Dj-fænomenet Bob Sinclar til Danmark

Oprettet 10/10/2008 – 12:09

Der er dømt fransk feststemning og elegance, når dj-fænomenet Bob Sinclar kommer til København 18. december 2008 og giver en eksklusiv clubbing oplevelse.
For første gang i otte år, giver den franske DJ og producer Bob Sinclar koncert på dansk grund, når han den 18. december gæster Marketenderiet (Lantz.dk) i Valby.
Foruden at være en af verdens mest efterspurgte og højtprofilerede DJs på den internationale clubbingscene, så er Bob Sinclar samtidig også en af vor tids mest succesrige producere indenfor glad og dansevenlig musik der henvender sig til stort set alle aldersgrupper.
Siden han i 2005 slog igennem med hittet ”Love Generation”, har han ikke bestilt andet end at sprøjte ørehængere ud på stribe, blandt andet ’World Hold On’, ’Rock This Party (Everybody Dance Now!)’, ’Sounds of Freedom’og ‘Together’. Desuden står Bob Sinclar bag et utal af remixes for så forskellige kunstnere som Madonna, Rianna, Moby, Lionel Richie, Jamiroquai, James Brown, Craig David og mange flere.
Kærligheden og publikum i centrum
Med udgangspunkt i Bob Sinclars kærlighedsfilosofi og røde tråd igennem sine sangtekster og musikvideoer, har arrangørerne valgt at kalde aftenens event for ”DONT STOP LOVING”.
”Bob Sinclar kan fylde et helt stadion med festglade mennesker, men det har aldrig været vores målsætning med dette her event. Vi vil gerne skabe en festoplevelse ud over det sædvanlige, hvor alle gæster føler, de bliver sat i centrum og får en unik clubbingoplevelse. Nærhed med DJ’en og en sublim lyd- og lysoplevelse er ting, der vil sat i højsædet denne aften”, fortæller Martin Schrøder fra Exclusive Productions, der står bag ”DONT STOP LOVING.”
Udover at skabe de rigtige rammer for en god fest, vil arrangørerne også gerne kræse ekstra om deres gæster, derfor vil der i løbet af aftenen uden ekstra beregning blive uddelt eksklusive Goodie-bags til alle gæster indeholdende lækre julegaver fra kendte Brands.
Der bliver kun sat 1000 billetter til salg til ”DONT STOP LOVING”, der løber af stablen torsdag den 18. december i udkanten af København i de eksklusive lokaler hos Lantz.dk. Billetterne sælges fra onsdag den 8. oktober kl. 09.00 og vil kun kunne købes online på www.gaffabillet.dk
Læs mere på www.dontstoploving.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *