Christian Bordinggaard i spidsen for U/21-slutrunden

Oprettet 09/01/2009 – 16:11

DBU starter opbygningen af organisationen til gennemførelsen af den største europæiske fodboldturnering i 2011; EM-slutrunden for U/21-landshold. Udpeger U/21-landsholdets sekretær Christian Bordingaard til turneringsdirektør.
Christian Bordinggaard (tv) har i en årrække arbejdet som administrativ ansvarlig for DBUs U/21-landshold. Her ses han sammen U/21-landsholdets tidligere læge Orla Als og træner Flemming Serritslev. Foto Per Kjærbye
Det europæiske fodboldforbund, UEFA, tildelte i december Dansk Boldspil-Union (DBU) værtskabet for EM-slutrunden for U/21-landshold i sommeren 2011.
UEFA betragter turneringen som forbundets næststørste efter Europamesterskabet for A-landshold. Turneringen bliver den største begivenhed for UEFA i kalenderåret 2011.
Eksempelvis blev slutrunden i Portugal i 2006 set af 53 millioner tv-seere og 111.000 tilskuere, og ved slutrunden i Holland i 2007 var seertallet steget til 75 millioner og tilskuertallet til 212.000. Dermed har turneringen udviklet sig fra en ungdomsturnering til en højt profileret landsholdsturnering med deltagelse af spillere fra adskillige europæiske topklubber.
Værtskabet stiller derfor store, organisatoriske krav til det arrangerende fodboldforbund, og dem forventer DBU at møde ved successivt gennem de kommende to år at opbygge en separat, dansk turneringsorganisation.
“Det bliver den største opgave, DBU arrangementsmæssigt har skullet løfte i fodboldforbundets 120-årige historie. Vi ser frem mod den store udfordring, som vil kræve etablering af en selvstændig enhed med betydelige ressourcer, der alene skal anvendes til at sikre opbygge og gennemføre slutrunden,” forklarer generalsekretær Jim Stjerne Hansen, og uddyber:
”Vi har udnævnt Christian Bordinggaard til at stå i spidsen for denne ad-hoc del af vores organisation. Han har tidligere vist stor kompetence i sit arbejde med internationale opgaver for DBU, og står bag vores succesrige bud på at hente slutrunden hertil.”
I den forbindelse er Christian Bordinggaard, 47 år, udnævnt til turneringsdirektør og dermed ledelsesmæssigt og økonomisk ansvarlig for opbygningen af DBUs turneringsorganisation.
Christian Bordinggaard har siden 1998 været administrativ sekretær for U/21-landsholdet, som hans yngre bror, Keld Bordinggaard, i øvrigt overtog det sportslige ansvar for i 2004. Han har i denne periode også været involveret i gennemførelsen af UEFA Cup-finalen i København i maj 2000, og har gennem det seneste halvandet år arbejdet som koordinator for DBUs skriftlige tilbud til UEFA om værtskabet for turneringen samt de foreløbige møder og såkaldte site visits med repræsentanter fra UEFA.
”Jeg er ked af at skulle slippe arbejdet med drengene på U/21-landsholdet. Men opgaven som øverste ansvarlige for slutrunden er en stor personlig og faglig udfordring, jeg simpelthen ikke kan sige andet end ja til. Jeg ser specielt frem til det fortsatte samarbejdet med de mange dygtige mennesker i værtsbyerne og klubberne,” siger Christian Bordinggaard.
Det svenske fodboldforbund, SFF, der er vært for U/21-slutrunden til sommer, har gennem de seneste to år opbygget en lokal turneringsorganisation bestående af otte fuldtidsansatte i øjeblikket, som vil blive suppleret af lokale organisationskomitéer i de fire værtsbyer samt op imod 800 frivillige i perioden op til og under slutrunden.
Siden DBU den 11. december blev udpeget til vært for slutrunden, gennemførte DBU det første planlægningsmøde med UEFA den 17. december. Næste arrangement i forbindelse med den kommende slutrunde bliver lodtrækningen til kvalifikationsgrupperne, som vil finde sted i Århus onsdag den 4. februar.
DBU har tidligere været vært for EM-slutrunden for Kvindelandshold i 1991, for U/16-landshold i 1989 og for U/17-landshold i 2002 samt to UEFA-finaler i 1994 og 2000.
Christian Bordinggaard tiltræder i sin nye funktion 1. april. DBU forventer at have stillingen som sekretær for U/21-landsholdet besat inden denne dato.
Stillinger til den kommende U/21-organisationskomité vil blive slået op på dbu.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *