Oprettet 14/01/2009 – 14:40
Claus Bo Larsen er udpeget til at dømme VM-kvalifikationskampen England-Ukraine onsdag den 1. april. Peter Rasmussen skal i samme runde dømme VM-kvalifikationskampen Holland-Makedonien.
Det internationale fodboldforbund, FIFA, sender for anden gang Claus Bo Larsen og Peter Rasmussen i aktion i VM-kvalifikationsturneringen.
Claus Bo Larsen skal dømme VM-kvalifikationskampen i gruppe 6 mellem England og Ukraine onsdag den 1. april, mens Peter Rasmussen bliver dommer i kampen mellem Holland og Makedonien i gruppe 9 samme aften.
Påsætningen af de to danske dommere giver også opgaver for fire danske linjedommere og yderligere to dommere. Claus Bo Larsen vil således blive assisteret af Anders Nørrestrand og Torben Jensen på linjerne og Anders Hermansen som fjerdedommer. Peter Rasmussen vil blive bakket op af Henrik Sønderby og Martin Wulff på linjerne og Lars Christoffersen som fjerdedommer.
Det bliver for begge dommeres vedkommende deres anden opgave i den igangværende VM-kvalifikationsturnering. Claus Bo Larsen dømte i september sidste år kampen mellem Østrig og Frankrig, mens Peter Rasmussen i oktober dømte opgøret mellem Belgien og Armenien.
Claus Bo Larsen, der er indrangeret i den internationalt, højeste dommerkategori, FIFA Top Class Referee, dømte udover VM-kvalifikationskampen sidste efterår også Champions League-kampene FC Zenith Skt. Petersborg mod Juventus, FC Steaua Bucuresti mod FC Bayern München og Atletico de Madrid mod Liverpool FC.
Peter Rasmussen, som i efteråret også dømte UEFA Cup-kampen mellem AC Milan og SC Braga, har været FIFA-dommer fra begyndelsen af 2006. Allerede året efter avancerede han fra den internationale kategori fire til tre, og fra årsskiftet 2007-2008 rykkede han yderligere en kategori op, og har fra starten af 2008 været at finde blandt de 60 europæiske dommere i den næsthøjeste kategori, Category 2.