Diplom-Is i Norge står stærkere med centraliseret og optimeret lagerlogistik

Oprettet 18/08/2014 – 10:59

Diplom-Is i Norge har fået optimeret distributionscenteret i Gjelleråsen, som nu er i drift med nyt udstyr, optimeret lagerautomation og omstrukturering af hele forsyningskæden. Dette vil fremover styrke virksomhedens fleksibilitet og position på et presset marked, samtidig med at omkostningerne pr. ordrelinje reduceres væsentligt, og kunderne ydes en bedre service. Fx er reaktionstiden fra ordre til afsendelse blevet reduceret med den mere end vellykkede SSI Schäfer-installation.
Centrallager afløser mindre depoter
Diplom-Is er Norges største is-producent, med enorme mængder is og frosne desserter til distribution under velkendte brands. Et produktionsvolumen i 2011 på 27 millioner liter førte til en omsætning på knap 930 millioner norske kroner, virkeliggjort af 550 dygtige ansatte.
Ikke desto mindre så ledelsen et behov for at gentænke konceptet for logistik og distribution, med henblik på fleksibilitet, rentabilitet og effektivitet. På et presset marked er det marginalerne der afgør succes, og man ønskede at nedbringe omkostningerne pr. ordrelinje, samtidig med at kundernes øgede behov for tidforbedringer mellem ordre og afsendelse blev imødekommet.
Hidtil er de færdigproducerede produkter blevet fordelt fra produktionen på paller ud til efterhærdning på strategisk placerede lokal-lagre på Norges vestkyst, klar til videresalg og distribution ud i det øvrige Norge som plukke- og pakkeordrer.
”Men denne proces har været omkostningstung og i mange tilfælde for ufleksibel”, lyder det fra SSI Schäfers kundekontakt hos Diplom-Is, Bård Schefte. Fleksibilitet er et nøgleord i denne branche, fordi salget varierer med vejret og årstiden. Diplom-Is må tilpasse både produktionen og forsyningskæden til forholdene. Forsyningskæden var før præget af idéen om at have produkterne så tæt på forbrugerne som muligt – men de spredte lokal-lagre medførte dyre håndteringsprocedurer for varerne undervejs fra fabrik til slutkunder, og Diplom-Is oplevede et stort pres på systemet i alle led i højsæsonen. ”Det nye logistiksystem fra SSI Schäfer og det centraliserede distributionscenter i Gjelleråsen vil sætte Diplom-Is i stand til at håndtere frost- og ’non-frost’-varer i større skala, hurtigere, glattere og billigere end før”, fastslår Bård Schefte.
Installation under drift – i iskoldt miljø
”Specielt for dette projekt er, at det blev installeret mens virksomheden var i fuld drift, og dét i temperaturer på 26-28 frostgrader”, fortæller projektdirektør Ronni Poulsen fra SSI Schäfer. Diplom-Is har nu kørt med systemet siden foråret 2013 og det har vist sig mere effektivt end forventet. Det betyder bl.a. at Diplom-Is nu kan klare sig med den faste medarbejderstab, også i højsæsonen. De avancerede plukkesystemer med stemmestyring gør det nemt at oplære nye medarbejdere, mens fejl og uhensigtsmæssige arbejdsgange fjernes.
”Når produkterne er blevet palleteret og hærdet, køres de ind i det system vi har leveret”, fortsætter Ronni Poulsen. ”Plukning fra de hele paller til kartoner foregår manuelt, men stemmestyret, således at medarbejderne ved nøjagtigt hvor de skal gå hen, samt hvad og hvor mange enheder de skal plukke”.
Ergonomisk er systemet stærkt forbedret, med hensigtsmæssige plukkehøjder og plateauer. Det er en mezzaninløsning hvor conveyorteknologi fører produkterne gennem automatisk sortering, og videre til forsendelsesbanerne.
”Det nye semi-automatiske plukke- og pakkesystem underbygger sammen med den strømlinede forsyningskæde og lagercentralisering vores lønsomhed og leveringssikkerhed, og har givet stærkt forbedret kvalitetssikring og varegennemstrømning. Samtidig er arbejdsforhold og ledelsesgrundlag forbedret. Vi har opnået større dynamik og højere kapacitet med brug af færre ressourcer, og ergonomien er forbedret med ’vare-til-mand’-princippet”, afslutter Bård Schefte fra Diplom-Is.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *