Oprettet 22/09/2008 – 15:40
Lübker Golf Resort sprænger igen alle golfens rammer med et højt internationalt niveau, der kan give dig friværdi for én million kroner og/eller en AUDI A4 til en halv million kroner.
Mens renterne stiger med ekspresfart og husejere med 1-årige Flexlån ryster for decembers omlægning, kaster Lübker Golf Resort en lynhurtig model til mere friværdi på banen: Reducér prisen på din nye bolig med en million ved at lave Hole in One. Er man rigtig dygtig kan man samtidig blive godt kørende, da der på et andet par 3 hul er en AUDI A4 i præmie for samme ultimative slag.
De attraktive præmier, som uden sammenligning er de største, der er set for Hole in One på en dansk golfbane, kommer i spil i den kommende uge, hvor der er daglige begivenheder for at markere åbningen af Nordeuropas største og mest eksklusive golf, gastronomi og velvære ressort, Lübker Golf Resort, i Nimtofte på Djursland. Åbningen fejres med en serie af begivenheder og overværes af notabiliteter fra hele verden, herunder 35 journalister fra USA og Europa.
”Mange vil naturligvis sige, at det er svært at få Hole in One, selv om de kun er 108 meter fra millionen, hvis de står på gul tee. Derfor har vi fordoblet chancerne og giver mulighed for at vinde den ene – eller begge – de attraktive præmier i hele to turneringer”, siger Poul Anker Lübker.
Både i turneringen torsdag 25. september, og på selve den officielle Grand Opening dag, lørdag 27. september, vil der være Hole in one præmier. På 4. hul på den krævende sløjfe Sand Course (198 meter fra gul tee), og på 7. hul på Sky Course (108 meter fra gul tee) vil præmien være henholdsvis en AUDI A4 til en halv million kroner, og et bevis på én million kroners reduktion ved køb af et af de efterspurgte luksushuse fra Kobra, der ellers sælges til en pris på 2.854.000 kroner.
Kobra huset er allerede bygget og ligger på Lübker Allé 15. Det er 110 kvadratmeter og har udsigt til golfbanen.
At det bestemt ikke er en umulig opgave viser den stadig helt unge historieskrivning. Ved medlemmernes interne åbning af golfbanen 4.-6. juli var der også en AUDI A4 i spil. Det var på banens 11. hul. Her blev dog ikke scoret, men et af klubbens mange medlemmer, 43-årige Benny Bjørnsholm fra Harlev, satsede og vandt på det 108 meter lange 7. hul.
Det er netop her, man kan spille om friværdien på en million kroner. Hele to gange i den samme uge.