Oprettet 03/11/2010 – 12:26
I oktober 2009 lancerede Ambu verdens første videoskop til engangsbrug. Ambu aScope bliver i dag brugt på hospitaler til at håndtere vanskelige luftveje i forbindelse med operationer, hvor patienten skal i fuld narkose.
Den 29. oktober 2010 blev brugsområdet udvidet, idet Ambu aScopes CE-mærkning nu er udvidet til også at gælde perkutan trakeotomi.
”Det er glædeligt, at vi har fået udvidet CE-mærkningen af aScope. Dermed har Ambu taget endnu et skridt på vejen til at hjælpe læger med at give deres patienter den bedste behandling under de sikrest mulige vilkår,” siger adm. direktør Lars Marcher.
Direkte hul til luftrøret
Trakeotomi er en procedure , hvor man laver et hul gennem halsen direkte ind til luftrøret (trachea). Trakeotomi er en etableret teknik, som bruges på intensivafdelinger verden over. Den bruges til de patienter, som kræver intensiv pleje og forlænget assisteret ventilation.
Ambu aScope kan hjælpe med til at nedsætte eller undgå de komplikationer, der kan opstå i forbindelse med anlæggelsen af trakeotomi.
Større marked for aScope
CE-mærkningen betyder, at Ambu nu kan sælge aScope til flere anvendelser, og dermed er markedet for aScope vokset.
Det anslås, at der hvert år foretages over 700.000 trakeotomier på verdensplan, og brugen af videoskoper til denne procedure er i kraftig stigning for at øge patientsikkerheden. På verdensplan kan dette på sigt åbne et potentielt markedet for Ambu til en værdi i omegnen af en halv milliard kroner.