til rent drikkevand og mad i lejren.
    ”Siden vi kom frem, har vi kun modtaget to kilo mel. Jeg spiser kun to måltider om dagen – chapatis og intet andet”, siger Sanna. Hun peger på et vandhul med stillestående vand, tæt på hendes telt: ”Det er her, vi henter vores vand fra”.
    Sanna var gravid, da hendes landsby blev ramte af oversvømmelserne. Hendes barn blev født for ti dage siden i hendes midlertidige hjem i lejren, og de uhygiejniske forhold betyder at hendes nyfødte søn er særligt sårbar overfor sygdomme.
    ”Han har haft diarre siden han blev født. Måske mister jeg ham”, siger Sanna.
    Læger uden Grænser har mobile klinikker i lejrene i Tando Bago, der tilbyder gratis lægehjælp til mennesker som Sanna og hendes søn. De mest almindelige lidelser er diarré, luftvejsinfektioner, hudsygdomme, feber og malaria. Læger uden Grænser hjælper også med at lave ambulant behandling på Tango Bado Tehsil hospitaler. Derudover har holdene i området uddelt plastikdunke, sæbe og myggenet til flere end 750 familier og har distribueret 48.000 liter rent drikkevand til internt fordrevne.
    Situationen er forbedret siden september
    ”Vi fortsætter de mobile klinikker i lejrene, hvor der er behov. Vi fortsætter også med at overvåge sundhedssituationen og undersøger mulighederne for at uddele rent drikkevand i de landsbyer, hvor folk er flygtet fra. Hvis der er akut behov, eller risiko for udbrud af sygdomme, så er Læger uden Grænser klar til at reagere”, siger nødhjælpskoordinator Erwin Lloyd Guillergan.
    Læger uden Grænser har i øjeblikket syv internationale og 23 Pakistanske nødhjælpsarbejdere i gang med at hjælpe i Badin.

  • IBM støtter frivillig retshjælp med analysesoftware

    Oprettet 04/10/2011 – 14:07

    erdens førende statistiksoftware til erhvervslivet, det offentlige, forskere og akademiske organisationer skal fremover støtte frivilliges indsats for at hjælpe socialt udsatte danskere med juridiske problemer.
    IBM donerer SPSS-statistikprogrammer til Den Sociale Retshjælp i Århus og København. Donationen sker som et led i IBM Danmarks vedvarende indsats for at styrke frivilligt arbejde.
    Den Sociale Retshjælp er en gratis landsdækkende retshjælp med hovedsæde i Århus, og nyligt opstartede afdelinger i København og på Bornholm. Den Sociale Retshjælp behandler i dag sager fra samtlige landets retskredse. Den primære målgruppe udgør tidligere og/eller nuværende indsatte, hjemløse, misbrugere og sindslidende, som tilbydes gratis rådgivning i henhold til deres sociale og juridiske rettigheder.
    Til daglig udgør 100 frivillige en tværfaglig gruppe, der arbejder aktivt på at løse juridiske problemstillinger, der kan føre til store sociale konsekvenser for individer og samfundet. I frivilliggruppen indgår uddannede økonomer, sociologer, advokater og jurister samt statskundskabs-, antropologi-, journalist-, sociologi-, kommunikations- og socialrådgiverstuderende.
    Katharina Jespersen fra Den Sociale Retshjælps innovationsafdeling forklarer, at SPSS-licenserne gør det muligt for retshjælpen at:
    • føre statistik med hvilke problemer klienter kommer med og i hvilket omfang Den Sociale Retshjælp har kunnet hjælpe dem
    • fremadrettet vurdere hvilke juridiske problematikker medarbejdere skal undervises i for at forbedre organisationen og tilbyde bedre rådgivning
    • ved hjælp af dokumentation af problemer at sætte mærkesager på den politiske dagsorden
    • opkvalificere afrapporteringen af undersøgelser og mulighed for at dokumentere antallet samt karakteren af henvendelser.
    ”IBM’s SPSS-statistikprogrammer er specielt værdifuld for organisationer som Den Sociale Retshjælp og andre virksomheder, hvor det ikke blot handler om at indsamle data, men også om at analysere og træffe fremadrettede beslutninger på baggrund af deres data,” forklarer Steen Christoffersen, ansvarlig for IBM SPSS i Norden.
    Da Den Sociale Retshjælp er en frivillig organisation og afhængig af tilskud fra det offentlige, er dokumentation af henvendelser og mærkesager afgørende for organisationens eksistens. Uden SPSS ville dette ikke være muligt, udtaler formand Sandy Madar.

  • Røde Kors – Røde Kors lancerer Danmarks første digitale indsamlingsbøsse

    Oprettet 20/09/2011 – 12:06

    Spil og støt. Start din egen digitale indsamling og spil Catchiiing med dine venner. Røde Kors Catchiiing er den første digitale indsamlingsbøsse i Danmark, der giver alle med en smartphone mulighed for at samle penge ind til mennesker i nød. Hent Catchiiing app’en gratis i App Store og Android Market
    Røde Kors lancerer Danmarks første digitale indsamlingsbøsse
    Danskerne går i langt højere grad på nettet eller griber mobiltelefonen, når de støtter de humanitære organisationer. Med Røde Kors’ nye mobilapplikation bliver det endnu lettere – og både sjovt og socialt at samle penge ind til mennesker i nød.
    Et kig på Røde Kors’ katastrofeindsamlinger viser en helt klar tendens. Bidragyderne bruger i stigende grad Internet og mobiltelefoner, når de donerer penge.
    ”Når vi ser billeder af nødlidende mennesker i katastrofesituationer, ønsker vi ofte at gøre noget her og nu. Teknologien har gjort det muligt at handle med det samme. Og med Catchiiing kan det næsten ikke blive lettere, for du har altid indsamlingsbøssen – din mobiltelefon – på dig,” fortæller Kenneth Øhrberg, fundraisingchef i Røde Kors.
    Da Røde Kors samlede penge ind til Congo i 2008, var det kun 25 procent af bidragyderne, der donerede via Internettet eller mobiltelefonen. Resten benyttede bank og giro. Helt omvendt ser det ud lige nu, hvor Røde Kors samler penge ind til Østafrika. Nu er det 66 procent af bidragyderne, der benytter web og mobiltelefon.
    Sådan virker det
    Når man har downloadet Catchiiing, kan man vælge at give et bidrag, at starte sin egen indsamling eller at spille det lille underholdende spil i app’en. Catchiiing lægger op til, at man engagerer sine venner – man kan spille sammen, og man kan bede vennerne om at støtte ens indsamling.
    Når dine venner skal støtte din indsamling, skal de indtaste deres mobiltelefonnummer på din telefon. De modtager så en SMS på deres egen mobiltelefon, som de skal bekræfte, og først dér trækkes pengene på deres telefonregning.
    På den måde kan man lade sin smartphone gå rundt ved familiefesten og lade gæsterne indtaste deres telefonnumre og dermed bidrage til indsamlingen.

  • Design en plakat for Amnesty og vind 30.000

    Oprettet 09/09/2011 – 20:05

    Picasso har gjort det. Miró har gjort det. Botero har gjort det. Du kan blive den næste kunstner, der designer en plakat for Amnesty International. Ny konkurrence sætter menneskerettigheder på plakaten med en førstepræmie på 30.000 kroner.
    I år er det 50 år siden, at Amnesty International blev grundlagt. Det markerer Amnestys danske afdeling med en stor plakatkonkurrence, der kulminerer med en prisoverrækkelse den 10. december på Brandts Mediemuseum. Her vil vinderplakaterne blive udstillet sammen med de bedste internationale Amnesty-plakater fra organisationens historie – herunder Picasso, Miró og Botero.
    Konkurrenceplakaten skal formidle et budskab om menneskerettigheder, som rammer beskueren lige i hjertet. Den kan vise krænkelser og overgreb, men også værdien af menneskerettighederne, når de er opfyldt. Plakaterne kan være provokerende, tankevækkende, nyskabende, humoristiske eller noget helt femte. De indleverede forslag kan være i form af grafik, maleri, collage, fotografi – alt er tilladt. Den kreative ramme er helt åben, og konkurrencebidragene afspejler forhåbentligt vidt forskellige udtryksformer.
    • Førstepræmien er 30.000 kroner (sponsoreret af Fænø Gods)
    • Andenpræmien er 10.000 kroner (sponsoreret af Fænø Gods)
    • Tredjepræmien er et litografi fra Brandts Shop til en værdi af 3.000 kroner
    Konkurrencebidragene bedømmes af en uafhængig jury med et højt fagligt niveau indenfor enten billedkunst eller menneskerettigheder. Juryen består af:
    • Kasper Eistrup (kunstner og musiker i Kashmir)
    • Julie Nord (billedkunstner og modtager af Statens Kunstfonds arbejdslegat)
    • Miriam Dalsgaard (grafiker og fotograf – vinder af Cavling-prisen)
    • Lars Grambye (museumsdirektør, Kunsthallen Brandts)
    • Lars Normann Jørgensen (generalsekretær, Amnesty International)
    Prisoverrækkelsen finder sted ved et festligt arrangement på FN’s menneskerettighedsdag den 10. december 2011 på Brandts i Odense, der samtidig åbner udstillingen ”50 års Amnesty Plakater på Brandts” med plakater fra hele verden.