Oprettet 29/08/2011 – 20:06
Lørdagens indsamlingsshow Afrika NU! beviste endnu engang danskere store vilje til at hjælpe andre mennesker i nød. Det samlede resultat, som skal deles mellem de 12 organisationer, blev på i alt 110 millioner kroner. Læger uden Grænser bruger støtten til projekter i Somalia, Etiopien og Kenya.
Godt 12 millioner kroner. Så meget modtager Læger uden Grænser fra Afrika NU!-indsamlingen, som lørdag blev sendt på DR1 og TV2. Donationerne kommer fra virksomheder og private og går til organisationer, som hjælper ofrene for krisen i Østafrika. Læger uden Grænser i Danmark skynder sig at få omsat støtten til nødhjælp i Somalia og i flygtningelejre i Etiopien og Kenya.
”Vi er overvældede over den generøsitet og det engagement, som danskerne har vist. Vi vil så fra vores side sørge for, at penge bliver omsat til lægehjælp, vaccinationer, rent vand og nødhjælpspakker”, siger Michael G. Nielsen, direktør i Læger uden Grænser i Danmark.
Læger uden Grænser fokuserer sin indsats på at hjælpe i Somalia, som udover den nuværende tørke er mærket efter to årtiers borgerkrig. Adgang til sundhedshjælp er næsten ikke-eksisterende og kampene sender stadig mange på flugt. Læger uden Grænser har arbejdet uafbrudt i Somalia siden 1991 og har projekter 13 steder i Somalia.
Læger uden Grænser giver lægehjælp, behandling for underernæring, vaccinationer, rent vand og nødhjælpspakker til flygtninge i lejrene i Liben i Etiopien og Dadaab i Kenya. Vi har i alt flere end 38.200 børn, gravide og ammende kvinder i behandling for underernæring i Somalia, Kenya og Etiopien.
Læger uden Grænser har til dato samlet omkring 13,5 millioner kroner ind til sit akutte hjælpearbejde i Somalia og i flygtningelejrene i Etiopien og Kenya.