Oprettet 05/08/2011 – 14:07
Hvordan skal kommunerne frigøre ressourcer og stadig sikre velfærden? På årets digitaliseringsmesse går landets 98 kommuner i dialog med it-leverandører om, hvordan øget digitalisering som redskab skal føre til bedre velfærd og besparelser i kommunerne.
Den fælleskommunale og den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi udpeger retningen for, hvordan kommunerne gennem digitalisering skal håndtere en stram økonomi og høje forventninger til service. Hvis strategiernes mål skal indfries, kræver det investeringer og innovative samarbejder. Både fælleskommunalt, fællesoffentligt og mellem kommuner og leverandører.
Digitaliseringsmessen er den platform, hvor leverandører, udviklere og politikere, chefer, ledere og medarbejdere i kommunerne går i dialog om udfordringerne. Der bliver rig mulighed for at netværke, opleve it-leverandørers digitale løsninger og høre oplæg fra private og offentlige topchefer og eksperter. Alt sammen en forudsætning for at styrke kommunen på vejen mod en mere digital fremtid.
Digitaliseringsmessen ’11 løber af stablen i Odense Congress Center torsdag d. 29. september 2011.