Kategori: Odense Blomsterfestival

  • Mariann Fischer Boel overrækker præmie til gartner den 20. august på Flakhaven i Odense

    Oprettet 16/08/2011 – 12:06

    Det er tidligere EU-kommissær Mariann Fischer Boel, der uddeler vandrepokalen i stor konkurrence for udstillerne på Odense Blomsterfestival 2011. Vandrepokalen skal belønne kreative indslag under festivalen.
    Odense Blomsterfestival byder på kreative udstillinger i det meste af Odense City.
    Denne kreativitet bliver nu belønnet i en stor konkurrence:
    – Der bliver lagt en stor indsats i udstillingerne under Odense Blomsterfestival. Med konkurrencen vil vi gerne sætte fokus på denne indsats, og på de oplevelser for både gæster og fagfolk, der er resultatet, når farver, former, materialer og dufte kombineres i fortællinger om årets tema, siger Vagn Jørgensen, der er formand for Foreningen Odense Blomsterfestival.
    Det er Mariann Fischer Boel, der skal uddele præmie og vandrepokal til årets vinder. Som tidligere fødevareminister og EU-kommissær for landbrug har den fynske politiker i mange år interesseret sig for både jordbrug og gartneribranchen. Der var da heller ikke langt fra henvendelse til aftale, da Odense Blomsterfestival tog kontakt til den tidligere EU-kommissær og fødevareminister:
    – Der har altid været en både grøn og jordfarvet tråd igennem mine egne aktiviteter og interesseområder. Derfor kunne jeg ret hurtigt sige ja tak, da Odense Blomsterfestival kontaktede mig. Det er en spændende festival, fordi den er både folkelig og faglig i sin formidling. Jeg glæder mig derfor over at skulle være med til at belønne den formidling, der er mest kreativ, siger Mariann Fischer Boel.
    Konkurrencens vinder modtager en vandrepokal samt en præmie, som vinderen får lov at beholde som minde. Vandrepokalen, der er udført af kunstner Ivan Boytler, er skænket af Rosanovafonden.

  • Enestående oplevelse under Odense Blomsterfestival på Byens bedste plads – Flakhaven

    Oprettet 10/08/2011 – 14:05

    Temaet for årets blomsterfestival i Odense, ”Nordisk mytologi”, giver ikke bare kreative muligheder i de mange udstillinger rundt om i Odense City. Det giver også festivalgæsterne en enestående oplevelse, når to asa-troende odenseanere lader sig vie på asa-vis.
    Det vil være de færreste festivalgæster, der har oplevet en lignende asa-ceremoni før. Og de færreste vil komme til at opleve det igen. For de fleste vil bryllups-ceremonien Lørdag den 20. august på Flakhaven i Odense derfor være noget særligt:
    – Vi har i forvejen et stærkt og kreativt tema for årets festival. Med asa-vielsen har vi dog fået sat en prik over i’et. For det bliver uden tvivl en særlig oplevelse for os alle, siger Vagn Jørgensen, der er formand for Foreningen Odense Blomsterfestival.
    Ikke show og sjov
    Der er lagt op til en spændende og højtidelig ceremoni, når Michelle og Henrik Pedersen indgår deres asa-ægteskab. Til gengæld skal gæsterne ikke forvente et udstyrsstykke med masser af show og sjov:
    – Det er ikke et skuespil, men derimod en traditionel ceremoni, der blot foregår i nutiden. Vi ser det som vores bidrag til at fortælle, hvordan det foregik engang i tidernes morgen. Det er vi da stolte over at kunne være med til, fortæller Michelle Pedersen, der lige nu sammen med Henrik og den gydje, der skal tilspørge parret under den såkaldte ”håndfæstelse”, er ved at planlægge ceremonien.
    – Der er nogle minimumskrav til ceremonien, som vi skal overholde, men ellers er der alle muligheder for at gøre det til en personlig ceremoni.
    Vores egen historie
    For festivalgæsterne på Flakhaven vil vielsen være et spillevende indblik i en del af vores nordiske historie. Henrik Pedersen, der er formand for asa- og vanetrosamfundet i Danmark, Forn Sidr, ser det samtidig som en mulighed for at udbrede kendskabet til asa-troen:
    – Jeg var da lidt skeptisk, da vi fik henvendelsen. Jeg havde nok regnet med, at vores vielse skulle være en lidt mere privat ceremoni! Omvendt kan jeg godt se, at det her har stor ”PR-værdi” for den gamle skik, og at vi kan være med til at give folk en anderledes oplevelse. Og så synes vi jo, at det er dejligt, at Odense Blomsterfestival i år handler om den nordiske mytologi, siger Henrik Pedersen.

  • Optakt til Årets Blomsterfestival i Odense.

    Oprettet 09/08/2011 – 12:06

    For eleverne på Kold College starter årets blomsterfestival allerede den 15. august.
    Mandag og tirsdag i uge 33 vil over 100 gartnerelever fra Kold College, sammen med deres undervisere, tilplante Flakhaven i Odense, så den står klar til årets største blomsterevent på Fyn, der starter onsdag den 17. august.
    De 165 elever, der lige er startet på uddannelsen den 1. august, står allerede efter blot 14 dage på skolen klar til at tage den store udfordring op, som det er at få omdannet Flakhaven til hjemsted for de store nordiske guder. Pladsen kommer naturligvis til at indeholde et væld af smukke blomster, men derudover vil den i år også være udsmykket med store udskårne træfigurer, som skovbrugslærer Per Obling har skåret ud af træstammer, med sin motorsav.
    Udover at udsmykke Flakhaven, hjælper eleverne også med at dekorere de mange forskellige gartneristande, hvor gartnerne på smukkeste vis udstiller deres blomsterkollektioner.
    Kold College har også sin egen stand på festivalen. Den er som tidligere år placeret i Platanhaven skråt overfor Flakhaven. Her indretter anlægsgartnereleverne haven, så den skaber den helt rette stemning af nordisk mytologi. Det er også her blomsterbinderne i løbet af festivalen binder gudesmukke buketter, og mon ikke kokke-eleverne fra Kold College tiltrækker såvel Guder som Jætter til haven, når først der breder sig en liflig duft af lækker klimavenlig mad.

  • Gartneriet Roses Forever

    Oprettet 08/08/2011 – 12:06

    International anerkendelse til dansk rosen-forædler
    – som har fremelsket en rose, der blomster i hele sæsonen, og som er usædvanlig modstandsdygtig. Og man behøver ikke at skulle klippe visne blade og blomster af den – for det gør den selv.
    Rosa Eskelund, der ejer og driver Roses Forever, er både rørt og stolt i disse dage. For hun har netop modtaget én af verdens mest prestigefyldte priser ”Rozenconcours Certifikat 1 e Klasse”, der gives inden for forædling af roser. Anledningen var, at Rosa Eskelund havde indsendt en helt speciel haverose til bedømmelse.
    – Det er første gang, vi deltager i lige netop denne konkurrence. For jeg har ikke villet gå på kompromis med min haverose. Først efter seks års forædling og testdyrkning fandt jeg rosen så unik, at jeg nu kunne sende den til bedømmelse hos det kritiske dommerpanel i Den Haag, der består af roseforædlere og rose-leverandører fra hele verden.
    Og det var åbenbart det helt rigtige tidspunkt. For dommerkomitéen bedømte hendes pinkfarvede rose til at være usædvanlig sund og modstandsdygtig samtidig med at den evnede at bevare sine mørke og skinnede farver. Det gjorde også indtryk på komitéen, at rosen i modsætning til andre roser selv smider sine gamle blomster og hele tiden kommer med nye knopper/blomster. Med andre ord, den blomster i hele sæsonen.
    Den første i rækken
    Rosen er den første af en serie, som Rosa Eskelund kalder Ekstra Sunde resistente haveroser. De fine ord dokumenteres blandt andet af det faktum, at rosen kan tåle hårdt regnvejr og er ekstrem modstandsdygtig over for plantesygdomme.
    Rosen har endnu ikke fået et navn, men vil formentlig blive opkaldt efter en kendt dansker. Forbrugerne vil kunne nyde den fra næste forår, hvor den kommer i handelen.
    – De fleste elsker at have roser i haven, men bliver ofte hurtigt trætte af at skulle passe og pleje dem. Ikke mindst fordi der tit går svampe i dem. Men min rose passer sig selv samtidig med at den blomstrer i hele sæsonen. Derfor er den også velegnet til parker og større arealer, slutter Rosa Eskelund, som i al beskedenhed nævner, at hun faktisk også lige har vundet 1. og 2. præmien i en anden international konkurrence, som drejede sig om de fineste potteroser.