Danskernes første år med 4G

Oprettet 09/12/2011 – 16:08

4G-netværket blev lanceret i Danmark af Telia for præcis ét år siden. I dag er dækningen udvidet til at dække 120 byer og 70 pct. af befolkningen – med hastigheder, der er 10 gange hurtigere end 3G-signalet. I denne uge lancerede Telia den første 4G-router.
Telia var de første herhjemme til at tilbyde sine kunder 4G-datatrafik. Det skete den 9. december 2010. Dengang kunne imidlertid kun 5 pct. af befolkningen i de fire største byer få glæde af det lynhurtige datanetværk. I dag, nøjagtig et år senere, er 70 pct. af danskerne fordelt på 120 byer* over hele landet, dækket af 4G. Inden årets udgang vil 75 pct. af den danske befolkning have mulighed for at komme på Telias 4G-netværk.
De høje hastigheder og lave svartider på 4G betyder, at man får helt nye muligheder med sin bærbare computer og inden længe også med sin smartphone, tablet mv. Dermed vil 4G reelt udviske skellet mellem faste og mobile netværksforbindelser.
4G er ikke kun til livet på farten
Telia har netop lanceret den første 4G-router. Det betyder, at 4G-forbindelsen ikke længere er begrænset til at køre over dongles og dermed til én computer på netværket ad gangen. 4G-abonnementet kan altså nu fungere som trådløst netværk i hjemmet med hastigheder, der ofte vil være hurtigere end de flestes eksisterende ADSL-forbindelse.
De nye 4G-routere kører ligesom 4G-dongles på sim-kort, hvilket betyder, at man kan udnytte sit eksisterende abonnement. Man skal blot indsætte sit sim-kort fra donglen i sin nye router, og så er man klar til at surfe frit i hele hjemmet eller der, hvor man nu har medbragt sin router.
I Sverige bliver den første tablet, der kan køre på 4G, lanceret allerede i december, og Danmark vil ikke være langt bagefter. Så allerede i det nye år vil mulighederne på 4G-netværket være væsentligt større.
”Efterhånden som flere hardwareenheder bliver tilgængelige på 4G-netværket skal danskerne til at vænne sig til et lynhurtigt, trådløst online liv på smartphones, laptops og tablets. 4G er det største, som er sket inden for mobilt bredbånd de sidste mange år, og faktisk har Danmark lige nu det mest veludviklede 4G-netværk i verden, hvilket i den grad er med til at promovere landet som højhastighedssamfund,” siger Christoph Nørgaard, VP Consumer, Telia Mobility Services.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *