Beredskabets dag i Allinge

Oprettet 29/07/2015 – 11:59

Lørdag den 1. august 2015 kl. 11:00 – 16:00 inviterer Bornholms Beredskabsmyndigheder, herunder Bornholms Politi til Beredskabets Dag.
Vi er på Bornholm stolte af vores beredskab og det fine samarbejde, de forskellige myndigheder har i det daglige arbejde. Det er et samspil, der hviler på engagerede medarbejdere, unikke uddannelser og avanceret materiel.
På dagen vil der for besøgende gæster, unge som ældre, være mulighed for at komme helt tæt på både det arbejdende personale og det udstyr, der er uundværligt i de arbejdsmæssige udfordringer og indsatser, som de respektive myndigheder kan blive stillet overfor.
Bornholms Politi vil sammen med Politihjemmeværnet være til stede i egen stand på havnen, hvor politiansatte vil fremvise politiets udrykningskøretøjer og ATK bil (Automatisk Trafik Kontrol. Drenge og piger med politidrømme kan også komme op at sidde på en rigtig politimotorcykel.
Det tilstedeværende politipersonale glæder sig til en uformel snak med publikum, der måtte have spørgsmål til politiets arbejde og udrustning. For den, der måtte ønske politiet som arbejdsplads, orienteres om opbygningen af politiets grunduddannelse, samt hvilke krav der stilles til at blive optaget på Politiskolen.
Det vil også være muligt at få råd og vejledning fra en kriminalpræventiv medarbejder, der også gerne fortæller om Politiets mulighed for at arrangere Konfliktråd i straffesager.
Igen i år stiller Bornholms Politi op med en kampklar politimand bevæbnet med hovedpude. Han vil kæmpe målbevidst for trofæet ved Beredskabsdysten på planken over havneindløbet kl. 13:30.
En tjenesteivrig politihund vil kl. 14:30 eftersætte en tyveknægt langs havnefronten og helt sikkert holde ham godt fast, indtil politimanden kan anholde den formastelige.
Vi glæder os til at hilse på jer alle – vel mødt til Beredskabets dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *