DR1 Dokumentar: Manden som løj verden i krig

Oprettet 21/04/2010 – 03:26

Forud for krigen i Irak hørte verden igen og igen om truslen fra Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Men da FNs våbeninspektører rykkede ind i Irak fandt de ingenting.
Hvor kom de detaljerede oplysninger om Iraks hemmelige mobile, biologiske våben fra? Våben, der angiveligt kunne sprede gifte som miltbrand og tyfus i den vestlige verden.
DR1 Dokumentar afdækker den utrolige historie om grundlaget for krigen og om en enkelt mands løgne. En irakisk ingeniør og afhopper, der søgte asyl i Tyskland, og som fik kodenavnet Curveball. Denne mands tilsyneladende detaljerede viden om Saddam Husseins våben spillede en markant rolle i debatten op til krigen – blandt andet da USAs tidligere udenrigsminister Colin Powells holdt den tale i FN i 5. februar 2003, som af mange anses for at være det reelle startskud til krigen.
Men Curveballs detaljerede viden viste sig ikke at holde stik. DR1 Dokumentaren er gået på jagt efter manden med kodenavnet Curveball – for hvad er hans forklaring på de løgne, der var med til at føre en verden i krig?
Kræver dansk undersøgelse
Den danske regering har hidtil afvist at iværksætte en undersøgelse af grundlaget for Irak-krigen, fordi Danmarks begrundelse for medvirken i krigen ikke var påstandene om masseødelæggelsesvåben – men derimod, at Irak ikke ville samarbejde med FN.
Oplysningerne i dokumentarprogrammet får dog Socialdemokratiets udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, og SFs formand, Villy Søvndal til at gentage deres krav om en undersøgelse.
– Vi har brug for en undersøgelse for at gardere os mod igen at kaste os ud i en krig på et forløjet grundlag, siger Mogens Lykketoft blandt andet i DR1 Dokumentaren.
Blev Powell snydt?
Også en række centralt placerede kilder i USA, Tyskland og Irak medvirker i dokumentarudsendelsen. Ifølge Tysklands tidligere FN-ambassadør Gunther Pleuger advarede Tyskland allerede før krigen USA mod at stole på Curveballs oplysninger.
– Vi advarede amerikanerne lang tid før krigen. Vi sagde til dem, at det er jeres eget ansvar, hvis I bruger de oplysninger fra Curveball, for vi ved slet ikke om de er sande, siger Gunther Pleuger.
Colin Powell har efterfølgende kaldt sin tale forud for krigen for “en plet på hans omdømme som altid vil være der” og ” et smertefuldt minde”.
Ifølge Colin Powells nærmeste medarbejder og stabschef Larry Wilkerson blev Powell ført bag lyset af CIAs daværende chef, George Tenet.
– De oplysninger, som George Tenet forelagde Powell var på ingen måde så sikre som de blev fremstillet – og det kalder jeg en løgn, siger Larry Wilkerson i DR1 Dokumentaren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *