Beskatning af Nordsøolien er at gamble med arbejdspladser

Oprettet 26/03/2013 – 14:59

Det tyske olieselskab Bayerngas har meldt klart ud, at de vil droppe fremtidige investeringer i Danmark, hvis regeringen gennemfører den øgede beskatning af olieselskabers produktion og investeringer.
Samtidig erkender klima- og energiministeren, at det er yderst tvivlsomt, om de 27,5 mia. kr. til togfonden overhovedet kommer i kassen. Det er at sætte danske arbejdspladser over styr, siger Venstres klima- og energiordfører Lars Chr. Lilleholt.
Regeringen har bebudet, at selskaber, der udvinder olie og gas fra Nordsøen skal beskattes med 27,5 mia. kr., som regeringen vil bruge på en togfond frem mod 2042.
– Skattesmækket til olieselskaberne er gambling med de investeringer, som potentielt kan skabe 3000 nye arbejdspladser årligt. Arbejdspladser som Danmark har brug for, siger Venstres Klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt.
Erfaringer fra Storbritannien viser samtidig, at en markant beskatning af Nordsøselskaberne koster milliardinvesteringer. Den britiske regering tog ved lære, og rullede skattestigningerne tilbage. De forbedrede skattevilkår har nu ført til en opblomstring af den britiske olie og gasindustri. Det spås, at der kan skabes 50.000 arbejdspladser i Storbritannien de kommende år.
– I efteråret meldte statsministeren ellers klart ud, at regeringen ikke planlagde nye skatte- eller afgiftsstigninger. Det holdt ikke længe. Men for Venstre er det helt afgørende, at vi skaber ro om erhvervslivets rammevilkår, så vi kan skabe vækst og varige danske arbejdspladser. Derfor er det også nødvendigt med et byrdestop, siger Lars Chr. Lilleholt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *