VEGA hylder alle hjørner af den danske sangskat

Oprettet 08/09/2015 – 13:30

VEGA hylder alle hjørner af den danske sangskat
Når VEGA hylder Den Danske Sangskat i Store VEGA den 12. september, bliver det med repræsentanter fra alle hjørner af den danske kulturarv – fra Suspekt til Dodo til Silas Bjerregaard samt seneste tilføjelse til aftenens program, kulturminister Bertel Haarder.
Den danske kulturarv bliver taget op til debat, når VEGA inviterer til fællessang og hylder Den Danske Sangskat i Store VEGA den 12. september. Den danske kulturarv spænder bredt, og det samme gør de sange, der skal synges, og de musikere der er på scenen.
Kulturminister Bertel Haarder tilføjet som gæst
Sammen med sangguide Michael Bojesen, Suspekt, Dodo, Silas Bjerregaard, Christian Hjelm, Kjartan Arngrim, Ida Wenøe og Katinka, vil kulturminister Bertel Haarder træde op på scenen i Store VEGA og præsentere deres bud på en dansk sangskat.
Sangene er udvalgt af aftenens medvirkende, af VEGA og af publikum, der har ønsket og indsendt deres bud på sangskatte, og derfor bliver aftenens program også bredt.
Bredt sangprogram
Udover at synge Bertel Haarders eget bidrag til Højskolesangbogen ’Der er et venligt lille land’, er Dodo & The Dodos’ 80’er-klassiker ’Vågner I Natten’, Mathias Nielsen og Mads Nielsens smukke ’En Lærke Letted’, Back To Backs ’Jonathan’, Solen Er Så Rød Mor’ af Carl Nielsen, Suspekts egen ’Danmark’ og mange, mange flere sange på aftenens program. Med valget af sange er det målet at nå så vidt omkring i den danske sangskat som muligt.
“På lørdag giver vi et lille indblik i den enorme og fantastiske samling af sange, vi har i Danmark. Vi dykker ned i de sange, vi elsker og som gør indtryk, og vi kommer til at prikke til din opfattelse af, hvor bred vores sangskat faktisk er. Samtidig vil vi opfordre alle til at synge mere sammen og vise at fællesskab absolut er på mode på Vesterbro”, siger booker og arrangør Lene Vive Kristoffersen.
Få en bid mad til sangskatten
Lørdag aften vil der også være mulighed for at få en bid god dansk sensommermad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *