3 stadig i førertrøjen på mobilt bredbånd

Oprettet 27/11/2008 – 12:30

3 er stadig Danmarks førende leverandør af mobilt bredbånd, selvom konkurrenterne siden årsskiftet har satset massivt på området. Med mere end 88.000 mobilt bredbåndskunder og en markedsandel på 54,4 procent er 3 markedets suverænt største leverandør af mobilt bredbånd. Samtidig fastholder 3 sin årelange tradition for to-cifrede vækstrater og forøger sin kundebase med godt 36.000 kunder i første halvår af 2008. Det viser den nyeste telestatistik, som IT- og Telestyrelsen offentliggjorde i dag.
Der var lagt i kakkelovnen til en omfordeling af markedsandelene på mobilt bredbånd da 3’s konkurrenter i første halvår af 2008 for alvor satte turbo på markedsføringen. Ved slutningen af 2007 stod 3 for hele 96,4 procent af al mobil datatrafik i Danmark – en nærmest monopollignede position. 3’s ambition i 2008 var – som et af fire selskaber i Danmark med en 3G-licens – at fastholde en markedsandel på minimum 25 procent, og den ambition blev opfyldt til fulde i første halvår.
”På trods af en massiv konkurrence på mobilt bredbånd har vi forsvaret vores position og har fortsat en meget tilfredsstillende markedsandel på 54,4 procent. Og så skal man ikke undervurdere, at 3 nu har fået hjælp fra konkurrenterne til at markedsføre mobilt bredbånd. Det kan mærkes på vores salg, som tordner fremad i denne tid. Jeg tror, at vi netop nu oplever begyndelsen til enden for de gammeldags ADSL forbindelser”, siger adm. direktør Morten Christiansen fra 3.
Den nye telestatistik viser også, at 3’s andel af den mobile datatrafik i Danmark ligger på 91,9 procent og dermed er langt større end selskabets faktiske markedsandel. Det afspejler, at 3’s kunder bruger det mobile bredbånd mere end kunderne i de øvrige selskaber, hvilket skyldes, at flere og flere kunder bruger det mobile bredbånd som en erstatning for deres gammeldags kabelførte forbindelser – i stedet for tidligere som et supplement. Det forudsætter et 3G netværk med god dækning, stor kapacitet og høj hastighed – og det har 3.
”Vores kunders høje forbrug er en klar indikation af, at mange allerede har udskiftet deres gammeldags ADSL forbindelse med mobilt bredbånd – og det er en udvikling, som er meget interessant for os. Vores netværk dækker nu hele 86 procent af befolkningen med hastigheder op til 7,2 Mbit/s og er dermed et fuldgyldigt alternativ til de traditionelle forbindelser. Vores netværk er da også flere gange blevet kåret som landets bedste i forskellige uafhængige netværkstest”, siger Morten Christiansen.
I september offentliggjorde professor Knud Erik Skouby fra ”Center for Communication, Media and Information Technologies” på Aalborg Universitet en undersøgelse, som dokumenterede, at 3 har Danmarks bedste 3G-datanetværk. Undersøgelsens konklusioner er blevet bekræftet af flere medier, bl.a. magasinet Mobil, og DR’s Rabatten, som har været på køretur med 3’s EazyInternet i det ganske land. 3 har allerede påbegyndt en opgradering af sit netværk fra 7,2 Mbit/s til 14,4 Mbit/s – en hastighedsforøgelse, der dog indtil videre blot benyttes til at forøge kapaciteten i selskabets netværk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *