Oprettet 29/08/2011 – 11:43
Måske skal Det Konservative Folkeparti til at skifte navn? Det med ”folkeparti” giver måske vælgerne mindelser om det ”forkerte” folkeparti, og så lyder ”radikal” da meget bedre. Eller måske KonservativtRadikale, eller RadikaleKonservative? Uanset hvordan navnet sammensættes, kan jeg ikke rigtigt få det til at give mening. Det kommer til at lyde så selvmodsigende og tåget.
Nøjagtigt som det konservativt-radikale parløb i virkelighedens verden.
Knap var valget skudt i gang, før de konservatives formand, justistminister Lars Barfoed, gik i panik og omfavnede de radikales leder Margrethe Vestager. De to partier gungrede hånd i hånd over mediebroen og forkyndte, at nu skal det være slut med blokpolitik. Og baglandet hos begge partier er tilsyneladende ellevilde af begejstring. Kandidaterne uddeler hinandens brochurer, konservative hænger radikale plakater op og vice versa. Det er helt rørende.
Ikke så sært, at Helle Thorning-Schmidt vil ”kramme” alle konservative, hun møder.
Nu siger de, at det handler om samarbejde over midten, og i medierne betragtes det som alletiders kioskbasker. Men jeg husker valget i 2007. Dengang gik Ny Alliance præcis til valg på et opgør med blokpolitikken. Og partiet fik hurtigt medvind, fordi danskerne var trætte af blokpolitikken. Men det floppede totalt. Anderledes er det ikke i dag, hvor meningsmålinger ligeledes viser, at et flertal af danskerne ønsker blokpolitikken afskaffet.
Det er der bestemt ikke noget at sige til. Et bredt samarbejde med alle Folketingets partier vil da altid været et ideal – om end for det meste et uopnåeligt. Socialdemokratiet og venstrefløjen har været dygtige til at skabe myten om blokpolitikken og fremstille VOK-samarbejdet som en uigennemtrængelig, stålarmeret betonblok. Problemet for demer, at det er usandt.
Når Socialdemokratiet af den ene eller anden grund har valgt at stå uden for et forlig – undertiden af strategiske årsager – har de hver gang skreget ”blokpolitik”. Den samme anklage er kommet fra Villy Søvndal og Socialistisk Folkeparti. Men sandheden er en helt anden. I folkessamlingen 2009/2010 blev kun omkring fire procent af VOKs forslag stemt igennem alene af blå blok.
Det er altså ikke muligt at lave brede forlig, når de partier, der inviteres (S og SR) ikke vil deltage i beslutningerne, men overlader ansvaret til os andre.
Jeg må indrømme, at Lars Barfoeds udmelding var noget af en overraskelse – specielt så tidligt i en valgkamp. Men det har aldrig været en hemmelighed, at visse kræfter i de konservative rækker ikke kan døje Dansk Folkeparti, for der er der jo lige den med ”anstændigheden”.
Det Konservative Folkeparti har imidlertid aldrig fået gennemført flere konservative mærkesager – selv sager, som de ganske vist ikke brød sig om, men som ikke desto mindre var ægte konservativ politik – end sammen med Dansk Folkeparti. Og partiet har endda fået det gennemført med et beskedent antal mandater.
Nå ja, vi glemmer lige topskatten. Det er værd at få at vide, hvor meget de konservative i grunden forestiller sig at de kan gennemføre med Margrethe Vestager, og som det tynde øl i periferien af en rød blok, hvis politik ikke har mange lighedspunkter med den konservative? Hvor meget vil partiet sælge ud? Er Lars Bafoed og Co. parate til at sælge ud af den borgerlige udlændingepolitik gennem et helt årti?
Den konservative formand bedyrer krampagtigt, at der ikke vil blive rykket et komma ved udlændingepolitikken, men det kan jeg garantere sker, hvis Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal sammen med de radikale, og støttet af Enhedslisten kan sætte sig til rette på ministertaburetterne efter valget. Hvilken rolle vil Barfoed spille her? Han kan først og fremmest for tid og evighed vinke farvel til sine skattedrømme – og vi andre kan se udlændingepolitikken smuldre som sand mellem fingrene.
Ved Lars Barfoed og de konservative i det hele taget, at det er Det Radikale Venstres politik at tilbagerulle alle de landvindinger i udlændingepolitikken, som er blevet gennemført siden 2002? Det betyder en lempelse af reglerne for familiesammenføringer samt adgangen til asyl, ligesom det indebærer, at den lavere ydelse til flygtninge og indvandrere de første syv år i Danmark – den såkaldte starthjælp – vil blive erstattet med fulde sociale ydelser fra dag et. Penge der så tages fra danske skatteydere.
Naturligvis kæmper vi alle for os selv og vores eget parti i en valgkamp. Sådan skal det være. Dansk Folkeparti skal for eksempel ikke forklare eller forsvare hverken Venstres eller de konservatives politik – og vi skal måske heller ikke nødvendigvis forstå den. I hvert fald har jeg svært ved at forstå de seneste udmeldinger, som mest af alt virker komiske de to partiers samlede mandatantal taget i betragtning.
Men snakken om blokpolitik og forsøget på at udelukke Dansk Folkeparti tager jeg med en knusende ro. I modsætning til de mange…