DanBolig: Flere boliger ønskes

Oprettet 09/02/2009 – 08:59

Trods afmatning på boligmarkedet, er der i gennemsnit det sidste års tid solgt mellem 4.200-4.600 boliger hver måned over hele landet.
Selvom det tager længere tid at få solgt sin bolig end for et par år siden, så sælges der stadig boliger i Danmark. Det fremhæver ejendomsmæglerkæden DanBolig, der er landets fjerdestørste ejendomsmæglerkæde.
– I det sidste års tid er der i gennemsnit solgt 4.200-4.600 boliger hver måned over hele landet, så der bliver solgt boliger, selvom man nærmest får det modsatte indtryk, hvis man åbner op for nyhedsudsendelserne på TV, eller læser morgenavisen, siger Jens Meyer, kommunikationschef i DanBolig, og han fortsætter:
– I de større byer kan vi mærke en tendens til, at potentielle boligsælgere er blevet mere afventende med at sætte til salg. Ofte hænger det sammen med, at de har hørt, at det næsten er umuligt at få solgt. I København er meldingen fra vores mæglere, at de gerne vil have endnu flere boliger til salg. For er boligen ok, og prisen den rigtige, så er der købere i markedet. Køberne kan være par, der har besluttet sig for at flytte sammen, ældre mennesker – der gerne vil flytte i noget mindre, og unge studerende – hvor de faldende boligpriser igen har gjort det attraktivt for forældre at købe en lejlighed og leje den ud til deres studerende søn eller datter, siger Jens Meyer.
Tendensen med stor køberinteresse for boliger, der er ok, og hvor prisen er et godt tilbud i lokalområdet, bekræftes af flere af DanBoligs butikker, blandt andet DanBolig Hillerød, DanBolig Holte, DanBolig Greve og DanBolig Næstved. Meldingen er den samme fra DanBolig mæglere i Århus-området og fra DanBolig Vejle.
Penge at spare
Jens Meyer oplyser, at mange boligkøbere samtidig sparer masser af penge ved at købe bolig nu, fordi en række typiske omkostninger i forbindelse med indflytningen er blevet billigere i løbet af det sidste års tid.
– Det er både blevet nemmere og billigere at få håndværkere ud til at foretage diverse boligforbedringer. Samtidig er byggematerialer og tilbehør også blevet billigere, så der kan være mange tusinde kroner at spare på den konto. Og har man planer om at få et nyt køkken eller foretage andre større ombygninger, så er der netop nu muligheder for at få et rigtigt godt tilbud, hvor man ofte kan spare tusindvis af kroner, fremhæver Jens Meyer.
Afklaret boligsituation giver tryghed
– Hvad der er det rigtige at gøre afhænger af den enkelte families situation, muligheder og ønsker. Mange boligkøbere er opmærksomme på, at der i det nuværende boligmarked er gode muligheder for at få en større bolig til en forholdsmæssig billigere pris, siger Jens Meyer.
En vigtig pointe er dog, at ingen kender fremtiden. Så hvis man står her og nu med udsigten til at skulle sælge sin bolig billigere, end man havde forventet, mod så til gengæld at købe en ny bolig, der er tilsvarende billig og samtidig opfylder familiens aktuelle behov, så er det bestemt en overvejelse værd, slutter Jens Meyer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *