Assens Kommune er Fyns sundeste arbejdsplads

Oprettet 05/09/2011 – 08:05

Assens Kommune blev en suveræn nr. 1 i Fyens Stiftstidendes konkurrence om at blive Fyns sundeste arbejdsplads og fik følgende skudsmål med fra dommerpanelet og chefredaktør Per Westergaard ved dagens kåring:
– Assens Kommune har en bred og mangfoldig vifte af sundhedstilbud. Der er en imponerende opbakning til sundhedsordningen fra både medarbejdere og ledelsen. Sundhedsordningen er ærligt og bevidst kommunikeret ud uden løftede pegefingre, ligesom at der arbejdes systematisk med at måle effekten af de forskellige sundhedstilbud. Fx er der sket et fald i kommunens sygefravær. Kort sagt er de andre fynske kommuner ikke i nærheden af Assens Kommune, når det gælder sundhedsindsatsen.
Borgmester Finn Brunse siger om prisen:
– Assens Kommune er de to sidste år blevet nr. 2 i konkurrencen, så vi er naturligvis meget stolte over, at dommerkomiteen i år har valgt Assens Kommune som Fyns sundeste arbejdsplads. Der er en særlig glæde og stolthed forbundet med at være den første offentlige arbejdsplads, der vinder prisen.
– I Assens Kommune er sundhedsbudgettet pr. medarbejder beskedent, men til gengæld har vi været gode til at optimere sundhedsindsatsen. Vi har ansat vores eget sundhedsteam, der er fantastisk dygtige til at skabe og udvikle sundhedsfremmende aktiviteter, der støtter godt op om både den enkelte medarbejder og om det strategiske sundhedsarbejde, siger Finn Brunse, der samtidig understreger, at kommunens sundhedsordning skal favne bredt for at nå alle kommunens 3.500 ansatte.
Hårdt arbejde bærer frugt
Også personalechef Charlotte Bentsen glæder sig over kåringen:
– Jeg er meget stolt over, at vi er nået så langt med vores sund-heds- og trivselsarbejde. Sundhedsordningen har vist sig at være en god investering, og prisen som Fyns sundeste arbejdsplads er en anerkendelse af de flotte resultater, vi gennem de sidste tre år har opnået ved vedholdende at sætte sundhed på dagsordenen internt i vores organisation. Både den politiske og ledelsesmæssige opbakning har været helt afgørende for, at vi er lykkedes, og samtidig har medarbejdernes store engagement og støtte til sundhedsordningen været fantastisk at opleve.
Med prisen som Fyns sundeste arbejdsplads følger en check på 20.000 kr., der skal omsættes til en sundhedsdag på medarbejdernes præmisser.
– Denne spændende opgave giver vi til vores Sundheds- og Trivselsudvalg, der flere gange tidligere har planlagt sundhedsar-rangementer for kommunens medarbejdere, siger Charlotte Bentsen.
Det tilbyder sundhedsordningen
I Assens Kommune tilbydes på behandlingssiden bl.a. fysioterapi, psykoterapi, kostvejledning, massage, zoneterapi og kranio-sakral terapi, mens de forebyggende indsatser spænder over mange forskellige motionshold, kurser i mindfullness, stresshåndtering og ergonomi, foredrag samt forskellige konkurrencer og sundhedskampagner. Tilbuddene kan benyttes af alle kommunens ansatte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *