Fantastiske Fabian Cancellara vandt Tour de France prolog

Oprettet 04/07/2010 – 20:37

Team Saxo Bank indledte på overbevisende vis dette års Tour de France med en prologsejr til den schweiziske tempokonge, Fabian Cancellara, som på stålsat viljestyrke og fænomenal køreteknisk kunnen knuste al modstand og tog den gule trøje foran Tony Martin (HTC-Columbia). Det er fjerde gang, at den stærke schweizer vinder den gule trøje på prologen.
De 8.9 kilometer henover den hollandske asfalt i Rotterdams gader var præget af skiftende vejrlig, der gjorde vejoverfladen skiftevis ekstremt farligt i svingene, da det regnede, mens ryttere der var så heldige at køre på tør vej kunne kaste cyklen rundt i svingene uden fare for at ramme asfalten på den kedelige måde.
Tony Martin (HTC-Columbia) kørte ruten som én af de første ryttere på etapen, og derfor var han begunstiget af helt tørre veje, mens alle andre favoritter måtte lette på speederen på de regnvåde veje.
Reaktioner på dagen:
”Regnen gjorde ruten en helt anden end den, vi trænede på igår, og jeg kunne ikke bare trille igennem, da jeg så ville tabe for megen tid. Jeg har forberedt mig så godt jeg kunne, og det er for sent at gøre mere nu. Der er kun tilbage at køre løbet, og det glæder jeg mig til”, fortalte Andy Schleck på Tourens første dag.
”Det er fantastisk at starte løbet på den måde. Vi har fortjent den, Fabian har fortjent den, så vi vil naturligvis nyde den. Vi går efter at holde på trøjen de næste dage, så vi kan sidde fremme, kontrollere farten og forhåbentligt blive forskånet for uheld. Vi har direkte fokus på opgaven, og vi er her for at vinde”, sagde holdejer Bjarne Riis efter det store indtog i Rotterdam.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *