SE hilser regeringens digitale vækstplan velkommen, men efterspørger et højere overordnet ambitionsniveau

Oprettet 08/12/2014 – 13:59

Regeringen lancerer i disse dage sin vækstplan for digitalisering. SE, der i disse år investerer over 5 mia. kr. i fiberbredbånd og som arbejder for en større digitalisering af det danske samfund med Stofa som spydspids, hilser samlet set vækstplanen velkommen. SE efterspørger dog i samme åndedræt, at regeringen hæver det overordnede ambitionsniveau. Særligt et nyt og moderniseret teleforlig kunne blive helt centralt værktøj for at fremme konkurrencen på det danske telemarked – til glæde og gavn for de danske digitale forbrugere samt for det danske samfund generelt. Det vil nemlig kunne øge teleselskabernes samlede investerings-villighed ganske betragteligt.
Regeringens vækstplan er en opfølgning på de anbefalinger, som vækstteamet for IKT og digitalisering overgav til regeringen i januar 2014.
– Hos SE kvitterer vi for, at regeringen har fokus på at skabe vækst og en forbedring af konkurrenceevnen gennem en satsning på digitalisering. Digitaliseringen af samfundet har et kæmpe potentiale, men det kræver en omstilling, og det er positivt at regeringen tager fat om denne mulighed, udtaler Niels Duedahl, adm. direktør i SE.
Vækstplanen adresserer både det private erhvervsliv, det offentlige samt brugerne. Det er vigtigt og positivt, at planen har fokus på hele værdikæden for at skabe øget digital omstilling.
For en bredbåndsudbyder som SE, der via Stofa servicerer næsten en halv mio. danske familier og virksomheder, vil planen kunne sætte yderligere fart på efterspørgslen efter højhastighedsbredbånd, i takt med at erhvervslivet i stigende grad bliver digitaliseret.
Når det er sagt, så efterlyser SE dog en mere overordnet og ambitiøs målsætning i forhold til Danmarks digitale omstilling:
– Initiativerne for at fremme investeringerne i den digitale infrastruktur ligger desværre langt fra den anbefaling, som vækstteamet afgav tilbage i januar. Nemlig, at alle danske husstande og virksomheder hurtigst muligt skal have adgang til højhastighedsbredbånd. For at hæve investeringsniveauet på tele-området igen, således at Danmark atter kan blive en digital vindernation, bliver vores politikere på Christiansborg nødt til at tage det gamle teleforlig op til revision og gøre den tidssvarende. Gøres det på den rigtige måde, kan der skabes bedre konkurrence, ny dynamik og mange flere investeringer – til glæde og gavn for de danske digitale forbrugere og for det danske samfund generelt, udtaler Niels Duedahl og slutter:
– En høj digital tilgængelighed burde være en rettighed der er alle forundt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *