Kategori: Sikkerhed

  • Væsentlig færre indbrud i julen 2012

    Oprettet 27/12/2012 – 13:00

    Det ser ud til, at flere danskere er sluppet igennem julen i år uden at komme hjem til en gennemrodet bolig. Sådan ser tallene ud den 27. december. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at der dukker flere anmeldelser op i de kommende dage, men tendensen er klar: Der er færre indbrud i julen i år end sidste år.
    Fra den 20. december og til den 26. december har politiet modtaget 1322 anmeldelser om indbrud i villaer, lejligheder, værelser og landejendomme. I samme periode i 2011 var tallet 1525.
    Politiet har brugt mange kræfter på at undgå juleindbrud
    Før jul har politiet bl.a. været i indkøbscentre og andre steder, hvor borgerne kunne få gode råd til, hvordan man sikrer sig mod indbrud. Andre steder i landet har politiet uddelt julekort med en venlig hilsen om en glædelig jul og med gode råd om indbrudssikring. Potentielle gerningsmænd til indbrud har fået besøg af politiet med ønsket om en god jul og en kraftig påmindelse om, at politiet holder øje med dem i juledagene. Der har været en målrettet patruljering og flere andre tiltag. Alle politikredse har brugt mange kræfter på at forhindre indbrud, og generelt set ser det ud til, at det er lykkedes.
    Ros til borgerne
    Politiet vil gerne uddele ros til borgerne, der har været meget lydhøre over for gode råd om bedre indbrudssikring. Det oplevede politiet bl.a. i forbindelse med spørgsmål/svar på Facebook, der blev holdt af Nordsjælland og Fyns Politi. Københavns Politi har i december gennemført en spørgerunde i samarbejde med TV 2, hvor emnet også har været bedre sikring af sin bolig.
    Politiet har i julemåneden modtaget mange opkald fra borgere, der har set noget mistænkeligt i deres kvarter, og det har også ført til gode resultater.
    Der er indbrud hele året
    Politiet håber meget, at de gode resultater fra julen smitter af på hele 2013, og at borgerne også i det nye år tænker på indbrudssikring og eksempelvis nabohjælp,
    Politiets indsats omkring indbrud fortsætter
    Politiet fortsætter indsatsen mod indbrud i de kommende dage, og der er således ikke nogen grund til at tro, at der er frit spil for indbrudstyve efter helligdagene.

  • Politiet på julespirituskontrol

    Oprettet 27/12/2012 – 12:59

    De landsdækkende kontroller rettet mod spiritus- og narkopåvirkede bilister op til jul er nu afsluttet. I perioden fra torsdag den 29. november til lørdag den 22. december 2012 blev der standset 18.586 køretøjer, og der blev konstateret 1.393 forseelser.
    Af konstaterede forseelser kan nævnes:
    138 spirituspåvirkede førere
    21 narkotika/medicin påvirkede førere
    37 personer kørte bil, selvom de var frakendt kørekortet
    78 kørte bil uden at have erhvervet kørekort
    254 havde undladt at anvende sikkerhedssele

  • Ford Focus – Første bil nogensinde med fire Euro NCAP-Priser

    Oprettet 30/11/2011 – 07:09

    Ny Ford Focus har skrevet historie! Som den første bil nogensinde, kan Ford Focus smykke sig med hele fire af Euro NCAP’s eftertragtede sikkerhedspriser.
    Euro NCAP har netop tildelt den velrenommerede familiebil Ford Focus endnu to sær-priser for sikkerhedssystemerne Driver Alert og Forward Alert. For kun en måned siden tildelte Euro NCAP to tilsvarende priser for sikkerheds-teknologierne Active City Stop og Lane Keeping Aid, som også begge er tilgængelige i den nye Focus.
    Driver Alert er et system, der, ved hjælp af avanceret kamera-teknologi og sensorere, er udviklet til at registrere træthed hos føreren. Systemet registrerer løbende bilens placering på vejbanen, ligesom bilens sensorere evaluerer førerens opmærksomhedsniveau. Resultatet vises som en advarselsmeddelelse i bilens instrumentpanel. Hvis systemet registrerer ujævn eller usikker kørsel i forhold til omgivelserne, bliver føreren først advaret og opfordret til at holde pause, siden alarmeret.
    Forward Alert er et system, der benytter radar-teknologi til at scanne forankørende bilers kørselsmønster. Hvis systemet registrerer en bremsende eller helt standset bil, og der dermed opstår fare for kollision, aktiveres en hørbar alarm. Hvis føreren ikke bremser, forberedes bremserne til omgående katastrofe-opbremsning. Føreren vil registrere et lille ryk og i samme øjeblik han slipper speederen vil bilen bremse ned, ligesom første berøring af bremsepedalen aktiverer bremserne med fuld kraft.