Sønderborg Kommune bliver hovedsponsor for Sønderjyske Herrehåndbold

Oprettet 05/09/2011 – 08:05

Det er rigtig god branding af Sønderborg, at vi er hjemkommune for et hold, der tager kampen op med stjernerne fra AG København, og derfor bliver vi nu hovedsponsor, siger formanden for Kultur og Erhvervsudvalget i Sønderborg Kommune, Stephan Kleinschmidt.
Efter et nervepirrende slutspil i foråret lykkedes det endelig for Sønderjyskes håndboldherrer at spille sig op i Håndboldligaen. Sønderjyske lægger ud med to udebanekampe den 7. og 10. september, og den første hjemmebanekamp spilles i Humlehøj Hallen den 14. september. Her bliver modstanderen Lemvig-Thyborøn Håndbold. Det bliver en spændende og nervepirrende sæson, hvor alt kan ske.
Sønderborg Kommune bakker fuldt og helt op om de lokale håndboldherrer, der med deres indsats lever op til Sønderborgmanifestets budskab om, at vi tror på os selv, og vi gør en forskel. Sønderborg Kommune sætter nu handling bag ordene og bliver hovedsponsor for Sønderjyske Herrehåndbold de næste tre år. Det fremgår af en ny samarbejdsaftale med Sønderjysk Elitesport.
Formanden for Sønderborg Kommunes Kultur og Erhvervsudvalg, Stephan Kleinschmidt, er glad for den nye samarbejdsaftale.
– Jeg tror, at de allerfleste sønderjyder er stolte af, at fodbolddrengene fra Sønderjyske lige nu ligger på en flot 3. plads i Superligaen efter en fornem sejr på 4- 2 over OB, endda på udebane. Jeg er sikker på, at håndboldherrerne også vil yde en pragtpræstation i Håndboldligaen og gøre os lige så stolte. Det er rigtig god branding af Sønderborg, at vi er hjemkommune for et hold, der tager kampen op med AG København med stjernerne Joachim Boldsen, Lars Jørgensen, Kasper Hvidt og Mikkel Hansen. Dem glæder vi os til at se her i Sønderborg, siger Stephan Kleinschmidt.
Som led i samarbejdsaftalen forpligter Sønderjyske Herrehåndbold sig til ved forhandling og genforhandling af sponsorater at drøfte sponsoratets muligheder for at tilbyde en lærlinge- eller praktikplads.
– Sønderborg Kommune arbejder for visionen om, at 95 procent af en ungdomsårgang får en uddannelse. Det har derfor været vigtigt for os, at bruge samarbejdsaftalen som løftestang for at virkeliggøre denne målsætning, siger Stephan Kleinschmidt.
Hvis Sønderjyske formår at bide sig fast i Håndboldligaen bliver hjemmekampene i næste sæson spillet i den nye hal i Dybbøl, der bliver færdig i maj 2012. Her bliver tilskuerkapaciteten fordoblet fra de nuværende 1000 pladser i Humlehøj Hallen.
Sports – og Salgsdirektør i Sønderjyske Herrehåndbold, Simon Hajdu Lindhardt, glæder sig over udviklingen:
– Det lyseblå herrehåndboldprojekt har været på en fantastisk rejse, siden holdet startede forfra i Sønderborg og tredje division. Opbakningen i landsdelen og lokalområdet i særdeleshed har både tilskuermæssigt og fra virksomhederne været markant stigende gennem årene. Vi er glade og stolte over, at Sønderborg Kommune i den grad er på banen for Sønderjyske, og jeg er overbevist om, at vi ved fælles indsats nok skal få sat Sønderborg og Sønderjylland på landkortet. Sønderborg Kommune bliver hovedsponsor på lige fod med Danfoss A/S og Broager Sparekasse, og sammen med de mange andre sponsorer har vi fået skabt et stærkt fundament for den fortsatte udvikling i Sønderjyske Herrehåndbold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *