Tivoli indgår tocifret millionaftale

Oprettet 23/04/2013 – 13:59

Bryggerivirksomheden Royal Unibrew har netop forlænget sin sponsoraftale med Tivoli. Det betyder, at bryggeriet, som er Skandinaviens største eksportør af drikkevarer samt Danmarks næststørste bryggeri, fortsætter med at være eksklusiv leverandør af øl og sodavand til Tivoli samt officiel partner for en række af Havens rytmiske musikaktiviteter frem til 2018. Aftalen er blandt Royal Unibrews tre største danske sponsorater, og den indbringer Tivoli et solidt tocifret millionbeløb.
I 2009 skiftede Tivoli øl-leverandør fra Carlsberg til Royal Unibrew, og det samarbejde har været så stor en succes, at aftalen nu forlænges til 2018. Royal Beer fortsætter dermed som sponsor for Fredagsrock, der er blandt Havens mest populære begivenheder med næsten ½ mio. gæster fordelt på sommersæsonen. Derudover har visningen af Champions League finalerne på storskærme på Plænen været en stor publikumssucces, som parterne vil fortsætte med.
Royal Unibrew deltager også i udviklingsarbejdet med musikken i Tivoli og har senest støttet udviklingen af det nye teenagerkoncept Pop-UpTorsdag. Her præsenterer Pepsi Max og Tivoli sammen unge popnavne på en nydesignet flydende pop-up scene i Springvandet ud for Tivolis Koncertsal.
Hans Savonije, Executive Director fra Royal Unibrew
”Vi er stolte over at det er vores produkter, som sælges til Tivolis millioner af gæster hvert år. Tivoli er en innovativ og modig partner, der matcher vores ambitioner om at skabe dynamik og fornyelse omkring vores events og brand. Hidtil har Fredagsrocken med Royal Beer været flagskibet i samarbejdet, men nu forventer vi, at Pepsi Pop-Up torsdagene udvikler sig til en ny platform, hvor vi møder et yngre publikum med hang til popmusik. Pepsi Max har i generationer arbejdet med nogle af verdens største popidoler, men vi kommer med dette initiativ også til at hjælpe morgendagens popstjerner på vej frem.”
Lars Liebst, adm. direktør for Tivoli siger
”Det har været en stor fornøjelse at få Royal Unibrew ind i Tivoli. De har været en professionel leverandør og ikke mindst en inspirerende samarbejdspartner f.eks. i udviklingen af nye musikkoncepter. Vi glæder os over, at vi kan forlænge den vigtige aftale, så vores 4 mio. gæster fortsat kan få kvalitets øl i glasset og nye musikoplevelser med hjem”.
Til dig der vil vide mere…
Bryggerivirksomheden er Skandinaviens største eksportør af drikkevarer og er samtidig Danmarks næststørste bryggeri. Royal Unibrew markedsfører og distribuerer i Danmark blandt andet Royal Beer, Albani, Ceres, Pepsi, Faxe Kondi, Heineken, Nikoline, Tempt og Egekilde.
I Danmark er bryggeriet blandt de førende leverandører af øl og læskedrikke med en række stærke brands. På de internationale markeder for maltdrikke er bryggeriet blandt markedslederne i premium segmentet.
I 2012 havde Selskabet en omsætning på DKK 3,4 mia. og afsatte 5,4 mio. hl øl, malt- og læskedrikke. I alt beskæftiger Koncernen, der har hovedsæde i Faxe, Danmark, ca. 1.635 ansatte. Royal Unibrew er noteret på NASDAQ OMX og har mere end 17.000 aktionærer.
Group Marketing Manager Beer Lars Mejlgaard udtaler i den forbindelse:
”Royal Unibrew lancerede i 2010 Royal Beer kommunikations platformen; TAK Rock – en kampagne der nu kører på 3. år og har inkluderet store danske musik navne såsom; Kashmir, Sort Sol, Magtens Korridorer og seneste Veto samt The Floor is made of Lava m.fl.
Udgangspunktet for kampagnen er, at rockmusikken har givet de fleste danskere oplevelser og minder – og at branchen fortjener at få noget tilbage. Med Tak Rock! arbejder vi for at forbedre vilkårene for danske upcoming rockbands, så de får bedre muligheder for at komme ud og spille for publikum. Kampagnen indeholder ud over www.royalbeer.tv Band basen, nu med mere en 1000 tilmeldte og aktive bands, også muligheden for live optræden.
Netop i relation til live optræden, er Tivoli en fantastisk samarbejdspartner, hvor nytænkning altid er velkommen, og hvor vi blandt andet med Fredagsrock Festival d. 10. maj, har mulighed for at stille en scene til rådighed for TAK Rock bands.” slutter Lars Mejlgaard, Group Marketing Manager Beer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *