Danmark VM-klar

Oprettet 10/10/2009 – 23:10

Et bravt kæmpende dansk landshold sikrede VM-pladsen med en spillerunde igen, da de i Parken lørdag aften vandt 1-0 over Sverige på et mål af Jakob Poulsen i 79. minut.
TAK! Sådan lød den danske tifo inden aftenens kamp, og mon ikke, at det tak kun er blevet endnu større, efter at Danmark lørdag aften sikrede sig VM-billetten med en 1-0 sejr over Sverige.
Der var meget på spil, da de to øverst placerede hold lørdag aften mødte hinanden i Parken i en kamp, hvor alt var på spil. En sejr ville sende Danmark direkte til Sydafrika og Sverige sandsynligvis være helt ude af kampen om en plads ved VM-slutrunden næste år. Modsat ville en svensk sejr sende dem á point med Danmark, og et større regnestykke om målscore skulle afgøre, hvem der ville indtage første pladsen.
Derfor var der også masser af intensitet fra start til slut i en fantastisk dansk ramme, hvor det danske publikum havde lyttet godt efter spillernenes og trænerens opfordring til at være holdets 12. mand.
Efter en målløs første halvleg var det dog svenskerne, der flere gange var tættest på og faktisk to gange ‘scorede’, men begge situationer var off side.
Danskerne kom tættere på som tiden gik og endeligt – i det 79. minut tager Jakob Poulsen chancen udefra, sparker – og MÅL! Parken eksploderer og bærer i de sidste ti minutter spillerne frem mod dansk sejr, til trods for et svensk pres i de sidste minutter. 1-0 til Danmark. det var nok og Danmark holder en fornem statistik i Parken, hvor danskerne ikke har tabt en VM-kvalifikationskamp siden 1981.
Og det var naturligvis en både glad og stolt landstræner, der gjorde status efter kampen på en aften hvor han indgik i verdenshistorien som den første der har opnået 100 kampe både spiller og som træner.
“Det er dejligt. Jeg synes også, at vi har måttet slås for det. Vi spillede vel taktisk set den bedste kamp i kvalifikationen i aften, så det var mere end fortjent,” lyder det fra Morten Olsen. Han var naturligvis en lettet mand, da Jakob Poulsen scorede til 1-0.
“Meget. Vi vidste, at svenskerne er meget farlige på dødbolde og lange bolde. Vi skulle måske have lukket den i første halvleg, hvor vi er inde i en rigtig god periode, men så tog Jakob revanche i anden halvleg, og det gjorde han godt,” lyder det fra Morten Olsen til TV 2 umiddelbart efter kampen.
Og den danske anfører, Jon Dahl Tomasson var selvfølgelig også en glad mand:
“Vi har leveret flotte præstationer i kvalifikationerne – men vi er selvfølgelig rigtig glade – og så fantastisk at vi har nu har booket billetten til sydafrika i et fyldt parke. det var jo en fantastisk stemning! det var en stor præstation af hele holdet og alle opfyldte deres opgave til fulde. Så vi er bare rigtig glade!,” lød det fra den danske anfører på det efterfølgende pressemøde.
Og mon ikke resten af Danmark også er det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *