DF: Regeringen må ikke lade fattige kommuner i stikken – sagen rejses i FT

Oprettet 24/10/2011 – 06:59

Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, vil have indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestagers ord for, at de svage kommuner ikke bliver svigtet. Det sker efter at den nye regering – som led i striben af løftebrud – har fjernet den bebudede udligningsreform.
Kristian Thulesen Dahl håber, at der i Folketinget vil kunne skabes flertal for en mere retfærdig udligning mellem rige og fattige kommuner.
”Jeg må konstatere, at både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har lovet en mere retfærdig økonomisk fordeling mellem landets kommuner. Dette for at sikre borgerne en mere ensartet offentlig service uanset hvor i landet man bor. Danskere i yderområder har jo også krav på god børnepasning, skolegang og ældrepleje”, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:
”Under den tidligere regering gik der stort set ikke en dag, uden at ledende folk fra de to partier beklagede de fattige kommuners situation. Men meget er ændret, siden forhandlingerne i det berømte tårn på Crown Plaza blev afsluttet. Ikke mindst har løftebruddene hobet sig op”, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han tilføjer, at kommunernes situation er uændret og ærgrer sig over, at reformen ser ud til at være taget af bordet:
”Jeg ved, at rigtig mange trængte kommuner havde set frem til den økonomiske lindring, som en udligningsreform kunne have tilvejebragt. Derfor er skuffelsen rundt om i landet til at tage og føle på. Og særligt mærkværdigt bliver hele miseren af, at de radikale tidligere også har været tilhængere af en større økonomisk lighed mellem landets kommuner”, siger Kristian Thulesen Dahl, der nu vil konfrontere indenrigs- og økonomiministeren med sagen i onsdagens spørgetid i folketingssalen og ser frem til debatten med ministeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *