Oprettet 15/08/2011 – 09:06
COZY room er en ny, spændende serie af brugskunst, der lanceres i august og vil kunne ses i interiør- og blomsterbutikker landet over i løbet af efteråret.
Under ”arbejdstitlen” cozy, cool & curious har serien taget form siden det spæde forår med heftig rejseaktivitet til messer og små værksteder i fjerne egne af verden.
Er det marokkansk, fransk eller indisk? Det er ikke altid lige til at sige det, men stilen i COZY room er både afslappet, cool og nysgerrig. COZY room er Skandinavisk “simple living”, der åbner sig nysgerrigt mod resten af verden. Her er intet forudsigeligt, når stilen lægges, og ny inspiration trækkes ind i boligen med et tvist af fransk brocante, østens mystik, naturens sjæl og enkelte pift af glade farver.
”Trenden inden for boligindretning er, at næsten alt er tilladt”, fortæller chefdesigner Annette Bjørk fra COZY room. ”En kollektion helt i tidens ånd vil derfor rumme mange forskellige stilretninger, der kan mikses på kryds og tværs. Selv om der er mode i brugskunst, er vi alle individualister, og vi skal hver især kunne finde noget, der lige er os.”
Med sikker stilsans har Annette Bjørk sammensat det håndplukkede udvalg af brugskunst til blomsterhandlere og interiørbutikker. ”Min grundsten har været naturen. Den rustikke og rå naturstil med træ som i skandinaviske skove og golde jordfarver som en marokkansk ørken – i kombination med sten og dyr som regi. I de senere år har der været meget etnisk inspiration i boligindretningen. Det er her stadig, men det bliver mindre dominerende. For eksempel har de kendte marokkanske lanterner nu fået et tvist af den lidt finere franske fil de fer. Men det sejeste lige nu er helt sikkert rustikke overflader og den rå natur,” fortæller Annette Bjørk.
Talentet for at kunne ramme plet som trendspotter, har Annette Bjørk vist i mange sammenhænge igennem de seneste mere end 15 år, hvor hun bl.a. har stået i spidsen for designlinien i Fyns Binderi Central, der havde netop blomsterbutikker og interiørbutikker som sine vigtigste kunder. I årene herefter har flere af hendes gamle kunder på det nærmeste plaget hende for at tage udfordringen op igen. I de seneste 5 år har Annette Bjørk udelukkende arbejdet på freelancebasis som designer og produktudvikler for kunder i udlandet. Bag COZY room står grossistvirksomheden Flora Deco A/S i Odense, som hovedsaligt sælger urtepotteskjulere en gros, primært til gartnerier. Specielt til detailbutikkerne har virksomheden nu udviklet det nye brand COZY room, som Annette Bjørk har fået det kreative ansvar for.