Fagbevægelsen har ført usaglig skræmmekampagne

Oprettet 15/09/2011 – 14:07

Beskyldningerne om skræmmekampagne har lydt igen og igen gennem valgkampen. Fagbevægelsen har ført an, mener Dansk Erhverv, der efterlyser en højere grad af saglighed fra den kant.
Dansk Erhverv har gennemgået fagbevægelsens analyser, pressemeddelelser og udmeldinger fra en knap tre uger lang valgkamp. Den efterhånden store stak tegner et billede af et konsekvent sortsyn og ensidig omgang med tal. Med overskrifter som ”LO frygter 50.000 flere arbejdsløse”, ”Der bliver flere og flere fattige danskere”, ”Offentligt ansattes uddannelse under pres” og mange flere, er der brugt mange kræfter på at tegne et billede af dansk økonomi i ruiner.
”Fagbevægelsen med AE-rådet, 3F og LO i spidsen har haft den negative retorik fremme gennem hele valgkampen, og gang på gang har vi hørt om alle de ulykker, som er regnet ned over Danmark de seneste ti år på grund af regeringen, selvom virkeligheden jo unægtelig må siges at være noget mere nuanceret. Det er som at lytte til en flok bedemænd,” konstaterer direktør i Dansk Erhverv Christian T. Ingemann.
Han er træt af fagbevægelsens politisering og tendentiøse analyser:
”Vi ser talgymnastik med så meget slagslide, at det gør en saglig og reel politisk debat vanskelig. Det er fair nok og en del af demokratiets grundvilkår, at fagbevægelsen, erhvervslivet og alle mulige andre blander sig i valgkampen, men det bør være på et sagligt grundlag. Flere af de analyser, som fagbevægelsen anført af AE-rådets kampagneøkonomer har offentliggjort i løbet af valgkampen, har været tendentiøse, og jeg mener danskerne fortjener bedre,” siger Christian T. Ingemann.
Fagbevægelsen skaber efterlønsmyte
Især efterlønsreformen har været i fagbevægelsens søgelys, og fra dag ét har man sat alt ind på at fremstille reformen som asocial og som noget, der vil få arbejdsløsheden til at stige.
”Fagbevægelsen har fået det til at lyde igen og igen i debatten: ’hvordan skal de mennesker, som ikke kan gå på efterløn, dog finde et arbejde?’. Men det er da at vende debatten fuldstændigt bagvendt – de har jo allerede et arbejde, som de skal blive i lidt længere. At reformer skulle gøre dem arbejdsløse er manipulation af værste skuffe,” lyder den klare dom fra Christian T. Ingemann.
Og han fortsætter:
”Hvis ikke fagbevægelsen vil anerkende, at antallet af beskæftigede faktisk stiger, når man øger udbuddet af arbejdskraft, hvordan kan de så nogensinde forklare, hvordan det lykkedes kvinderne at komme ind på arbejdsmarkedet?”
Han peger også på AE-rådets analyse af, at 38.500 vil ryge ud af dagpengesystemet som et eksempel på en analyse med så lav troværdighed, at den aldrig burde have set dagens lys:
”Tallet er fundet bag et skrivebord. Alle eksisterende erfaringer taler imod, at det skulle kunne komme bare i nærheden af så højt et tal, og det er jo symptomatisk for fagbevægelsens ensidighed, at man konsekvent vælger det absolut mest pessimistiske skøn,” siger Christian T. Ingemann.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *