2,9 milliarder til netmedierne i 2008

Oprettet 12/03/2009 – 15:07

Det forgangne år blev et godt år for de danske internetmedier. Væksten fortsatte i pæn stil med en samlet omsætningsfremgang på 17 procent i forhold til 2007. Det er bannerannoncer og søgeord der trækker væksten, det viser markedsstatistikken for 2008 fra FDIM.
De danske internetmedier kom pænt ud af 2008. Hele 2,9 milliarder kroner blev der købt annoncer for på nettet. Hvis man sammenligner 2007 med 2008 var der en vækst i banneromsætningen på 22 procent, mens søgeordsannoncering tegner sig for en vækst på 44 procent. Dermed er netmedierne ikke mærkede af den generelle økonomiske udvikling som de øvrige mediegrupper.
“Vi kan absolut være tilfredse med resultatet for 2008. Faktisk rammer vi ret præcist den vækstprocent vi forventede efter at have set tredje kvartals tal. Det er naturligvis ingen hemmelighed at vækstprocenterne er lavere end dem vi så i 2007, men i et marked, hvor de fleste har negativ vækst er det godt at vi fortsat holder to-cifrede vækstrater,” siger Christian Peytz, formand for FDIM.
Banneromsætningen er tæt på at runde én milliard kroner i 2008. Alene i fjerde kvartal 2008 slog banneromsætningen sin egen rekord ved at nå 246 millioner kroner. Til sammenligning blev der omsat for 231 millioner kroner samme kvartal 2007. Søgeord, der kun opgøres på årsplan, havde en fremgang fra 548 millioner kroner til 788 millioner kroner fra det ene til det andet år. Et andet område, der kun opgøres på årsplan er Permission Marketing. Her er der ligeledes vækst fra 110 millioner kr. i 2007 til 136 millioner kroner i 2008 svarende til 24 procent.
Kategorien Markedspladser er det eneste område, hvor der er et svagt fald i forhold til 2007. Faldet skyldes primært omsætningen for jobannoncer, der faldt med 8 procent i forhold til 2007. Men på trods af det ligger omsætningen for de samlede markedspladser på 1,077 milliarder kroner.
“Det er nu at nettet skal vise sin værdi over for annoncørerne. Vi er et effektmedie, der giver omsætning for annoncørerne. Antallet af brugere på nettet er konstant uanset, hvilken vej konjunkturerne går, og derfor giver det god mening at benytte sig af netmediet når man skal ud med sit budskab som annoncør,” siger Christian Peytz.
Jobudvikling naturlig
At Jobannonceomsætningen falder, hænger direkte sammen med antallet af udbudte job. Jo færre job, jo færre annoncer. Derfor kommer udviklingen ikke bag på FDIMs Jobudvalgsformand.
“Vi kender spillereglerne. I tider, hvor det ikke går så stærkt, bliver der udbudt færre job, og det kan spillerne på jobannoncemarkedet mærke med det samme. Ligesom opsvinget – når det kommer – straks viser sig i form af en forøgelse i jobannonce tallet. Jobomsætningen følger den økonomiske udvikling direkte, og ingen kan sælge jobannoncer, hvis der ikke er ledige stillinger, derfor er det ikke meget andet at gøre, end at vente på, at beskæftigelsen igen vender pilen opad.,” siger Jan Bergh, formand for FDIMs jobudvalg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *