Design din egen gravsten på nettet

Oprettet 15/08/2011 – 12:06

Nu er det muligt at skabe sit helt eget, unikke gravstensdesign. Med et vidtspændende udvalg af stentyper og dekorationer kan man selv udforme gravstenen, præcis som man ønsker – og med et enkelt klik få et tilbud på den fra stenhuggeren.
Nu kan man selv designe gravsten på internettet. På den ny gravstensdesigner kan man i ro og mag sidde derhjemme og pusle sig frem til den helt rigtige kombination af gravsten, tekst og dekoration.
”Vi er glade for nu at kunne give folk mulighed for at designe gravsten på egen hånd. I de senere år har vi oplevet en stigende efterspørgsel på unikke gravsten, der på en meget personlig måde vidner om det liv, der blev levet. Som en del af vores kundeservice har vi derfor udviklet gravstensdesigneren for endnu bedre at kunne imødekomme ønsket om individuelle gravsten, som de efterladte helt selv præger,” fortæller Michael Rohde-Petersen fra Danske Stenhuggerier.
Sådan fungerer gravstensdesigneren
På danske-stenhuggerier.dk klikkes på gravstensdesigneren. Så er det første, man vælger, selve stenen. Hver enkel stenart er portrætteret med billede og beskrivelse, så man kan læse om stenens historie, hvilke kvaliteter og egenskaber den har, og hvad den især er velegnet til. Eksempelvis giver den svenske granittype Bohus en rolig baggrund og er derfor velegnet, når man har megen tekst og dekoration. Går man efter en vedligeholdelsesfri sten til et skyggefuldt gravsted, er granittypen Himalaya fra Indien en mulighed, fordi begroning har svært ved at sætte sig på dens polerede overflade.
Indgravering eller bronze?
”Vi har gjort os umage med at gøre gravstensdesigneren enkel og brugervenlig. Den er nem at anvende, al den nødvendige information er til stede, og så er der rigtig mange valgmuligheder og detaljer, man kan fordybe sig i, samtidig med at man bevarer overblikket,” forklarer Michael Rohde-Petersen.
Når man har valgt sten, er det tid til at gå i lag med tekst og dekoration – og her er der næsten ubegrænsede udfoldelsesmuligheder. Man vælger selv type, mængde og placering af tekst, og har man behov for lidt inspiration, kan man studere en række af de mest benyttede formuleringer på gravsten. Der er desuden et hav af dekorationer at pryde stenen med. Ved både tekst og dekoration kan man vælge mellem indgravering eller bronze.
En dybt personlig gravsten
Blandt de påsatte bronzedekorationer er det traditionelle motiver, der dominerer: roser, sommerfugle, engle, kors og hjerter, mens udvalget bliver kraftigt udvidet, når man går til de mange indgraveringsmuligheder. Ud over dyr, planter, stjernetegn mv. kan man fx markere afdødes politiske tilhørsforhold eller fortælle via et billede af en jæger, et skakspil, musikinstrument, skib eller tog – eller hvad med en luftballon, malerrulle eller skruetrækker?
”Det bliver mere og mere almindeligt at vælge personlige og dagligdags motiver på gravsten, og det er vores håb, at det omfattende katalog over dekorationsmuligheder kan inspirere i designprocessen,” siger Michael Rohde-Petersen.
– Og når stenen er færdigdekoreret, kræver det blot et enkelt klik at sende designet til stenhuggeren og få et tilbud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *