K: Nødvendig fleksjobreform

Fleksjobordningen skal sikre mennesker med nedsat arbejdsevne en fremtid på arbejdsmarkedet. Men der er behov for en ændring af ordningen, så indsatsen koncentreres om de svageste i samfundet, mener Konservatives arbejdsmarkedsordfører Helle Sjelle.

”Fleksjobordningen flytter arbejdskraft fra almindelig til støttet beskæftigelse. Det kan ikke være rigtigt, at de 2500 bedst lønnede fleksjobbere med en årsløn på over 700.000 kroner skal have næsten 250.000 kroner i offentligt tilskud. Det kan heller ikke være rigtigt, at 20 procent af fleksjobberne får højere løn i deres fleksjob, end de gjorde i deres almindelige job,” siger Helle Sjelle i en kommentar til tal fra Beskæftigelsesministeriet.

”Hensigten med fleksjobordningen var, at flere personer med varigt nedsat arbejdsevne skulle fortsætte på arbejdsmarkedet for at undgå en førtidspensionering. Desværre er det ikke gået sådan. Antallet af fleksjobbere er steget uden, at antallet af nytilkendte førtidspensioner er faldet,” siger Helle Sjelle.

Hun ser derfor frem til efterårets forhandlinger om en reform af både førtidspensionen og fleksjobordningen, hvor Konservative vil lægge vægt på, at begge ordninger bliver forbeholdt de svageste medborgere.

”Vi bør i stigende grad sikre, at overførselsindkomster som førtidspension og løntilskud bliver forbeholdt de svageste i vores samfund, som ydelserne er tiltænkt. Derfor skal vi for eksempel overveje, om danskere, hvis arbejdsgiver er villig til at betale en ganske pæn løn, kan blive visiteret til fleksjob,” siger Helle Sjelle.

Tallene viser, at der var 64.200 personer i fleksjobordningen i 2009, og at 95.100 har fået tilkendt førtidspension mellem 2003 og 2009. Det betyder, at der nu er over 300.000 danskere på førtidspension og fleksjob.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *