”Find Gårdbutik” – Ny app viser vej til danske gårdbutikker

Oprettet 15/03/2013 – 13:59

Ny applikation til mobiltelefonen gør det lettere at finde frem til gårdbutikkerne med de bedste råvarer og det bedste madhåndværk
Nu bliver det lettere for gastronomisk eventyrlystne danskere, sommerhusgæster og turister at finde frem til de gårdbutikker, der fører sæsonens bedste råvarer og det lækreste madhåndværk: En ny app til iPhone og Android viser vej til landets bedste gårdbutikker. Appen rummer i første omgang godt 100 gårdbutikker i hele Danmark.
”Appen er den første af sin art i Danmark – og den afspejler vores øgede interesse for lokalt producerede kvalitetsmadvarer”, siger Lasse Solheim. Han var projektleder på det projekt om oplevelsesøkonomi i landbruget, som appen er et direkte resultat af.
”Vi fandt ud af at mange gårdbutikker ikke er kendte i lokalsamfundet og at turister og sommerhusgæster efterspørger lokale kvalitetsfødevarer” siger Lasse Solheim, og peger på at såkaldte ”gastroturister” i disse år strømmer til Danmark for at opleve noma og andre gourmet-oplevelser, landet har at byde på. ”Der er masser af store gastronomiske oplevelser at hente i landets gårdbutikker – og det er dem, vi gerne vil give mange flere mulighed for at få del i”.
Appen, som kan hentes gratis på Google Play og App Store, fortæller om de nærmeste gårdbutikker, giver kørselsvejledning og en lidt mere detaljeret beskrivelse af gårdens produkter og de oplevelser, gården tilbyder. Brugerne af appen har også mulighed for at dele deres oplevelser og billeder via de sociale medier facebook og twitter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *