Et skridt i den rigtige retning

Oprettet 21/04/2013 – 21:59

Venstre og de øvrige borgerlige partier har netop indgået en aftale med regeringen om den første del af vækstpakken. Samlet set så vi gerne, at aftalen var mere ambitiøs, men det er et skridt i den rigtige retning.
– Vi har længe sagt, at grænsehandlen er et stort problem, der sender butiksarbejdspladser ned syd for grænsen. Nu fjerner vi sodavandsafgiften helt og så meget af ølafgiften, som det er muligt uden at komme på tværs af EU’s regler. Det stopper ikke al grænsehandlen, men det kan forhåbentligt betyde, at vi kan beholde nogle af butikkernes arbejdspladser her i Danmark, siger Venstres finansordfører Peter Christensen.
Desuden bliver VK-regeringens BoligJob-ordning genindført, og det bliver også muligt at bruge ordningen til sommerhuse. Ordningen, som regeringen afskaffede ved årsskiftet sammen med Enhedslisten, sikrer arbejdspladser til danske håndværkere.
– BoligJob-ordningen er en håndsrækning til danske familier og danske håndværkere. Ordningen sikrer vækst, arbejdspladser og praktikpladser i mange pressede fag. Så hvis man vil bevare danske arbejdspladser, giver det ikke mening at afskaffe ordningen. Det er altid noget, at regeringen nu har fundet ud af, at det var en dårlig idé at afskaffe aftalen, siger Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby.
Venstre fik med reformerne af SU og kontanthjælp hentet i alt næsten to milliarder mere end regeringen havde lagt op til. Det kommer nu erhvervslivet og danske arbejdspladser til gavn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *