Vildfarelser og misforståelser om energiforskningen

Oprettet 29/08/2011 – 14:06

Klima- og Energiminister Lykke Friis slår fast, at regeringen fortsat vil satse på energiforskning. Hun afviser påstande om, at regeringen skærer ned på området.
“Regeringen har tredoblet de offentlige midler til energiforskningen siden 2001, og det er vores ambition at fastholde et højt niveau, også næste år. Det er derfor, at vi med den netop fremlagte vækstpakke har afsat yderligere midler til energiforskning “, siger klima- og energiminister Lykke Friis (V).
I vækstpakken er der afsat yderligere 75 mio. kr. til Energiteknologisk Udviklings og Demonstrations Program (EUDP) for indeværende år.
I forslag til Finanslov 2011 var der afsat en basisbevilling til EUDP på 49 mio. kr. Efter fordelingen af globaliseringspuljen endte det med i alt 391 mio. kr. I forslag til Finanslov 2012 år er der afsat en basisbevilling til EUDP på 50 mio. kr.
“Vi har gjort nøjagtigt det samme i år, som sidste år”, siger Lykke Friis, der undrer sig over kritikken:
“Jeg har bemærket at nogle – også nogle, der udmærket kender processen – hævder at regeringen skærer ned på energiforskningen. Det er mildest talt en vildfarelse. Nøjagtig lige som sidste år er det regeringens plan, at yderligere midler til energiforskningen skal udmøntes i forbindelse med globaliseringsforhandlingerne. Og da de forhandlinger ikke har fundet sted endnu, kan man jo ikke sige noget om, hvor stort et beløb der i sidste ende bliver afsat til energiforskningen for 2012.”, siger Lykke Friis (V).
“Energiforskning er nødvendig for omstillingen til fossiluafhængighed, og for at danske virksomheder kan udnytte mulighederne på de globale markeder for grøn teknologi. Derfor vil vi bestræbe os på at fastholde et højt ambitionsniveau.”, siger Lykke Friis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *