Byd på malerier fra din lænestol

Oprettet 04/06/2008 – 00:23

Dansk kunstgalleri på nettet leverer et spændende alternativ til kunstbranchens nogle gange lidt utilnærmelige priser og image. Der er masser af malerier at vælge imellem, og de er alle til priser, der giver både studerende og ”plakatkøbere” et godt alternativ.
Idéen er umiddelbart den samme som den, ejendomsmæglerne for et års tid siden lancerede for at booste den skrantende hushandel, men med den danske kunstbranches nyeste tiltag bliver kunsten at ’klikke en pris’ ikke gjort efter – men derimod forfinet til glæde for både kunstnere og købelystne.
Kunst for alle
”Fordelen med ’byd en pris’ konceptet er, at vi starter en dialog. Hvis kunstneren ikke er tilfreds med den pris, der bydes, så kan han enten afvise budet helt eller tilbyde en anden pris. På den måde mødes køber og sælger nemt og sikkert via websitet, hvor de sammen finder frem til en pris, begge parter er tilfredse med”, fortæller Niklas Otzen, der sammen med sin kompagnon Jonas Blomgren startede Maleri-Online.dk i 2005, og nu tilbyder den nye auktionsservice.
Der er altid mere end 2000 malerier til salg på Maleri-online.dk – og ca. 500 af dem er tilgængelige via ”byd en pris” konceptet. For den almindelige dansker, der gerne vil have lidt lækkert på væggene, betyder ’byd en pris’, at man nu kan byde en lavere pris end den normale. Derved afgiver man et uforpligtende bud på et maleri, som kunstneren kan tage op til overvejelse – men ligeledes ikke er forpligtet til at acceptere.
Nydelse eller investering?
Nogle kunstnere ønsker ikke denne form for dialog omkring prisen, mens andre ser det som en mulighed for at komme den potentielle køber i møde – og skabe en hidtil uset åbenhed omkring det at købe kunst og malerier. Nu tilmed hjemme fra dagligstuen.
”Umiddelbart er der måske nogle, der ikke synes om, at priserne på deres kunstværker skal være til forhandling. Men det er de jo reelt set også på de traditionelle gallerier, måske bare ikke helt så åbenlyst. Jeg tror, idéen vil komme både kunstnere og købere til gode i den sidste ende”, siger kunstneren Maja Kronblad, der dagligt opdaterer sin profil på Maleri-online.dk.
Med en maksimal tilladt salgspris på 6000 kr. er det jo ikke rigtig kunst, I tilbyder, tænker kunst-feinschmeckeren sikkert om Maleri-online.dk. Er det ikke for billigt?
”Køber man dyrere kunst, køber man ofte mere for investeringens skyld. Naturligvis kan et maleri til en meget høj pris også være en stor nydelse at se på – men umiddelbart er kunst jo smag og behag. Derfor kan man også fint finde større nydelse i at betragte et kunstværk til 500 kr. frem for et til x-antal hundredetusinde”, forklarer Jonas Blomgren.
http://www.Maleri-Online.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *