Smuk renovering og nybyggeri anerkendes

Oprettet 05/09/2011 – 08:05

Alt har sin pris – også bygninger. I 2011 uddeler Sønderborg Kommune for andet år i træk anerkendelser for smuk bygningskultur. Priserne uddeles i samarbejde med museet på Sønderborg Slot og foreningen ”By og Miljø” i Sønderborg kommune.
Anerkendelsen uddeles inden for kategorierne ”Smuk istandsættelse og vedligehold”, ”Smukt nybyggeri” og ”Smukt uderum”.
Formålet med anerkendelsen er, at påskønne istandsættelse og renovering af bevaringsværdigt byggeri, som har historisk, kulturhistorisk og/eller æstetisk værdi, og hvor der i materialevalg m.v. er taget udstrakt hensyn til byggeriets oprindelige udtryk og arkitektur. Desuden påskønnes nybyggeri, der såvel arkitektonisk, æstetisk og kvalitetsmæssigt tilføjer kommunen nye og særlige kvaliteter.
– Vi bestræber os på at komme rundt i hele kommunen, når vi udvælger vinderne. Det gør vi i respekt for, at flere af de ”gamle” kommuner før kommunesammenlægningen havde deres egen pris for særlig flot renovering eller flot nybyggeri. Sidste år gik priserne til Linaks runde erhvervsbyggeri, en smuk ombygning og renovering af et hus fra 1847 på Gartnervænget i Broager og haven ved Knøs´Gård i Hørup. Det er rigtig dejligt, når nogen gør lidt ekstra ud af en renovering eller et nybyggeri, og sætter æstetik og god arkitektur i højsædet. Det er en berigelse for os alle, siger borgmester Aase Nyegaard, der selv står for prisoverrækkelsen den 11. oktober.
Du kan indstille dig selv, hvis du synes din renovering fortjener prisen, eller du kan indstille naboen, hvis hun har fortjent den. Det kan også være det smukke nybyggede hus, du cykler forbi på vej til arbejde.
Prisen er en plakette, dvs. en støbt bronzeplade med et møllemotiv og teksten ”Anerkendelse”. Kunstnerne bag plaketten er Vibeke Fonnesberg og Hanne Ida Helstrup Knudsen.
Vi skal have modtaget jeres forslag senest den 19. september. Plaketten uddeles i forbindelse med arkitekturens dag den 11. oktober.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *